3 En Salme af David, da han flygtede for sin Søn absalom. ² Herre, hvor er mine Fjender mange! Mange er de, som rejser sig mod mig, ³ mange, som siger om min Sjæl: "Der er ingen Frelse for ham hos Gud!" - Sela.

⁴ Men, Herre, du er et Skjold for mig, min Ære og den, der løfter mit Hoved. ⁵ Jeg råber højlydt til Herren, han svarer mig fra sit hellige Bjerg. - Sela. ⁶ Jeg lagde mig og sov ind, jeg vågned, thi Herren holder mig oppe. ⁷ Jeg frygter ikke Titusinder af Folk, som trindt om lejrer sig mod mig.

⁸ Rejs dig, Herre, frels mig, min Gud, thi alle mine Fjender slog du på Kind, du brød de gudløses Tænder! ⁹ Hos Herren er Frelsen; din Velsignelse over dit Folk! - Sela.

4 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Salme af David.

² Svar, når jeg råber, min Retfærds Gud! I Trængsel skaffede du mig Rum. Vær nådig og hør min Bøn!

³ Hvor længe, I Mænd, skal min Ære skændes? Hvor længe vil I elske Tomhed, søge Løgn? - Sela. ⁴ Vid dog, at Herren er mig underfuldt god; når jeg påkalder Herren, hører han mig. ⁵ Vredes kun, men forsynd eder ikke, tænk efter på eders Leje og ti! - Sela. ⁶ Bring rette Ofre og stol på Herren!

⁷ Mange siger: "Hvo bringer os Lykke?" Opløft på os dit Åsyns Lys! ⁸ Herre, du skænked mit Hjerte en Glæde, større end deres, da Korn og Most flød over. ⁹ I Fred går jeg til Hvile og slumrer straks, thi, Herre, du lader mig bo alene i Tryghed.

12 Til Sangmesteren. Efter den ottende. En Salme af David.

² Herre, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn; ³ de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte. ⁴ Hver svigefuld Læbe udrydde Herren, den Tunge, der taler store Ord, ⁵ dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"

⁶ "For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger Herren, "jeg frelser den, som man blæser ad."

⁷ Herrens Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv. ⁸ Herre, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt. ⁹ De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.

13 Til Sangmesteren. En Salme af David.

² Hvor længe vil du evigt glemme mig, Herre, hvor længe skjule dit Åsyn for mig? ³ Hvor længe skal jeg huse Sorg i min Sjæl, Kvide i Hjertet Dag og Nat? Hvor længe skal Fjenden ophøje sig over mig?

⁴ Se til og svar mig, Herre min Gud, klar mine Øjne, så jeg ej sover ind i Døden ⁵ og min Fjende skal sige: "Jeg overvandt ham!" mine Uvenner juble, fordi jeg vakler! ⁶ Dog stoler jeg fast på din Miskundhed, lad mit Hjerte juble over din Frelse! Jeg vil synge for Herren, thi han var mig god!

28 Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven. ² Hør min tryglende Røst, når jeg råber til dig, løfter Hænderne op mod dit hellige Tempel. ³ Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod Næsten trods venlige Ord. ⁴ Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste! ⁵ Thi Herrens Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!

⁶ Lovet være Herren, thi han har hørt min tryglende Røst; ⁷ min Styrke, mit Skjold er Herren, mit Hjerte stoler på ham. Jeg fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang.

⁸ Herren er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse. ⁹ Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt dem og bær dem til evig Tid!

55 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David.

² Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen, ³ lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage, ⁴ jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt; ⁵ Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig. ⁶ Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig. ⁷ Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly, ⁸ ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela. ⁹ Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr. ¹⁰ Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen; ¹¹ de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure; ¹² Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.

¹³ Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå; ¹⁴ men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig, ¹⁵ og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.

¹⁶ Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre! ¹⁷ Jeg, jeg råber til Gud, og Herren vil frelse mig. ¹⁸ Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre ¹⁹ og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig. ²⁰ Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. - Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.

²¹ På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt. ²² Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.

²³ Kast din Byrde på Herren, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes. ²⁴ Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig!