A A A A A
Bible Book List

Esajas 31-35Dette er Biblen på dansk (DN1933)

31 Ve dem, som går ned til Ægypten om hjælp og slår Lid til heste, som stoler på Vognenes mængde, på Rytternes store Tal, men ikke ser hen til Israels Hellige, ej rådspørger Herren. Men viis er og han, lader Ulykke komme og går ej fra sit Ord. Han står op mod de ondes Hus og mod Udådsmændenes Hjælp. Ægypterne er Mennesker, ikke Gud, deres Heste er Kød, ikke Ånd. Når Herren udrækker Hånden, snubler Hjælperen, den hjulpne falder, de omkommer alle til Hobe.

Thi så sagde Herren til mig: Som en Løve knurrer, en Ungløve over sit Rov, og ikke, når Hyrdernes Flok kaldes hid imod den, skræmmes af Skriget eller viger for Larmen, så stiger Hærskarers Herre ned til Kamp på Zions Bjerg og Høj. Som svævende Fugle så skærmer Hærskarers Herre Jerusalem, skærmer og frier, skåner og redder. Vend om til ham, hvem Israels Børn faldt fra så dybt! Thi på hin Dag vrager enhver sine Guder af Sølv sine Guder af Guld, eders Hænders syndige Værk. Assur falder for Sværd, men ikke en Mands, et Sværd fortærer det, ikke et Menneskes. Og han skal fly for Sværdet, til Hoveriarbejde tvinges hans Stridsmænd; hans Klippe viger bort af Rædsel, hans Fyrster skræmmes fra Fanen. Så lyder det fra Herren, hvis Ild er i Zion, som har sin Ovn i Jerusalem.

32 Se, en Konge skal herske med Retfærd, Fyrster styre med Ret, hver af dem som Læ imod Storm og Ly imod Regnskyl, som Bække i Ørk, som en vældig Klippes Skygge i tørstende Land. De seendes Øjne skal ej være blinde, de hørendes Ører skal lytte; letsindiges Hjerte skal nemme Kundskab, stammendes Tunge tale flydende, rent. Dåren skal ikke mer kaldes ædel, højsindet ikke Skalken. Thi Dåren taler kun Dårskab, hans Hjerte udtænker Uret for at øve Niddingsværk og prædike Frafald fra Herren, lade den sultne være tom og den tørstige mangle Vand. Skalkens Midler er onde, han oplægger lumske Råd for at ødelægge arme med Løgn, skønt Fattigmand godtgør sin Ret. Men den ædle har ædelt for og står fast i, hvad ædelt er.

Op, hør min Røst, I sorgløse Kvinder, I trygge Døtre, lyt til min Tale! 10 Om År og Dag skal I trygge skælve, thi med Vinhøst er det ude, der kommer ej Frugthøst. 11 Bæv, I sorgløse, skælv, I trygge, klæd jer af og blot jer, bind Sæk om Lænd; 12 slå jer for Brystet og klag over yndige Marker, frugtbare Vinstokke, 13 mit Folks med Tidseltorn dækkede Jord, ja, hvert Glædens Hus, den jublende By! 14 Thi Paladset er øde, Bylarmen standset, Ofel med Tårnet en Grushob for evigt, Vildæslers Fryd, en Græsgang for Hjorde - 15 til Ånd fra det høje udgydes over os. Da bliver Ørkenen til Frugthave, Frugthaven regnes for Skov. 16 Ret fæster Bo i Ørkenen, i Frugthaven dvæler Retfærd; 17 Retfærds Frugt bliver Fred og Rettens Vinding Tryghed for evigt. 18 Da bor mit Folk i Fredens Hjem, i trygge Boliger, sorgfri Pauluner. 19 Skoven styrter helt, Byen bøjes dybt. 20 Salige I, som sår ved alle Vande, lader Okse og Æsel frit løbe om!

33 Ve dig, du Hærværksmand, selv ikke hærget, du Ransmand, skånet for Ran! Når dit Hærværk er endt, skal du hærges, når din Ranen har Ende, skal der ranes fra dig!

Herre, vær os nådig, vi bier på dig, vær du vor Arm hver Morgen, vor Frelse i Nødens Stund!

For Bulderet må Folkeslag fly; når du rejser dig, splittes Folkene. Som Græshopper bortriver, bortrives Bytte, man styrter derover som Græshoppesværme. Ophøjet er Herren, thi han bor i det høje, han fylder Zion med Ret og Retfærd. Trygge Tider skal du have, en Frelsesrigdom er Visdom og Indsigt, Herrens Frygt er din Skat.

Se, deres Helte skriger derude, Fredens Sendebud græder bittert; Vejene er øde, vejfarende borte. Han brød sin Pagt, agted Byer ringe, Mennesker regned han ikke. Landet blegner og sygner, Libanon skæmmes og visner; Saron er som en Ørken, Basan og Karmel uden Løv.

10 Nu står jeg op, siger Herren, nu vil jeg rejse mig, nu træde frem! 11 I undfanger Strå og føder Halm, eders Ånde er Ild, der fortærer jer selv; 12 til Kalk skal Folkene brændes som afhugget Torn, der brænder i Ild. 13 Hvad jeg gør, skal rygtes til fjerne Folk, nære skal kende min Vælde.

14 På Zion skal Syndere bæve, Niddinger gribes af Skælven: "Hvem kan bo ved fortærende Ild, hvem kan bo ved evige Bål?" 15 Den, der vandrer i Retfærd og taler oprigtigt, ringeagter Vinding, vundet ved Uret, vægrer sig ved at tage mod Gave, tilstopper Øret over for Blodråd og lukker Øjnene over for det onde - 16 højt skal en sådan bo, hans Værn skal Klippeborge være; han får sit Brød, og Vand er ham sikret.

17 Dine Øjne får Kongen at se i hans Skønhed, de skuer et vidtstrakt Land. 18 Dit Hjerte skal tænke på Rædselen: "Hvor er nu han, der talte og vejede, han, der talte Tårnene?" 19 Du ser ej det vilde Folk med dybt, uforståeligt Mål, med stammende, ufattelig Tunge. 20 Se på Zion, vore Højtiders By! Dine Øjne skal skue Jerusalem, et sikkert Lejrsted, et Telt, der ej flytter, hvis Pæle aldrig rykkes op, hvis Snore ej rives over. 21 Nej der træder Herrens Bæk for os i Floders og brede Strømmes Sted; der kan ej Åreskib gå, ej vældigt Langskib sejle. 22 Thi Herren er vor Dommer, Herren er vor Hersker, Herren er vor Konge, han bringer os Frelse. 23 Slapt hænger dit Tovværk, det holder ej Råen og spænder ej Sejlet. Da uddeles røvet Bytte i Overflod, halte tager Del i Rovet. 24 Ingen Indbygger siger: "Jeg er syg!" Folket der har sin Synd forladt.

34 Kom hid, I Folk, og hør, lån Øre, I Folkefærd! Jorden og dens Fylde høre, Jorderig og al dets Grøde! Thi Herren er vred på alle Folkene, harmfuld på al deres Hær; han slår dem med Band og giver dem hen til at slagtes; henslængt ligger de dræbte, Stank stiger op fra Ligene, Bjergene flyder af Blodet; al Himlens Hær opløses; som en Bog rulles Himlen sammen, og al dens Hær visner hen som Vinstokkens visnende Blad, som Figentræets visnende Frugt. Thi på Himlen kredser Herrens Sværd, og se, det slår ned på Edom, det Folk, han har bandlyst til Dom. Herrens Sværd er fuldt af Blod, det drypper af Fedt, af Fårs og Bukkes Blod, af Fedt fra Vædres Nyrer. Thi Herren slagter Offer i Bozra har vældig Slagtning i Edom; Urokser styrter med dem, Ungkvæg sammen med Tyre. Landet svælger i Blod, Jorden drypper af Fedt. Thi en Hævndag har Herren til Rede, Zions Værge et Gengældsår. Dets Bække forvandles til Tjære, dets Jord til Svovl, og Landet bliver til Tjære, der brænder ved Nat og ved Dag, 10 det slukkes aldrig; evigt stiger Røgen op, det er øde fra Slægt til Slægt, ingen skal færdes der. 11 Pelikan og Rørdrum arver det, Ugle og Ravn skal bo der. Herren spænder Tomheds Snor og Ødelæggelses Blylod derover. 12 Der skal Bukketrolde bo, dets ypperste bliver til intet, til Kongevalg kaldes ej der, det er ude med alle dets Fyrster. 13 Dets Paladser gror til i Tom, dets Borge i Tidsel og Nælde, et Tilholdssted for Hyæner og Enemærke for Strudse. 14 Der mødes Sjakal med Vildkat, og Bukketrolde holder Stævne; kun der skal Natteheksen raste og lægge sig der til Ro; 15 der bygger Pilslangen Rede, lægger Æg og samler dem og ruger. Kun der skal Gribbene flokkes, ej savner den ene den anden. 16 Se efter i Herrens Bog og læs: Ej fattes en eneste af dem, ej savner den ene den anden. Thi Herrens Mund, den bød, hans Ånd har samlet dem sammen; 17 han kastede Loddet for dem, hans Hånd udskifted dem Land med Snoren; de tager det evigt i Eje, bor der fra Slægt til Slægt.

35 Ørken og hede skal fryde sig, Ødemark juble og blomstre; blomstre frodigt som Rosen og juble, ja juble med Fryd. Libanons Herlighed gives den, Karmels og Sarons Pragt. Herrens Herlighed skuer de, vor Guds Højhed. Styrk de slappe Hænder, lad de vaklende Knæ blive faste, sig til de ængstede Hjerter: Vær stærke, vær uden Frygt! Se eders Gud! Han kommer med Hævn, Gengæld kommer fra Gud; han kommer og frelser eder. Da åbnes de blindes Øjne, de døves Ører lukkes op; da springer den halte som Hjort, den stummes Tunge jubler; thi Vand vælder frem i Ørkenen, Bække i Ødemark; det glødende Sand bliver Vanddrag, til Kildevæld tørstigt Land. I Sjakalers Bo holder Hjorde Rast, på Strudsenes Enemærker gror Rør og Siv. Der bliver en banet Vej, .den hellige Vej skal den kaldes; ingen uren færdes på den, den er Valfartsvej for hans Folk, selv enfoldige farer ej vild. På den er der ingen Løver, Rovdyr træder den ej, der skal de ikke findes. De genløste vandrer ad den, 10 Herrens forløste vender hjem, de drager til Zion med Jubel, med evig Glæde om Issen; Fryd og Glæde får de, Sorg og Suk skal fly.

  Back

1 of 1

You'll get this book and many others when you join Bible Gateway Plus. Learn more

Viewing of
Cross references
Footnotes