110 Herren sagde til min Herre: "Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder!" ² Fra Zion udrækker Herren din Vældes Spir; hersk midt iblandt dine Fjender! ³ Dit Folk møder villigt frem på din Vældes Dag; i hellig Prydelse kommer dit unge Mandskab til dig, som Dug af Morgenrødens Moderskød. ⁴ Herren har svoret og angrer det ej: "Du er Præst evindelig på Melkizedeks Vis." ⁵ Herren ved din højre knuser Konger på sin Vredes Dag, ⁶ blandt Folkene holder han Dom, fylder op med døde, knuser Hoveder viden om Lande. ⁷ Han drikker af Bækken ved Vejen, derfor løfter han Hovedet højt.

111 Halleluja! jeg takker Herren af hele mit hjerte i oprigtiges kreds og i menighed! ² Store er Herrens gerninger, gennemtænkte til bunds. ³ Hans værk er højhed og herlighed, hans retfærd bliver til evig tid. ⁴ Han har sørget for, at hans undere mindes, nådig og barmhjertig er Herren. ⁵ Dem, der frygter ham, giver han føde, han kommer for evigt sin pagt i hu. ⁶ Han viste sit folk sine vældige gerninger, da han gav dem folkenes eje. ⁷ Hans hænders værk er sandhed og ret, man kan lide på alle hans bud; ⁸ de står i al evighed fast, udført i sandhed og retsind. ⁹ Han sendte sit folk udløsning, stifted sin pagt for evigt. Helligt og frygteligt er hans navn. ¹⁰ Herrens frygt er visdoms begyndelse; forstandig er hver, som øver den. Evigt varer hans pris!

112 Halleluja! Salig er den, der frygter Herren og ret har lyst til hans bud! ² Hans Æt bliver mægtig på Jord, den oprigtiges Slægt velsignes; ³ Velstand og Rigdom er i hans Hus, hans Retfærdighed varer evindelig. ⁴ For den oprigtige oprinder Lys i Mørke; han er mild, barmhjertig retfærdig. ⁵ Salig den, der ynkes og låner ud og styrer sine Sager med Ret; ⁶ thi han rokkes aldrig i Evighed, den retfærdige ihukommes for evigt; ⁷ han frygter ikke for onde Tidender, hans Hjerte er trøstigt i Tillid, til Herren; ⁸ fast er hans Hjerte og uden Frygt, indtil han skuer sine Fjender med Fryd; ⁹ til fattige deler han rundhåndet ud, hans Retfærdighed varer evindelig; med Ære løfter hans Horn sig. ¹⁰ Den gudløse ser det og græmmer sig, skærer Tænder og går til Grunde; de gudløses Attrå bliver til intet.

5 I det hele taget høres der om Utugt iblandt eder, og det sådan Utugt, som end ikke findes iblandt Hedningerne, at en lever med sin Faders Hustru. ² Og I ere opblæste og bleve ikke snarere bedrøvede, for at den, som har gjort denne Gerning, måtte udstødes af eders Midte! ³ Thi jeg for min Del, fraværende med Legemet, men nærværende med Ånden, har allerede, som om jeg var nærværende, fældet den Dom over ham, som på sådan, Vis har bedrevet dette, ⁴ at, når i vor Herres Jesu Navn I og min Ånd ere forsamlede, så med vor Herres Jesu Kraft ⁵ at overgive den pågældende til Satan til Kødets Undergang, for af Ånden kan frelses på den Herres Jesu dag. ⁶ Det er ikke noget smukt, I rose eder af! Vide I ikke, at en liden Surdejg syrer hele Dejgen? ⁷ Udrenser den gamle Surdejg, for at I kunne være en ny Dejg, ligesom I jo ere usyrede;thi også vort Påskelam er slagtet, nemlig Kristus. ⁸ Derfor, lader os holde Højtid, ikke med gammel Surdejg, ej heller med Sletheds og Ondskabs Surdejg, men med Renheds og Sandheds usyrede Brød.

⁹ Jeg skrev eder til i mit Brev, at I ikke skulle have Samkvem med utugtige, ¹⁰ ikke i al Almindelighed denne Verdens utugtige eller havesyge og Røvere eller Afgudsdyrkere; ellers måtte I jo gå ud af Verden. ¹¹ Men nu skrev jeg til eder, at I ikke skulle have Samkvem, om nogen, der har Navn af Broder, er en utugtig eller en havesyg eller en Afgudsdyrker eller en Skændegæst eller en Dranker eller en Røver, ja, end ikke spise sammen med en sådan. ¹² Thi hvad kommer det mig ved at dømme dem, som ere udenfor? Dømme I ikke dem, som ere indenfor? ¹³ Men dem udenfor skal Gud dømme.Bortskaffer den onde fra eder selv!