23 Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes, ² han lader mig ligge på grønne Vange. Til Hvilens Vande leder han mig, han kvæger min Sjæl, ³ han fører mig ad rette Veje for sit Navns Skyld. ⁴ Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst.

⁵ I mine Fjenders Påsyn dækker du Bord for mig, du salver mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over. ⁶ Kun Godhed og Miskundhed følger mig alle mine Dage, og i Herrens Hus skal jeg bo gennem lange Tider.

24 Herrens er Jorden og dens Fylde, Jorderig og de, som bor derpå; ² thi han har grundlagt den på Have, grundfæstet den på Strømme. ³ Hvo kan gå op på Herrens Bjerg, og hvo kan stå på hans hellige Sted? ⁴ Den med skyldfri Hænder og Hjertet rent, som ikke sætter sin Hu til Løgn og ikke sværger falsk; ⁵ han får Velsignelse fra Herren, Retfærdighed fra sin Frelses Gud. ⁶ Så er den Slægt, som spørger efter ham, som søger dit Åsyn, Jakobs Gud! - Sela.

⁷ Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind! ⁸ Hvo er den Ærens Konge? Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i Krig! ⁹ Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind! ¹⁰ Hvo er han, den Ærens Konge? Herren, Hærskarers Herre, han er Ærens Konge! - Sela.

25 Herre, jeg løfter min sjæl til dig ² min Gud jeg stoler på dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine Fjender fryde sig over mig. ³ Nej, ingen som bier på dig, skal beskæmmes; beskæmmes skal de, som er troløse uden Grund. ⁴ Lad mig kende dine Veje, Herre lær mig dine Stier. ⁵ Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig på dig. ⁶ Herre, kom din Barmhjertighed i Hu og din Nåde, den er jo fra Evighed af. ⁷ Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o Herre! ⁸ God og oprigtig er Herren, derfor viser han Syndere Vejen. ⁹ Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin Vej. ¹⁰ Alle Herrens Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd. ¹¹ For dit Navns Skyld, Herre, tilgive du min Brøde, thi den er stor. ¹² Om nogen frygter Herren, ham viser han den Vej, han skal vælge; ¹³ selv skal han leve i Lykke og hans Sæd få Landet i Eje. ¹⁴ Fortroligt Samfund har Herren med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin Pagt. ¹⁵ Mit Øje er stadig vendt imod Herren, thi han frier mine Fødder af Snaren. ¹⁶ Vend dig til mig og vær mig nådig, thi jeg er ene og arm. ¹⁷ Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød. ¹⁸ Se hen til min Nød og min Kvide og tilgiv alle mine Synder. ¹⁹ Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had uden Grund. ²⁰ Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider på dig, lad mig ikke beskæmmes. ²¹ Lad Uskyld og Retsind vogte mig, thi jeg bier på dig, Herre. ²² Forløs, o Gud, Israel af alle dets Trængsler!

¹⁸ Og Dagen efter gik Paulus ind med os til Jakob, og alle de Ældste kom derhen. ¹⁹ Og da han havde hilst på dem, fortalte han Stykke for Stykke, hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste. ²⁰ Men da de hørte dette, priste de Gud og de sagde til ham: "Broder! du ser, hvor mange Tusinder der er af Jøderne, som have antaget Troen, og de ere alle nidkære for Loven. ²¹ Men de have hørt om dig, at du lærer alle Jøderne ude iblandt Hedningerne at falde fra Moses og siger, at de ikke skulle omskære Børnene, ej heller vandre efter Skikkene. ²² Hvad er der da at gøre? Der må sikkert komme mange Mennesker sammen; thi de ville få at høre, at du er kommen. ²³ Gør derfor dette, som vi sige dig: Vi have her fire Mænd, som have et Løfte på sig. ²⁴ Tag dem med dig, og rens dig sammen med dem,, og gør Omkostningen for dem, for at de kunne lade deres Hoved rage; så ville alle erkende, at det, som de have hørt om dig, ikke har noget på sig, men at du også selv vandrer således, at du holder Loven. ²⁵ Men om de Hedninger, som ere blevne troende, have vi udsendt en Skrivelse med den Afgørelse, at de intet sådant skulle holde, men kun vogte sig for Afgudsofferkød og Blod og det kvalte og Utugt." ²⁶ Da tog Paulus Mændene med sig næste dag, og efter at have renset sig sammen med dem gik han ind i Helligdommen og anmeldte Renselsesdagenes Udløb, da Offeret blev bragt for hver enkelt af dem.

²⁷ Men da de syv Dage næsten vare til Ende, satte Jøderne fra Asien, som havde set ham i Helligdommen, hele Mængden i Oprør og lagde Hånd på ham ²⁸ og råbte: "I israelitiske Mænd, kommer til Hjælp! Denne er det Menneske, som alle Vegne lærer alle imod Folket og Loven og dette Sted; og tilmed har han også ført Grækere ind i Helligdommen og gjort dette hellige Sted urent;" ²⁹ de havde nemlig i Forvejen set Efesieren Trofimus i Staden sammen med ham, og ham mente de, at Paulus havde ført ind i Helligdommen. ³⁰ Og hele Staden kom i Bevægelse, og Folket stimlede sammen; og de grebe Paulus og slæbte ham uden for Helligdommen, og straks bleve Dørene lukkede. ³¹ Og da de søgte at slå ham ihjel, gik der Melding op til Krigsøversten for Vagtafdelingen, at hele Jerusalem var i Oprør. ³² Han tog straks Stridsmænd og Høvedsmænd med sig og ilede ned imod dem. Men da de så Krigsøversten og Stridsmændene, holdt de op at slå Paulus. ³³ Da trådte Krigsøversten til, greb ham og befalede, at han skulde bindes med to Lænker, og han spurgte, hvem han var, og hvad han havde gjort. ³⁴ Da råbte nogle i Skaren eet, andre et andet til ham; men da han ikke kunde få noget pålideligt at vide på Grund af Larmen, befalede han at føre ham ind i Borgen, ³⁵ Men da han kom på Trappen, gik det således, at han måtte bæres af Stridsmændene på Grund af Skarens Voldsomhed; ³⁶ thi Folkemængden fulgte efter og råbte: "Bort med ham!" ³⁷ Og da Paulus var ved at blive ført ind i Borgen, siger han til Krigsøversten: "Er det mig tilladt at sige noget til dig?" Men han sagde: "Forstår du Græsk? ³⁸ Er du da ikke den Ægypter, som for nogen Tid siden gjorde Oprør og førte de fire Tusinde Stimænd ud i Ørkenen?" ³⁹ Men Paulus sagde: "Jeg er en jødisk Mand fra Tarsus, Borger i en ikke ubekendt By i Kilikien. Men jeg beder dig, tilsted mig at tale til Folket!" ⁴⁰ Og da han tilstedte det, stod Paulus frem på Trappen og slog til Lyd med Hånden for Folket. Men da der var blevet dyb Tavshed, tiltalte han dem i det hebraiske Sprog og sagde: