Book of Common Prayer

Jerusalem—Guds by og hans folks hjem

87 En sang af Koras slægt.

Moses’ bøn

90 En bøn af Guds tjener Moses.

Herrens trofasthed og magt

Jakob hos Laban

29 Jakob fortsatte sin rejse og ankom til landet mod øst. ² Der fik han øje på tre fåreflokke, der lå ved en brønd på en mark og ventede på noget vand at drikke. Stenen, som lå over brøndåbningen, var meget stor. ³ Når alle fåreflokkene var samlet, ville hyrderne rulle stenen væk fra brøndåbningen og give fårene vand og derefter lægge stenen tilbage over brønden igen.

⁴ „Hvor kommer I fra?” spurgte Jakob hyrderne.

„Fra Karan,” svarede de.

⁵ „Kender I Laban, Nakors sønnesøn?”

„Ja, ham kender vi godt.”

⁶ „Hvordan har han det?”

„Han har det godt. Det er for øvrigt hans datter Rakel, der kommer derovre med fårene.”

⁷ „Hvorfor giver I ikke fårene noget vand, så de kan vende tilbage til deres græsgang?” spurgte Jakob. „Solen står jo endnu højt på himlen, så det er da for tidligt at samle dem.”

⁸ „Vi må vente, til alle hyrderne er her, før vi kan rulle stenen til side og give dem vand.”

⁹ Mens Jakob stod og snakkede med hyrderne, kom Rakel med sin fars får, som hun passede. ¹⁰ Da Jakob så Rakel, sin morbrors datter, og fårene, gik han hen og væltede stenen til side og hentede vand til sin onkels får. ^11-12 Derefter gav han Rakel et kindkys og fortalte med tårer i øjnene, at han var søn af hendes faster, Rebekka. Hun løb straks hjem for at fortælle sin far det. ¹³ Så snart Laban hørte, at hans søstersøn Jakob var kommet, løb han ud for at møde ham. Han omfavnede ham, kyssede ham på kinden som hilsen og tog ham med hjem. Dér fortalte Jakob ham hele sin historie. ¹⁴ Og Laban udbrød: „Tænk engang, det er min egen slægtning, der er kommet.”

Laban bedrager Jakob

Da Jakob havde boet hos sin onkel en måneds tid, ¹⁵ sagde Laban: „Selv om vi er i familie, er det ikke meningen, at du skal arbejde gratis for mig. Sig mig, hvor meget du vil have i løn.” ¹⁶ Laban havde to døtre, den ældste hed Lea og den yngste Rakel. ¹⁷ Lea havde kønne øjne, men Rakel var helt igennem smuk og dejlig. ¹⁸ Jakob var allerede forelsket i Rakel, så han sagde til Laban: „Jeg vil arbejde for dig i syv år, hvis du vil give mig din yngste datter, Rakel, til kone.”

¹⁹ „Det er i orden!” sagde Laban. „Jeg vil hellere have, at hun gifter sig med dig end med nogen uden for slægten.”

²⁰ Så arbejdede Jakob for Laban i syv år for at få Rakel. Årene fløj af sted, som var de dage—så forelsket var han.

Døm ikke hinanden

14 Vis forståelse for de svage i troen, og lad være med at dømme hinandens motiver. ² Nogle mener, at det er i orden at spise hvad som helst. De svage i troen mener, at man kun må spise grønsager.^{[a] 3} De, der spiser alt, må ikke ringeagte dem, der ikke gør det, og de, der ikke spiser alt, må ikke fordømme dem, der gør det, for Gud har accepteret dem. ⁴ Det er ikke dit ansvar at være dommer over andres meninger. Det er Gud, der afgør, om de gør det rigtige eller ej, for det er ham, de tjener. Og Gud er i stand til at hjælpe dem, så de ikke til sin tid bliver dømt.

⁵ Nogle mener, at visse dage er mere hellige end andre dage. Andre mener, at alle dage er lige gode. Her må hver enkelt nå frem til sin egen overbevisning. ⁶ De, der betragter bestemte dage som mere hellige end andre, gør det til Guds ære. De, der mener, at man kan spise alt, gør det til Guds ære, for de takker ham for maden. De, der mener, at man ikke bør spise visse ting, gør det til Guds ære, og de takker ham også for maden. ⁷ Der er jo ingen af os, der lever eller dør for selv at få ære. ⁸ Nej, vi ønsker at leve til Guds ære og dø til Guds ære. Hvad enten vi lever eller dør, så tilhører vi ham. ⁹ Da Kristus døde og blev levende igen, blev han herre over både de døde og de levende.

¹⁰ Hvor tør du dømme dine medkristne eller se ned på dem? Husk på, at vi alle en dag vil blive stillet for Guds domstol. ¹¹ Der står jo skrevet: „Så sandt jeg lever, siger Herren, skal alle bøje knæ for mig, og alle skal erklære, at jeg er Gud.”^{[b] 12} Altså skal hver eneste af os en dag stå til regnskab over for Gud.

Byg op i stedet for at rive ned

¹³ Hold op med at dømme hinanden. I skulle hellere tage den beslutning aldrig at gøre noget, der kan føre til, at en medkristen mister troen. ¹⁴ Jeg er overbevist om, at ifølge Herren Jesus er der ingen mad, der i sig selv er uren, og derfor ikke må spises. Men de, der har samvittighedskvaler ved at spise visse ting, skal hellere lade være. ¹⁵ Hvis du sårer en af dine medkristne ved det, du spiser, handler du ikke længere i kærlighed. Lad ikke din frihed til at spise hvad som helst ødelægge et menneske, som Kristus døde for. ¹⁶ Frihed er godt, men det må ikke føre til, at I får et dårligt ry. ¹⁷ Guds rige er nemlig ikke et spørgsmål om, hvad man spiser og drikker, men om at opleve den accept, fred og glæde, der kommer fra Helligånden. ¹⁸ Hvis I tjener Kristus med den holdning, vil I glæde Gud og blive respekteret af mennesker.

¹⁹ Gør alt, hvad I kan, for at leve i harmoni med hinanden og styrke fællesskabet. ²⁰ Ødelæg ikke Guds værk på grund af maden. Det er tilladt at spise alt, men det bliver til noget forkert for dem, der spiser, hvad deres samvittighed forbyder dem. ²¹ Du bør derfor hverken spise kød, drikke vin eller foretage dig andre ting, hvis dine handlinger får en medkristen til at miste troen. ²² Den overbevisning du har om frihed til at spise alt, bør du holde for dig selv. Vær du glad, hvis du ikke er i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre, ²³ men de, der tvivler på, at de gør det rigtige, har allerede dømt sig selv, for så handler de ikke ud fra deres egen overbevisning. Gør du noget, du mener, er forkert—ja, så er det forkert.

⁴⁷ Den, der tilhører Gud, lytter til hans ord. Men I lytter ikke til Guds ord, fordi I ikke er hans børn.”

⁴⁸ „Din samaritaner!” snerrede de. „Har vi ikke hele tiden sagt, at du er besat af en ond ånd?”

⁴⁹ „Jeg er ikke besat af nogen ond ånd,” svarede Jesus. „Jeg ærer min Far, men I vanærer mig. ⁵⁰ Jeg søger ikke min egen ære. Det er der en anden, der gør, og han skal dømme jer. ⁵¹ Det siger jeg jer: Den, der adlyder mit ord, skal aldrig dø.”

⁵² „Nu ved vi, at du er besat af en ond ånd!” sagde de jødiske ledere triumferende. „Abraham er død. Profeterne er døde. Og nu kommer du og siger, at hvis man bare adlyder dig, skal man aldrig dø. ⁵³ Du påstår vel ikke, at du er større end vores far Abraham, der dog ligger i sin grav. Eller større end profeterne, som måtte dø. Hvem tror du egentlig, du er?”

⁵⁴ Jesus svarede: „Hvis jeg lovpriste mig selv, ville det ikke være noget værd. Nu er det imidlertid min Far, der giver mig ære, ham, som I kalder jeres Gud, ⁵⁵ selv om I slet ikke kender ham. Men jeg kender ham, og hvis jeg sagde, at jeg ikke kendte ham, ville jeg være lige så stor en løgner, som I er. Ikke alene kender jeg ham, men jeg adlyder hans ord. ⁵⁶ Jeres stamfar Abraham så med glæde frem til den dag, jeg skulle komme. Han fik lov at se mig, og han frydede sig over det.”

⁵⁷ „Du er ikke engang 50 år, og så påstår du at have set Abraham!” protesterede de.

⁵⁸ Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Jeg har levet, fra længe før Abraham blev født.”^[a]

⁵⁹ Det blev dem for meget, og de begyndte at samle sten op for at slå ham ihjel, men Jesus forsvandt i mængden og gik bort fra tempelområdet.