143 Herre, hør min Bøn og lyt til min tryglen, bønhør mig i din Trofasthed, i din Retfærd, ² gå ikke i Rette med din Tjener, thi for dig er ingen, som lever, retfærdig! ³ Thi Fjender forfølger min Sjæl, de træder mit Liv i Støvet, lader mig bo i Mørke som de, der for længst er døde. ⁴ Ånden hensygner i mig, mit Hjerte stivner i Brystet. ⁵ Jeg kommer fordums Dage i Hu, tænker på alle dine Gerninger, grunder på dine Hænders Værk. ⁶ Jeg udbreder Hænderne mod dig, som et tørstigt Land så længes min Sjæl efter dig. - Sela. ⁷ Skynd dig at svare mig, Herre, min Ånd svinder hen; skjul ikke dit Åsyn for mig, så jeg bliver som de, der synker i Graven. ⁸ Lad mig årle høre din Miskundhed, thi jeg stoler på dig. Lær mig den Vej, jeg skal gå, thi jeg løfter min Sjæl til dig. ⁹ Fri mig fra mine Fjender, Herre, til dig flyr jeg hen; ¹⁰ lær mig at gøre din Vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd ad den jævne Vej! ¹¹ For dit Navns Skyld, Herre, holde du mig i Live, udfri i din Retfærd min Sjæl af Trængsel, ¹² udslet i din Miskundhed mine Fjender, tilintetgør alle, som trænger min Sjæl! Thi jeg er din Tjener.

144 Lovet være Herren, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid mine Fingre til Krig, ² min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag! ³ Herre, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham? ⁴ Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge. ⁵ Herre, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de ryger; ⁶ slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel; ⁷ udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande, ⁸ fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd. ⁹ Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget Harpe, ¹⁰ du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener. ¹¹ Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.

¹² I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil; ¹³ vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd på, Forråd, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder på vore Marker, ¹⁴ fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen på Torvene. ¹⁵ Saligt det Folk, der er således stedt, saligt det Folk, hvis Gud er Herren!

145 Jeg vil ophøje dig, min Gud, min konge, evigt og alt love dit Navn. ² Jeg vil love dig Dag efter Dag, evigt og altid prise dit Navn. ³ Stor og højlovet er Herren, hans Storhed kan ikke ransages. ⁴ Slægt efter Slægt lovpriser dine Værker, forkynder dine vældige Gerninger. ⁵ De taler om din Højheds herlige Glans, jeg vil synge om dine Undere; ⁶ de taler om dine ræddelige Gerningers Vælde, om din Storhed vil jeg vidne; ⁷ de udbreder din rige Miskundheds Ry og synger med Fryd om din Retfærd. ⁸ Nådig og barmhjertig er Herren, langmodig og rig på Miskundhed. ⁹ God er Herren mod alle, hans Barmhjertighed er over alle hans Værker. ¹⁰ Dine Værker takker dig alle, Herre, og dine fromme lover dig. ¹¹ De forkynder dit Riges Ære og taler om din Vælde ¹² for at kundgøre Menneskenes Børn din Vælde, dit Riges strålende Herlighed. ¹³ Dit Rige står i al Evighed, dit Herredømme varer fra Slægt til Slægt. (Trofast er Herren i alle sine Ord og miskundelig i alle sine Gerninger). ¹⁴ Herren støtter alle, der falder, og rejser alle bøjede. ¹⁵ Alles Øjne bier på dig, du giver dem Føden i rette Tid; ¹⁶ du åbner din Hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker. ¹⁷ Retfærdig er Herren på alle sine Veje, miskundelig i alle sine Gerninger. ¹⁸ Nær er Herren hos alle, som kalder, hos alle, som kalder på ham i Sandhed. ¹⁹ Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker, hører deres Råb og frelser dem, ²⁰ Herren vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud. ²¹ Min Mund skal udsige Herrens Pris, alt Kød skal love hans hellige Navn evigt og altid.

²¹ Der er skrevet i Loven: "Ved Folk med fremmede Tungemål og ved fremmedes Læber vil jeg tale til dette Folk, og de skulle end ikke således høre mig, siger Herren." ²² Således er Tungetalen til et Tegn, ikke for dem, som tro, men for de vantro; men den profetiske Gave er det ikke for de vantro, men for dem, som tro. ²³ Når altså den hele Menighed kommer sammen, og alle tale i Tunger, men der kommer uindviede eller vantro ind, ville de da ikke sige, at I rase? ²⁴ Men dersom alle profetere, og der kommer nogen vantro eller uindviet ind, da overbevises han af alle, han bedømmes af alle, ²⁵ hans Hjertes skjulte Tanker åbenbares, og så vil han falde på sit Ansigt og tilbede Gud og forkynde, at Gud er virkelig i eder.

²⁶ Hvad da Brødre? Når I komme sammen, da har enhver en Lovsang, en Lære, en Åbenbaring, en Tungetale, en Udlægning; alt ske til Opbyggelse! ²⁷ Dersom nogen taler i Tunger, da være det to, eller i det højeste tre hver Gang, og den ene efter den anden, og een udlægge det! ²⁸ Men dersom der ingen Udlægger er til Stede, da tie hin i Menigheden, men han tale for sig selv og for Gud! ²⁹ Men af Profeter tale to eller tre, og de andre bedømme det; ³⁰ men dersom en anden, som sidder der, får en Åbenbarelse, da tie den første! ³¹ Thi I kunne alle profetere, den ene efter den anden, for at alle kunne lære, og alle blive formanede, ³² og Profeters Ånder ere Profeter undergivne. ³³ Thi Gud er ikke Forvirringens, men Fredens Gud. Ligesom i alle de helliges Menigheder

³⁴ skulle eders Kvinder tie i Forsamlingerne; thi det tilstedes dem ikke at tale, men lad dem underordne sig, ligesom også Loven siger. ³⁵ Men ville de lære noget, da adspørge de deres egne Mænd hjemme; thi det er usømmeligt for en Kvinde at tale i en Menighedsforsamling. ³⁶ Eller er det fra eder, at Guds Ord er udgået? eller er det til eder alene, at det er kommet?

³⁷ Dersom nogen tykkes, at han er en Profet eller åndelig, han erkende, at hvad jeg skriver til eder, er Herrens Bud. ³⁸ Men er nogen uvidende derom, så får han være uvidende! ³⁹ Altså, mine Brødre! tragter efter at profetere og forhindrer ikke Talen i Tunger! ⁴⁰ Men alt ske sømmeligt og med Orden!