20 Derpå nåede Israelitterne, hele Menigheden, til Zins Ørken i den første Måned, og Folket slog sig ned i Kadesj. Der døde Mirjam, og der blev hun jordet. ² Men der var ikke Vand til Menigheden; derfor samlede de sig mod Moses og Aron, ³ og Folket kivedes med Moses og sagde: "Gid vi var omkommet, dengang vore Brødre omkom for Herrens Åsyn! ⁴ Hvorfor førte I Herrens Forsamling ind i denne Ørken, når vi skal dø her, både vi og vort Kvæg? ⁵ Og hvorfor førte I os ud af Ægypten, når I vilde have os hen til dette skrækkelige Sted, hvor der hverken er Korn eller Figener, Vintræer eller Granatæbler, ej heller Vand at drikke?" ⁶ Men Moses og Aron begav sig fra Forsamlingen hen til Åbenbaringsteltets indgang og faldt på deres Ansigt. Da viste Herrens Herlighed sig for dem, ⁷ og Herren talede til Moses og sagde: ⁸ "Tag Staven og kald så tillige med din Broder Aron Menigheden sammen og tal til Klippen i deres Påsyn, så giver den Vand; lad Vand strømme frem af Klippen til dem og skaf Menigheden og dens Kvæg noget at drikke!" ⁹ Da tog Moses Staven fra dens Plads foran Herrens Åsyn, som han havde pålagt ham; ¹⁰ og Moses og Aron kaldte Forsamlingen sammen foran Klippen, og han sagde til dem: "Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få Vand til at strømme frem til eder af denne Klippe?" ¹¹ Og Moses løftede sin Hånd og slog to Gange på Klippen med sin Stav, og der strømmede Vand frem i Mængde, så at Menigheden og dens Kvæg kunde drikke. ¹² Men Herren sagde til Moses og Aron: "Fordi I ikke troede på mig og helligede mig for Israelitternes Øjne, skal I ikke komme til at føre denne Forsamling ind i det Land, jeg vil give dem!" ¹³ Dette er Meribas Vand, hvor Israelitterne kivedes med Herren, og hvor han åbenbarede sin Hellighed på dem.

¹⁴ Fra Kadesj sendte Moses Sendebud til kongen af Edom med det Bud: "Din Broder Israel lader sige: Du kender jo alle de Besværligheder, som er vederfaret os, ¹⁵ hvorledes vore Fædre drog ned til Ægypten, hvorledes vi boede der i lange Tider, og hvorledes Ægypterne mishandlede os og vore Fædre; ¹⁶ da råbte vi til Herren, og han hørte vor Røst og sendte en Engel og førte os ud af Ægypten. Se, nu er vi i Byen Kadesj ved Grænsen af dine Landemærker. ¹⁷ Lad os få Lov at vandre igennem dit Land. Vi vil hverken drage hen over Marker eller Vinhaver eller drikke Vandet i Brøndene; vi vil gå ad Kongevejen, vi vil hverken bøje af til højre eller venstre, før vi er nået igennem dit Land!" ¹⁸ Men Edom svarede ham: "Du må ikke vandre igennem mit Land, ellers drager jeg imod dig med Sværd i Hånd!" ¹⁹ Da sagde Israelitterne til ham: "Vi vil følge den slagne Landevej, og der som jeg eller mit Kvæg drikker af dine Vandingssteder, vil jeg betale derfor det er da ikke noget at være bange for, jeg vil kun vandre derigennem til Fods!" ²⁰ Men han svarede: "Du må ikke drage her igennem!" Og Edom rykkede imod ham med mange Krigere og stærkt rustet. ²¹ Da Edom således formente Israel at drage igennem sine Landemærker, bøjede Israel af og drog udenom.

²² Derpå brød Israelitterne, hele Menigheden, op fra Kadesj og kom til Bjerget Hor. ²³ Og Herren talede til Moses og Aron ved Bjerget Hor ved Grænsen til Edoms Land og sagde: ²⁴ "Aron skal nu samles til sin Slægt, thi han skal ikke komme ind i det Land, jeg vil give Israelitterne, fordi I var genstridige mod mit Bud ved Meribas Vand. ²⁵ Tag Aron og hans Søn Eleazar og før dem op på Bjerget Hor; ²⁶ affør så Aron hans Klæder og ifør hans Søn Eleazar dem, thi der skal Aron tages bort og dø!" ²⁷ Da gjorde Moses som Herren bød, og de gik op på Bjerget Hor i hele Menighedens Påsyn; ²⁸ og efter at Moses havde afført Aron hans Klæder og iført hans Søn Eleazar dem, døde Aron deroppe på Bjergets Top. Men Moses og Eleazar steg ned fra Bjerget, ²⁹ og da hele Menigheden skønnede, at Aron var død, græd de over Aron i tredive Dage, hele Israels Hus.

21 Men da Kana'anæeren, Kongen af Arad, der boede i Sydlandet, hørte, at Israel rykkede frem ad Atarimvejen, angreb han Israel og tog nogle af dem til Fange. ² Da aflagde Israel et Løfte til Herren og sagde: "Hvis du giver dette Folk i min Hånd, vil jeg lægge Band på deres Byer!" ³ Og Herren hørte Israels Røst og gav Kana'anæerne i deres Hånd, hvorefter de lagde Band på dem og deres Byer. Derfor gav man Stedet Navnet Horma.

⁴ Så brød de op fra Bjerget Hor i Retning af det røde Hav for at komme uden om Edoms Land. Undervejs blev Folket utålmodigt ⁵ og talte mod Gud og Moses og sagde: "Hvorfor førte I os ud af Ægypten, når vi skal dø i Ørkenen? Her er jo hverken Brød eller Vand, og vi er lede ved denne usle Føde." ⁶ Da sendte Herren Giftslanger blandt Folket, og de bed Folket så en Mængde af Israel døde. ⁷ Så kom Folket til Moses og sagde: "Vi har syndet ved at tale imod Herren og dig; gå i Forbøn hos Herren, at han tager Slangerne fra os!" Og Moses gik i Forbøn for Folket. ⁸ Da sagde Herren til Moses: "Lav dig en Slange og sæt den på en Stang, så skal enhver slangebidt, der ser hen på den, leve!" ⁹ Da lavede Moses en Kobberslange og satte den på en Stang; og enhver, der så hen på Kobberslangen, når en Slange havde bidt ham, beholdt Livet.

¹⁰ Så brød Israelitterne op og slog Lejr i Obot; ¹¹ og de brød op fra Obot og slog Lejr i tjje Håbarim i Ørkenen østen for Moab. ¹² Derfra brød de op og slog Lejr i Zereddalen. ¹³ Derfra brød de op og slog Lejr i Ørkenen hinsides Arnon, som udspringer på Amoriternes Område, thi Arnon var Moabs Grænse mod Amoriterne. ¹⁴ Derfor hedder det i Bogen om Herrens Krige: Vaheb i Sufa og Dalene, Arnon og Dalenes Skrænt, ¹⁵ som strækker sig til Ars Sæde og læner sig til Moabs Grænse. ¹⁶ Derfra brød de op til Beer; det er det Be'er, Herren havde for Øje, da han sagde til Moses: "Kald Folket sammen, så vil jeg give dem Vand!" ¹⁷ Da sang Israelitterne denne Sang: Brønd, væld frem! Syng til dens Pris! ¹⁸ Brønd, som Høvdinger grov, som Folkets ædle bored med Herskerspir og Stave! Fra Ørkenen brød de op til Mattana; ¹⁹ fra Mattana til Nahaliel; fra Nahaliel til Bamot; ²⁰ fra Bamot til halen på Moabs Højslette, til Pisgas Top, som rager op over Ørkenen.

²¹ Israel sendte nu Sendebud til Amoriterkongen Sihon og lod sige: ²² "Lad mig få Lov at drage igennem dit Land! Vi vil ikke dreje ind på Marker eller i Vinhaver, vi vil ikke drikke Vand af Brøndene, vi vil følge Kongevejen, indtil vi er nået igennem dit Land! ²³ Men Sihon tillod ikke Israel at drage igennem sit Land; derimod samlede han alt sit krigsfolk og rykkede ud i Ørkenen imod Israel, og da han nåede Jaza, angreb han Israel. ²⁴ Men Israel slog ham med Sværdet og underlagde sig hans Land fra Arnon til Jabbok, til Ammoniternes Land; thi Jazer ligger ved Ammoniternes Grænse; ²⁵ og Israel indtog alle disse Byer, og Israel bosatte sig i alle Amoriternes Byer, i Hesjbon og alle tilhørende Småbyer. ²⁶ Thi Hesjbon var Amoriterkongen Sihons By; han havde angrebet Moabs forrige konge og frataget ham hele hans Land indtil Arnon. ²⁷ Derfor synger Skjaldene: Kom hid til Hesjbon, lad den blive bygget og grundfæstet, Sihons By! ²⁸ Thi Ild for ud fra Hesjbon, Ildslue fra Sihons Stad, den fortærede Moabs Byer, opåd Arnons Højder. ²⁹ Ve dig, Moab! Det er ude med dig, Kemosjs Folk! Han gjorde sine Sønner til Flygtninge og sine Døtre til Krigsfanger for Sihon, Amoriternes Konge. ³⁰ Og vi skød dem ned, Hesjbon er tabt indtil Dibon; vi lagde dem øde til Nofa, som ligger ved Medeba. ³¹ Så bosatte Israel sig i Amoriternes Land. ³² Derpå sendte Moses Spejdere til Jazer; og de erobrede det tillige med tilhørende Småbyer, og han drev de der boende Amoriter bort.

³³ Derpå vendte de om og drog ad Basan til. Da rykkede Og, Kongen af Basan, ud imod dem med alle sine Krigere og angreb dem ved Edrei. ³⁴ Men Herren sagde til Moses: "Frygt ikke for ham! Thi jeg giver ham og alle hans krigere og hans Land i din Hånd, så at du kan handle med ham, som du handlede med Amoriterkongen Sihon, der boede i Hesjbon." ³⁵ Da slog de ham og hans Sønner og alle hans Krigere, så at ikke en eneste af dem undslap, og derpå underlagde de sig hans Land.

22 Derefter brød Israelitterne op derfra og slog Lejer på Moabs Sletter hinsides Jordan over for Jeriko.

² Da Balak, Zippors Søn, så alt, hvad Israel havde gjort ved Amoriterne, ³ grebes Moab af Rædsel for Folket, fordi det var så talrigt, og Moab gruede for Israelitterne. ⁴ Da sagde Moab til Midjaniternes Ældste: "Nu vil denne Menneskemasse opæde alt, hvad der er rundt omkring os, som Okserne opæder Græsset på Marken!" På den Tid var Balak, Zippors Søn, Konge over Moab. ⁵ Han sendte nu Sendebud til Bileam, Beors Søn, i Petor, der ligger ved Floden, til Ammoniternes Land, og bad ham komme til sig, idet han lod sige: "Se, et Folk er udvandret fra Ægypten; se, det har oversvømmet Landet og slået sig ned lige over for mig. ⁶ Kom nu og forband mig det Folk, thi det er mig for mægtigt: måske jeg da kan slå det og jage det ud af Landet. Thi jeg ved, at den, du velsigner, er velsignet, og den, du forbander, forbandet!" ⁷ Da gav Moabs og Midjans Ældste sig på Vej, forsynede med Spåmandsløn, og da de kom til Bileam, overbragte de ham Balaks Ord. ⁸ Han sagde til dem: "Bliv her Natten over, så skal jeg give eder Svar, efter som Herren vil tale til mig!" Moabs Høvdinger blev da hos Bileam. ⁹ Men Gud kom til Bileam og spurgte: "Hvem er de Mænd, som er hos dig?" ¹⁰ Men Bileam svarede Gud: "Zippors Søn, Kong Balak af Moab, har sendt mig det Bud: ¹¹ Se, et Folk er udvandret fra Ægypten og har oversvømmet Landet! Kom nu og forband mig det, måske jeg da kan overvinde det og jage det bort!" ¹² Men Gud sagde til Bileam: "Du må ikke gå med dem, du må ikke forbande det Folk, thi det er velsignet!" ¹³ Næste Morgen stod Bileam op og sagde til Balaks Høvdinger: "Vend tilbage til eders Land, thi Herren vægrer sig ved at give mig Tilladelse til at følge med eder!" ¹⁴ Da brød Moabs Høvdinger op, og de kom til Balak og meldte: "Bileam vægrede sig ved at følge med os!"

¹⁵ Men Balak sendte på ny Høvdinger af Sted, flere og mere ansete end de forrige; ¹⁶ og de kom til Bileam og sagde til ham: "Således siger Balak, Zippors Søn: Undslå dig ikke for at komme til mig! ¹⁷ Jeg vil lønne dig rigeligt og gøre alt, hvad du kræver af mig. Kom nu og forband mig det Folk!" ¹⁸ Men Bileam svarede Balaks Folk: "Om Balak så giver mig alt det Sølv og Guld, han har i sit Hus, formår jeg dog hverken at gøre lidt eller meget imod Herren min Guds Befaling; ¹⁹ bliv derfor også I her Natten over, for at jeg kan få at vide, hvad Herren yderligere vil tale til mig!" ²⁰ Da kom Gud om Natten til Bileam og sagde til ham: "Er disse Mænd kommet til dig for at hente dig, så følg med dem; men du må ikke gøre andet, end hvad jeg siger dig!" ²¹ Så stod Bileam op næste Morgen og sadlede sit Æsel og fulgte med Moabs Høvdinger.

²² Men Guds Vrede blussede op, fordi han fulgte med, og Herrens Engel stillede sig på Vejen for at stå ham imod, da han kom ridende på sit Æsel fulgt af sine to Tjenere. ²³ Da nu Æselet så Herrens Engel stå på Vejen med draget Sværd i Hånden, veg det ud fra Vejen og gik ind på Marken; men Bileam slog Æselet for at tvinge det tilbage på Vejen. ²⁴ Da stillede Herrens Engel sig i Hulvejen mellem Vingårdene, hvor der var Mure på begge Sider; ²⁵ og da Æselet så Herrens Engel, trykkede det sig op til Muren, så det trykkede Bileams Fod op mod Muren, og han gav sig atter til at slå det. ²⁶ Herrens Engel gik nu længere frem og stillede sig i en Snævring, hvor det ikke var muligt at komme til Siden, hverken til højre eller venstre. ²⁷ Da Æselet så Herrens Engel, lagde det sig ned med Bileam. Da blussede Bileams Vrede op, og han gav sig til at slå Æselet med Stokken. ²⁸ Men Herren åbnede Æselets Mund, og det sagde til Bileam: "Hvad har jeg gjort dig, siden du nu har slået mig tre Gange?" ²⁹ Bileam svarede Æselet: "Du har drillet mig; havde jeg haft et Sværd i Hånden, havde jeg slået dig ihjel!" ³⁰ Men Æselet sagde til Bileam: "Er jeg ikke dit eget Æsel, som du har redet al din Tid indtil i Dag? Har jeg ellers haft for Vane at bære mig således ad over for dig?" Han svarede: "Nej!" ³¹ Da åbnede Herren Bileams Øjne, og han så Herrens Engel stå på Vejen med draget Sværd i Hånden; og han bøjede sig og kastede sig ned på sit Ansigt. ³² Men Herrens Engel sagde til ham: "Hvorfor slog du dit Æsel de tre Gange? Se, jeg er gået ud for at stå dig imod, thi du handlede overilet ved at rejse imod min Vilje. ³³ Æselet så mig og veg tre Gange til Side for mig; og var det ikke veget til Side for mig, havde jeg slået dig ihjel, men skånet dets Liv!" ³⁴ Da sagde Bileam til Herrens Engel: "Jeg har syndet, jeg vidste jo ikke, at det var dig, der trådte i Vejen for mig. Men hvis det er dig imod, vil jeg atter vende tilbage." ³⁵ Herrens Engel sagde til Bileam: "Følg blot med disse Mænd, men du må kun sige de Ord, jeg siger dig!" Så fulgte Bileam med Balaks Høvdinger.

³⁶ Da Balak nu hørte, at Bileam var undervejs, gik han ham i Møde til Ar Moab ved den Grænse, Arnon danner, den yderste Grænse. ³⁷ Og Balak sagde til Bileam: "Sendte jeg dig ikke Bud og bad dig komme? Hvorfor kom du da ikke til mig? Skulde jeg virkelig være ude af Stand til at lønne dig?" ³⁸ Bileam sagde til Balak: "Se, nu er jeg kommet til dig; men mon det står i min Magt at sige noget? Det Ord, Gud lægger mig i Munden, må jeg tale!" ³⁹ Da fulgte Bileam med Balak, og de kom til Hirjat Huzot. ⁴⁰ Balak ofrede her Hornkvæg og Småkvæg og sendte noget til Bileam og Høvdingerne, der var hos ham. ⁴¹ Næste Morgen tog Balak Bileam med sig og førte ham op til Bamot Bål, hvorfra han kunde øjne den yderste Del af Folket.

7 Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, samle sig om ham. ² Og da de så nogle af hans Disciple holde Måltid med vanhellige, det er utoede, Hænder ³ thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering; ⁴ og når de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke, ⁵ så spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: "Hvorfor vandre dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde Måltid med vanhellige Hænder?" ⁶ Men han sagde til dem: "Rettelig profeterede Esajas om eder, I Hyklere! som der er skrevet: "Dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt borte fra mig. ⁷ Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere Menneskers Bud." ⁸ I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering." ⁹ Og han sagde til dem: "Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne holde eders Overlevering. ¹⁰ Thi Moses har sagt: "Ær din Fader og din Moder"; og:"Den, som hader Fader eller Moder, skal visselig dø". ¹¹ Men I sige: Når en Mand siger til sin Fader eller sin Moder: "Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban (det er: Tempelgave)," ¹² da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller Moder, ¹³ idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have overleveret; og mange lignende Ting gøre I."