Job 40-42
Dette er Biblen på dansk
40 Da svarede Herren Job ud fra Stormvejret og sagde: 2 "Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig! 3 Mon du vil gøre min Ret til intet, dømme mig, for af du selv kan få Ret? 4 Har du en Arm som Gud, kan du tordne med Brag som han? 5 Smyk dig med Højhed og Storhed, klæd dig i Glans og Herlighed! 6 Udgyd din Vredes Strømme, slå de stolte ned med et Blik, 7 bøj med et Blik de stolte og knus på Stedet de gudløse, 8 skjul dem i Støvet til Hobe og lænk deres Åsyn i Skjulet! 9 Så vil jeg også love dig for Sejren, din højre har vundet.
10 Se Nilhesten! Den har jeg skabt såvel som dig. Som Oksen æder den Græs. 11 Se, hvilken Kraft i Lænderne og hvilken Styrke i Bugens Muskler! 12 Halen holder den stiv som en Ceder, Bovens Sener er flettet sammen; 13 dens Knogler er Rør af, Kobber, Benene i den som Stænger af Jern. 14 Den er Guds ypperste Skabning, skabt til at herske over de andre; 15 thi Foder til den bærer Bjergene, hvor Markens Vildt har Legeplads. 16 Den lægger sig hen under Lotusbuske, i Skjul af Siv og Rør; 17 Lotusbuskene giver den Tag og Skygge, Bækkens Pile yder den Hegn. 18 Den taber ej Modet, når Jordan stiger, er rolig, om Strømmen end svulmer mod dens Gab. 19 Hvem kan gribe den i dens Tænder og trække Reb igennem dens Snude?
20 Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med Snøre? 21 Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber? 22 Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord? 23 Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for evigt? 24 Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn? 25 Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne? 26 Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved? 27 Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer. 28 Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.
41 Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den? 2 Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen? 3 Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt. 4 Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser? 5 Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel. 6 Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten; 7 de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem; 8 de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre. 9 Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne. 10 Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem. 11 Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel. 12 Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab. 13 Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den. 14 Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke; 15 fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten. 16 Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk. 17 Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil. 18 Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ; 19 Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den, 20 Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd. 21 På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens; 22 Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden; 23 bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår. 24 Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte. 25 Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.
42 Så svarede Job Herren og sagde: 2 "Jeg ved, at du magter alt, for dig er intet umuligt! 3 "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Indsigt?" Derfor: jeg talte uden Forstand om noget, som var mig for underfuldt, og som jeg ej kendte til. 4 Hør dog, og jeg vil tale, jeg vil spørge, og du skal lære mig! 5 Jeg havde kun hørt et Rygte om dig, men nu har mit Øje set dig; 6 jeg tager det derfor tilbage og angrer i Støv og Aske!
7 Men efter at Herren havde talet disse Ord til Job, sagde han til Temaniten Elifaz: "Min Vrede er blusset op mod dig og dine to Venner, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job! 8 Tag eder derfor syv Tyre og syv Vædre og gå til min Tjener Job og bring et Brændoffer for eder. Og min Tjener Job skal gå i Forbøn for eder, thi ham vil jeg bønhøre, så jeg ikke gør en Ulykke på eder, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!" 9 Så gik Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar hen og gjorde, som Herren havde sagt, og Herren bønhørte Job.
10 Og Herren vendte Jobs Skæbne, da han gik i Forbøn for sine Venner; og Herren gav Job alt, hvad han havde ejet, tvefold igen. 11 Så kom alle hans Brødre og Søstre og alle, der kendte ham tilforn, og holdt Måltid med ham i hans Hus, og de viste ham deres Medfølelse og trøstede ham over al den Ulykke, Herren havde bragt over ham, og de gav ham hver en Kesita og en Guldring. 12 Og Herren velsignede Jobs sidste Tid mere end hans første. Han fk 14000 Stykker Småkvæg, og 1000 Aseninder. 13 Og han fik syv Sønner og tre Døtre, 14 og han kaldte den ene Jemima, den anden Kezia og den tredje Keren-Happuk. 15 Så smukke Kvinder som Jobs Døtre fandtes ingensteds på Jorden; og deres Fader gav dem Arv imellem deres Brødre: 16 Siden levede Job 140 År og så sine Børn og Børnebørn, fire Slægtled. 17 Så døde Job gammel og mæt af Dage.