A A A A A
Bible Book List

Salme 105-106 Dette er Biblen på dansk (DN1933)

105 Pris Herren, påkald hans navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag! Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere; ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger Herren; spørg efter Herren og hans magt, søg bestandig hans Åsyn; kom i Hu de Undere, han gjorde, hans Tegn og hans Munds Domme, I, hans Tjener Abrahams Sæd, hans udvalgte, Jakobs Sønner! Han, Herren, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden; han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn, Pagten, han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak; 10 han holdt den i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel, 11 idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod." 12 Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der, 13 og vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet, 14 tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger 15 "Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!" 16 Hungersnød kaldte han frem over Landet, hver Brødets Støttestav brød han; 17 han sendte forud for dem en Mand, Josef solgtes som Træl; 18 de tvang hans Fødder med Lænker, han kom i Lænker af Jern, 19 indtil hans Ord blev opfyldt; ved Herrens Ord stod han Prøven igennem. 20 På Kongens Bud blev han fri, Folkenes Hersker lod ham løs: 21 han tog ham til Herre for sit Hus, til Hersker over alt sit Gods; 22 han styred hans Øverster efter sin Vilje og viste hans Ældste til Rette. 23 Og Israel kom til Ægypten, Jakob boede som Gæst i Kamiternes Land. 24 Han lod sit Folk blive såre frugtbart og stærkere end dets Fjender; 25 han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til Træskhed imod sine Tjenere. 26 Da sendte han Moses, sin Tjener, og Aron, sin udvalgte Mand; 27 han gjorde sine Tegn i Ægypten og Undere i Kamiternes Land; 28 han sendte Mørke, så blev det mørkt, men de ænsede ikke hans Ord; 29 han gjorde deres Vande til Blod og slog deres Fisk ihjel; 30 af Frøer vrimlede Landet, selv i Kongens Sale var de; 31 han talede, så kom der Bremser og Myg i alt deres Land; 32 han sendte dem Hagl for Regn og luende Ild i Landet; 33 han slog både Vinstok og Figen og splintrede Træerne i deres Land; 34 han talede, så kom der Græshopper, Springere uden Tal, 35 de åd alt Græs i Landet, de åd deres Jords Afgrøde; 36 alt førstefødt i Landet slog han, Førstegrøden af al deres Kraft; 37 han førte dem ud med Sølv og Guld, ikke een i hans Stammer snubled 38 Ægypterne glæded sig, da de drog bort, thi de var grebet af Rædsel for dem. 39 Han bredte en Sky som Skjul og Ild til at lyse i Natten; 40 de krævede, han bragte Vagtler, med Himmelbrød mættede han dem; 41 han åbnede Klippen, og Vand strømmede ud, det løb som en Flod i Ørkenen. 42 Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin Tjener; 43 han lod sit Folk drage ud med Fryd, sine udvalgte under Jubel; 44 han gav dem Folkenes Lande, de fik Folkeslags Gods i Eje. 45 Derfor skulde de holde hans Bud og efterkomme hans Love. Halleluja!

106 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig! Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris? Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed! Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse, at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!

Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst. Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav. Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt; han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk; 10 han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd; 11 Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem; 12 da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris. 13 Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd; 14 de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud; 15 så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen. 16 De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, Herrens hellige; 17 Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok; 18 Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op. 19 De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed; 20 de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs; 21 de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten, 22 Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav. 23 Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde. 24 De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord, 25 men knurrede i deres Telte og hørte ikke på Herren; 26 da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen, 27 splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene. 28 De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre; 29 de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem. 30 Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse, 31 og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig. 32 De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde; 33 thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord. 34 De udryddede ikke de Folk, som Herren havde sagt, de skulde, 35 med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter; 36 deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare; 37 til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre; 38 de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod; 39 de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter. 40 Da blev Herren vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv; 41 han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer; 42 deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd. 43 Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden; 44 dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage; 45 han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed; 46 han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange.

47 Frels os, Herre vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.

48 Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen!

1 Korinterne 3 Dette er Biblen på dansk (DN1933)

Og jeg, Brødre! kunde ikke tale til eder som til åndelige, men som til kødelige, som til spæde Børn i Kristus. Mælk gav jeg eder at drikke, ikke fast Føde; thi I kunde endnu ikke tåle det, ja, I kunne det ikke engang nu; thi endnu ere I kødelige. Når der nemlig er Nid og Splid iblandt eder, ere I da ikke kødelige og vandre på Menneskers Vis? Thi når en siger: "Jeg hører Paulus til," og en anden: "Jeg hører Apollos til," ere I så ikke "Mennesker"?

Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvilke I bleve troende og det, efter som Herren gav enhver. Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav Vækst. Så er da hverken den noget, som planter, ikke heller den, som vander, men Gud, som giver Vækst. Den, som planter, og den, som vander, ere eet; men hver skal få sin egen Løn efter sit eget Arbejde. Thi Guds Medarbejdere ere vi; Guds Ager, Guds Bygning ere I.

10 Efter den Guds Nåde, som blev given mig, har jeg som en viis Bygmester lagt Grundvold, men en anden bygger derpå. Men enhver se til, hvorledes han bygger derpå! 11 thi anden Grundvold kan ingen lægge end den, som er lagt, hvilken er Jesus Kristus. 12 Men dersom nogen på Grundvolden bygger med Guld, Sølv, kostbare Sten, Træ, Hø, Strå, 13 da skal enhvers Arbejde blive åbenbaret; thi Dagen skal gøre det klart, efterdi den åbenbares med Ild, og hvordan enhvers Arbejde er, det skal Ilden prøve. 14 Dersom det Arbejde, som en har bygget derpå, består, da skal han få Løn; 15 dersom ens Arbejde bliver opbrændt, da skal han gå Glip af den; men selv skal han blive frelst, dog som igennem Ild. 16 Vide I ikke, at I ere Guds Tempel, og Guds Ånd bor i eder? 17 Dersom nogen fordærver Guds Tempel, skal Gud fordærve ham; thi Guds Tempel er helligt, og det ere jo I.

18 Ingen bedrage sig selv! Dersom nogen tykkes at være viis iblandt eder i denne Verden, han vorde en Dåre, for at han kan vorde viis. 19 Thi denne Verdens Visdom er Dårskab for Gud; thi der er skrevet: "Han er den, som griber de vise i deres Træskhed;" 20 og atter:"Herren kender de vises Tanker, at de ere forfængelige." 21 Derfor rose ingen sig af Mennesker! Alle Ting ere jo eders, 22 være sig Paulus eller Apollos eller Kefas eller Verden eller Liv eller Død eller det nærværende eller det tilkommende: alle Ting ere eders; 23 men I ere Kristi, og Kristus er Guds.

  Back

1 of 1

You'll get this book and many others when you join Bible Gateway Plus. Learn more

Viewing of
Cross references
Footnotes