A A A A A
Bible Book List

Dommer 1-3 Dette er Biblen på dansk (DN1933)

Efter Josuas Død adspurgte Israelitterne Herren og sagde: "Hvem af os skal først drage op til Kamp mod Kana'anæerne?" Herren svarede: "Det skal Juda; se, jeg giver Landet i hans Hånd!" Juda sagde da til sin Broder Simeon: "Drag op med mig i min Lod og lad os sammen kæmpe med Kana'anæerne, så skal jeg også drage med dig ind i din Lod!" Så gik da Simeon med ham.

Juda drog nu op, og Herren gav Kana'anæerne og Perizziterne i deres Hånd, så de slog dem i Bezek, 10000 Mand. Og da de stødte på Adonibezek i Bezek, angreb de ham og slog Kana'anæerne og Perizziterne. Adonibezek flygtede, men de satte efter ham, og da de havde grebet ham, huggede de Tommelfingrene og Tommeltæerne af ham. Da sagde Adonibezek: "Halvfjerdsindstyve Konger med afhugne Tommelfingre og Tommeltæer havde jeg stadig til at sanke Smuler under mit Bord; hvad jeg har gjort, gengælder Gud mig!" Derpå førte man ham til Jerusalem, og der døde han. Og Judæerne angreb og indtog Jerusalem, huggede Indbyggerne ned og stak Ild på Byen.

Senere drog Judæerne ned til Kamp mod Kana'anæerne i Bjergene, i Sydlandet og i Lavlandet. 10 Og Juda drog mod Kana'anæerne i Hebron - Hebron hed fordum Kirjat Arba og slog Sjesjaj,Ahiman og Talmaj. 11 Derfra drog han op mod Indbyggerne i Debir, der fordum hed Kirjaf-Sefer. 12 Da sagde Kaleb: "Den, som slår Kirjat Sefer og indtager det, ham giver jeg min Datter Aksa til Hustru!" 13 Og da Kenizziten Otniel,Kalebs yngre Broder, indtog det, gav han ham sin Datter Aksa til Hustru. 14 Men da hun kom til ham, æggede han hende til at bede sin Fader om Agerland. Hun sprang da ned af Æselet, og Kaleb spurgte hende: "Hvad vil du?" 15 Hun svarede: "Giv mig en Velsignelse! Siden du har bortgiftet mig i det tørre Sydland, må du give mig Vandkilder!" Da gav Kaleb hende de øvre og de nedre Vandkilder.

16 Moses's Svigerfaders, Keniten Kobabs, Sønner, drog sammen med Judæerne op fra Palmestaden til Arads Ørken og bosatte sig hos Amalekiterne.

17 Juda drog derpå ud med sin Broder Simeon, og de slog Kana'anæerne, som boede i Zefat, og lagde Band på Byen; derfor blev den kaldt Horma. 18 Og Juda indtog Gaza med dets Område, Askalon med dets Område og Ekron med dets Område. 19 Og Herren var med Juda, så han tog Bjerglandet i Besiddelse; Lavlandets Indbyggere kunde han nemlig ikke drive bort, fordi de havde Jernvogne. 20 Haleb gav de Hebron, som Moses havde sagt. Og han drev de tre Anaksønner bort derfra. 21 Men Jebusiterne, som boede i Jerusalem, fik Judæerne ikke drevet bort, og Jebusiterne bor den Dag i Dag i Jerusalem sammen med Judæerne.

22 Men også Josefs Hus drog op og gik mod Betel; og Herren var med dem. 23 Da Josefs Hus udspejdede Betel Byen hed fordum Luz 24 fik Spejderne Øje på en Mand, der gik ud af Byen; og de sagde til ham: "Vis os, hvor vi kan komme ind i Byen, så vil vi skåne dig!" 25 Da viste han dem, hvor de kunde komme ind i Byen. Derpå huggede de dens Indbyggere ned, men Manden og hele hans. Slægt lod de drage bort, 26 og Manden begav sig til Hetiternes Land og byggede en By, som han kaldte Luz; og det hedder den endnu den Dag i Dag.

27 Men Indbyggerne i Bet-Sjean og dets Småbyer og i Ta'anak og dets Småbyer, Indbyggerne i Dor og dets Småbyer, i Jibleam og dets Småbyer og i Megiddo og dets Småbyer fik Manasse ikke drevet bort; det lykkedes Kana'anæerne at blive boende i disse Egne. 28 Da Israelitterne blev de stærkeste, gjorde de Kana'anæerne til Hoveriarbejdere, men drev dem ikke bort.

29 Efraim fik ikke Kana'anæerne, som boede i Gezer, drevet bort; men Kana'anæerne blev boende midt iblandt dem i Gezer.

30 Zebulon fik ikke Indbyggerne i Kitron og Nahalol drevet bort; men Kana'anæerne blev boende midt iblandt dem og blev Hoveriarbejdere.

31 Aser fik ikke Indbyggerne i Akko drevet bort, ej heller Indbyggerne i Zidon, Mahalab, Akzib, Afik og Rehob. 32 Men Aseriterne bosatte sig midt iblandt Kana'anæerne, der boede i Landet, thi de magtede ikke at drive dem bort.

33 Naftali fik ikke Indbyggerne i Bet Sjemesj og Bet-Anat drevet bort, men bosatte sig midt iblandt Kana'anæerne, der boede i Landet: Men Indbyggerne i Bet Sjemesj og Bet Anat blev deres Hoveriarbejdere.

34 Amoriterne trængte Daniterne op i Bjergene og lod dem ikke komme ned i Lavlandet; 35 og det lykkedes Amoriterne at blive boende i Har-Heres, Ajjalon og Sja'albim. Men senere, da Josefs Hus fik Overtaget, blev de Hoveriarbejdere.

36 Edomiternes Landemærke strakte sig fra Akrabbimpasset til Sela og højere op.

Herrens Engel drog fra Gilgal op til Betel. Og han sagde: "Jeg førte eder op fra Ægypten og bragte eder ind i det Land, jeg tilsvor eders Fædre. Og jeg sagde: Jeg vil i Evighed ikke bryde min Pagt med eder! Men I må ikke slutte Pagt med dette Lands Indbyggere; deres Altre skal I bryde ned! Men t adlød ikke min Røst! Hvad har I dog gjort! Derfor siger jeg nu: Jeg vil ikke drive dem bort foran eder, men de skal blive Brodde i eders Sider, og deres Guder skal blive eder en Snare!" Da Herrens Engel talede disse Ord til alle Israelitterne, brast Folket i Gråd. Derfor kaldte man Stedet Bokim. Og de ofrede til Herren der.

Da Josua havde ladet Folket fare, drog Israelitterne hver til sin Arvelod for at tage Landet i Besiddelse. Og Folket dyrkede Herren, så længe Josua levede, og så længe de Ældste var i Live, som overlevede Josua og havde set hele det Storværk, Herren havde øvet for Israel. Og Josua, Nuns Søn, Herrens Tjener, døde, 110 År gammel; og de jordede ham på hans Arvelod i Timnat-Heres i Efraims Bjerge norden for Bjerget Ga'asj. 10 Men også hele hin Slægt samledes til sine Fædre, og efter dem kom en anden Slægt, som hverken kendte Herren eller det Værk, han havde øvet for Israel. 11 Da gjorde Israelitterne, hvad der var ondt i Herrens Øjne, og dyrkede Ba'alerne; 12 de forlod Herren, deres Fædres Gud, som havde ført dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, de omboende Folks Guder, og tilbad dem og krænkede Herren. 13 De forlod Herren og dyrkede Ba'al og Astarte. 14 Da blussede Herrens Vrede op imod Israel, og han gav dem i Røveres Hånd, så de udplyndrede dem. Han gav dem til Pris for de omboende Fjender, så de ikke længer kunde holde Stand mod deres Fjender. 15 Hvor som helst de rykkede frem, var Herrens Hånd imod dem og voldte dem Ulykke, som Herren havde sagt og tilsvoret dem. Således bragte han dem i stor Vånde. Men når de så råbte til Herren, 16 lod han Dommere fremstå, og de frelste dem fra deres Hånd, som udplyndrede dem. 17 Dog heller ikke deres Dommere adlød de, men bolede med andre Guder og tilbad dem. Hurtig veg de bort fra den Vej, deres Fædre havde vandret på i Lydighed mod Herrens Bud; de slægtede dem ikke på. 18 Men hver Gang Herren lod Dommere fremstå iblandt dem, var Herren med Dommeren og frelste dem fra deres Fjenders Hånd, så længe Dommeren levede; thi Herren ynkedes, når de jamrede sig over dem, som trængte og undertrykte dem. 19 Men så snart Dommeren var død, handlede de atter ilde, ja endnu værre end deres Fædre, idet de holdt sig til andre Guder og dyrkede og tilbad dem. De holdt ikke op med deres onde Gerninger og genstridige Færd.

20 Da blussede Herrens Vrede op mod Israel, og han sagde: "Efterdi dette Folk har overtrådt min Pagt, som jeg pålagde deres Fædre, og ikke adlydt min Røst, 21 vil jeg heller ikke mere bortdrive foran dem et eneste af de Folk, som Josua lod tilbage ved sin Død, 22 for at jeg ved dem kan sætte Israel på Prøve, om de omhyggeligt vil følge Herrens Veje, som deres Fædre gjorde, eller ej." 23 Herren lod da disse Folkeslag blive og hastede ikke med at drive dem bort; han gav dem ikke i Josuas Hånd.

Dette var de Folkeslag, Herren lod blive tilbage for ved dem at sætte Israel Prøve, alle de Israelitter, som ikke havde kendt til Kampene om Kana'an, alene for Israelitternes Slægters Skyld, for at øve dem i Krig, alene for deres Skyld, som ikke havde kendt noget til de tidligere Krige: De fem Filisterfyrster, alle Kana'anæerne, Zidonierne og Hetiterne, som boede i Libanons Bjerge fra Ba'al-Hermon til hen imod Hamat. De blev tilbage, for at Israel ved dem kunde blive sat på Prøve, så det kunde komme for Dagen, om de vilde lyde de Bud, Herren havde givet deres Fædre ved Moses. Og Israelitterne boede blandt Kana'anæerne, Hetiterne, Amoriterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne. De indgik Ægteskab med deres Døtre og gav deres Sønner deres Døtre til Ægte, og de dyrkede deres Guder. Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne; de glemte Herren deres Gud og dyrkede Ba'alerne og Asjererne.

Da blussede Herrens Vrede op imod Israel, og han gav dem til Pris for Kong Kusjan-Risjatajim af Aram Naharajim, og Israelitterne stod under Kusjan Risjatajim i otte År. Da råbte Israelitterne til Herren, og Herren lod en Befrier fremstå iblandt Israelitterne, og han frelste dem, nemlig Kenizziten Otniel, Kalebs yngre Broder. 10 Herrens Ånd kom over ham, og han blev Dommer i Israel; han drog ud til Kamp, og Herren gav Kong Kusjan Risjatajim af Aram i hans Hånd, så han fik Overtaget over ham. 11 Og Landet havde Ro i fyrretyve År, og Kenizziten Otniel døde.

12 Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i Herrens Øjne. Da gav Herren Kong Eglon af Moab Magt over Israel, fordi de gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne. 13 Han fik Ammoniterne og Amalekiterne med sig, drog ud og slog Israel og tog Palmestaden. 14 Og Israelitterne stod under Kong Eglon af Moab i atten År.

15 Men da Israelitterne råbte til Herren, lod Herren en Befrier fremstå iblandt dem, Benjaminiten Ehud, Geras Søn, som var kejthåndet. Da Israelitterne engang sendte Ehud til Kong Eglon af Moab med Skat, 16 lavede han sig et tveægget Sværd, en Gomed langt, og bandt det til sin højre Hofte under Kappen. 17 Derpå afleverede han Skatten til Kong Eglon af Moab Eglon var en meget fed Mand 18 og da han var færdig dermed, ledsagede han Folkene, der havde båret Skatten, på Vej, 19 men selv vendte han om ved Pesilim ved Gilgal og sagde: "Konge, jeg har noget at tale med dig om i Hemmelighed!" Men han bød ham tie, til alle de, der stod om ham, var gået ud. 20 Da Ehud kom ind til ham, sad han i sin svale Stue på Taget, hvor han var alene; og Ehud sagde: "Jeg har et Gudsord til dig!" Da rejste han sig fra sit Sæde, 21 men idet han stod op, rakte Ehud sin venstre Hånd ud og greb Sværdet ved sin højre Side og stak det i Underlivet på ham, 22 så endog Grebet gik i med Klingen; og Fedtet sluttede om Klingen, thi han drog ikke Sværdet ud af Livet på ham; og Skarnet gik fra ham. 23 Så gik Ehud bort gennem Søjlegangen, lukkede Døren til Stuen for ham og låsede den. 24 Efter at han var gået bort, kom Kongens Folk, og da de fandt Døren til Stuen låset, tænkte de, at han tildækkede sine Fødder i det svale Hammer; 25 men da de havde biet, indtil de skammede sig, uden at han åbnede Døren til Stuen, hentede de Nøglen og lukkede op; og se, der lå deres Herre død på Gulvet. 26 Men Ehud slap bort, medens de blev opholdt, og han satte over ved Pesilim og undslap til Seira. 27 Så snart han derpå nåede Efraims Bjerge, lod han støde i Hornet; og Israelitterne fulgte ham ned fra Bjergene, idet han gik i Spidsen for dem.

28 Og han sagde til dem: "Følg mig ned, thi Herren har givet eders Fjender Moabiterne i eders Hånd!" Og de fulgte ham ned og fratog Moabiterne Vadestederne over Jordan og lod ikke en eneste komme over. 29 Ved den Lejlighed nedhuggede de omtrent 10000 Moabiter, lutter stærke og dygtige Mænd, ikke een undslap. 30 Således blev Moab den Gang underkuet af Israel; og Landet havde Ro i firsindstyve År.

31 Efter ham kom Sjamgar, Anats Søn. Han nedhuggede Filisterne, 600 Mand, med en Oksedriverstav; også han frelste Israel.

Lukas 4:1-30 Dette er Biblen på dansk (DN1933)

Men Jesus vendte tilbage fra Jorden fuld af den Helligånd og blev ført af Ånden i Ørkenen i fyrretyve Dage, medens han blev fristet af Djævelen. Og han spiste intet i de Dage; og da de havde Ende, blev han hungrig. Og Djævelen sagde til ham: "Dersom du er Guds Søn, da sig til denne Sten, at den skal blive Brød." Og Jesus svarede ham: "Der er skrevet: Mennesket skal ikke leve af Brød alene." Og han førte ham op og viste ham alle Verdens Riger i et øjeblik. Og Djævelen sagde til ham: "Dig vil jeg give hele denne Magt og deres Herlighed; thi den er mig overgiven, og jeg giver den, til hvem jeg vil. Dersom du altså vil tilbede mig, skal den helt tilhøre dig." Og Jesus svarede ham og sagde: "Der er skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene." Og han førte ham til Jerusalem og stillede ham på Helligdommens Tinde og sagde til ham: "Dersom du er Guds Søn, da kast dig ned herfra; 10 thi der er skrevet: Han skal give sine Engle Befaling om dig, at de skulle bevare dig, 11 og at de skulle bære dig på Hænderne, for at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten." 12 Og Jesus svarede og sagde til ham: "Der er sagt: Du må ikke friste Herren din Gud." 13 Og da Djævelen havde endt al Fristelse, veg han fra ham til en Tid.

14 Og Jesus vendte i Åndens Kraft tilbage til Galilæa, og Rygtet om ham kom ud i hele det omliggende Land. 15 Og selv lærte han i deres Synagoger og blev prist af alle. 16 Og han kom til Nazareth, hvor han var opfødt, og gik efter sin Sædvane på Sabbatsdagen ind i Synagogen og stod op for at forelæse. 17 Og man gav ham Profeten Esajas's Bog, og da han slog Bogen op; fandt han det Sted, hvor der stod skrevet: 18 "Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde Evangelium for fattige; han har sendt mig for at forkynde fangne, at de skulle lades løs, og blinde, at de skulle få deres Syn, for at sætte plagede i Frihed, 19 for at forkynde et Herrens Nådeår." 20 Og han lukkede Bogen sammen og gav Tjeneren den igen og satte sig; og alles Øjne i Synagogen stirrede på ham. 21 Men han begyndte at sige til dem: "I Dag er dette Skriftord gået i Opfyldelse for eders Øren." 22 Og de berømmede ham alle og undrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans Mund, og de sagde: "Er dette ikke Josefs Søn?" 23 Og han sagde til dem: "I ville sikkerlig sige mig dette Ordsprog: Læge! læg dig selv; gør også her i din Fædreneby så. store Ting, som vi have hørt ere skete i Kapernaum." 24 Men han sagde: "Sandelig, siger jeg eder, at ingen Profet er anerkendt i sit Fædreland. 25 Men jeg siger eder i Sandhed: Der var mange Enker i Israel i Elias's Dage, da Himmelen var lukket i tre År og seks Måneder, den Gang der var en stor Hunger i hele Landet; 26 og til ingen af dem blev Elias sendt uden til Sarepta ved Sidon til en Enke. 27 Og der var mange spedalske i Israel på Profeten Elisas Tid, og ingen af dem blev renset, uden Syreren Naman." 28 Og alle, som vare i Synagogen, bleve fulde af Harme, da de hørte dette. 29 Og de stode op og stødte ham ud af Byen og førte ham hen til Skrænten af det Bjerg, på hvilket deres By var bygget, for at styrte ham ned. 30 Men han gik igennem, midt imellem dem, og drog bort.

  Back

1 of 1

You'll get this book and many others when you join Bible Gateway Plus. Learn more

Viewing of
Cross references
Footnotes