12 Da Jeroboam, Nebats Søn, der endnu opholdt sig i Ægypten, hvorhen han var flygtet for Kong Salomo, fik Nys om, at Salomo var død, vendte han hjem fra Ægypten. ² Men Rehabeam begav sig til Sikem, thi derhen var hele Israel stævnet for at hylde ham som Konge. ³ Og de sagde til Rehabeam: ⁴ "Din Fader lagde et hårdt Åg på os, men let du nu det hårde Arbejde, din Fader krævede, og det tunge Åg han lagde på os, så vil vi tjene dig!" ⁵ Han svarede dem: "Gå bort, bi tre Dage og kom så til mig igen!" Så gik Folket.

⁶ Derpå rådførte Kong Rehabeam sig med de gamle, der havde stået i hans Fader Salomos Tjeneste, dengang han levede, og spurgte dem: "Hvad råder I mig til at svare dette Folk?" ⁷ De svarede: "Hvis du i Dag vil være dette Folk til Tjeneste, være dem til Behag, svare dem vel og give dem gode Ord, så vil de blive dine Tjenere for bestandig!" ⁸ Men han fulgte ikke det Råd, de gamle gav ham; derimod rådførte han sig med de unge, der var vokset op sammen med ham og stod i hans Tjeneste, ⁹ og spurgte dem: "Hvad råder I os til at svare dette Folk, som kræver af mig, at jeg skal lette dem det Åg, min Fader lagde på dem?" ¹⁰ De unge, der var vokset op sammen med ham, sagde da til ham: "Således skal du svare dette Folk, som sagde til dig: Din Fader lagde et tungt Åg på os, let du det for os! Således skal du svare dem: Min Lillefinger er tykkere end min Faders Hofter! ¹¹ Har derfor min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!"

¹² Da alt Folket Tredjedagen kom til Rehabeam, som Kongen havde sagt, ¹³ gav han dem et hårdt Svar, og uden at tage Hensyn til de gamles Råd ¹⁴ sagde han efter de unges Råd til dem: "Har min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!" ¹⁵ Kongen hørte ikke på Folket, thi Herren føjede det således for at opfylde det Ord, Herren havde talet ved Ahija fra Silo til Jeroboam, Nebats Søn. ¹⁶ Men da hele Israel mærkede, at Kongen ikke hørte på dem, gav Folket Kongen det Svar: "Hvad Del har vi i David? Vi har ingen Lod i Isajs Søn! Til dine Telte, Israel! Sørg nu, David, for dit eget Hus!" Derpå vendte Israel tilbage til sine Telte. ¹⁷ Men over de Israeliter, der boede i Judas Byer, blev Rehabeam Konge.

¹⁸ Nu sendte Kong Rehabeam Adoniram, der havde Opsyn med Hoveriarbejdet, ud til dem, men hele Israel stenede ham til Døde. Da steg Kong Rebabeam i største Hast op på sin Stridsvogn og flygtede til Jerusalem. ¹⁹ Således brød Israel med Davids Hus, og det er Stillingen den Dag i Dag. ²⁰ Men da hele Israel hørte, at Jeroboam var kommet tilbage, lod de ham hente til Forsamlingen og hyldede ham som Konge over hele Israel. Der var ingen, som holdt fast ved Davids Hus undtagen Judas Stamme.

²¹ Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han hele Judas Hus og Benjamins Stamme, 180 000 udsøgte Folk, øvede Krigere, til at føre Krig med Israels Hus og vinde Riget tilbage til Rehabeam, Salomos Søn. ²² Men da kom Guds Ord til den Guds Mand Sjemaja således: ²³ "Sig til Judas Konge Rehabeam, Salomos Søn, og til hele Judas og Benjamins Hus og det øvrige Folk: ²⁴ Så siger Herren: I må ikke drage op og kæmpe med eders Brødre Israeliterne; vend hjem hver til sit, thi hvad her er sket, har jeg tilskikket!" Da adlød de Herrens Ord og vendte tilbage.

²⁵ Jeroboam befæstede Sikem i Efraims Bjerge og tog Bolig der; senere drog han derfra og befæstede Penuel. ²⁶ Men Jeroboam tænkte ved sig selv: "Som det nu går, vil Riget atter tilfalde Davids Hus; ²⁷ når Folket her drager op for at ofre i Herrens Hus i Jerusalem, vil dets Hu atter vende sig til dets Herre, Kong Rehabeam af Juda; så slår de mig ihjel og vender tilbage til Kong Rehabeam af Juda!" ²⁸ Og da Kongen havde overvejet Sagen, lod han lave to Guldkalve og sagde til Folket "Det er for meget for eder med de Rejser til Jerusalem! Se, Israel, her er dine Guder, som førte dig ud af Ægypten!" ²⁹ Den ene lod han opstille i Betel, den anden i Dan. ³⁰ Det blev Israel til Synd. Og Folket ledsagede i Optog den ene til Dan. ³¹ Tillige indrettede han Offerhuse på Højene og indsatte til Præster alle Slags Folk, der ikke hørte til Leviterne. ³² Og Jeroboam lod fejre en Fest på den femtende Dagi den ottende Måned i Lighed med den Fest, man havde i Juda; og han steg op på Alteret, han havde ladet lave i Betel, for at ofre til de Tyrekalve han havde ladet lave; og han lod de Præster, han havde indsat på Højene, gøre Tjeneste i Betel. ³³ Han steg op på Alteret, han havde ladet lave i Betel, på den femtende Dag i den ottende Måned, den Måned, han egenmægtig hade udtænkt, og lod Israeliteme fejre en Fest; han steg op på Alteret for at tænde Offerild.

13 Og se, på Herrens Bud kom en Guds Mand fra Juda til Betel, netop som Jeroboam stod på Alteret for at tænde Offerild. ² Og han råbte med Herrens Ord imod Alteret: "Alter, Alter! Så siger Herren: Der skal fødes Davids Hus en Søn ved Navn Josias, og på dig skal han ofre Højenes Præster, som tænder Offerild på dig, og han skal brænde Menneskeknogler på dig!" ³ Og samtidig kundgjorde han et Tegn, idet han sagde: "Dette er Tegnet på, at Herren har talet: Se, Alteret skal revne, så Asken derpå vælter ud!" ⁴ Da nu Kongen hørte de Ord, den Guds Mand råbte mod Alteret i Betel, rakte Jeroboam sin Hånd ud fra Alteret og sagde: "Grib ham!" Men Hånden, han rakte ud imod ham, visnede, og han kunde ikke tage den til sig igen; ⁵ og Alteret revnede, så Asken væltede ud fra Alteret - det Tegn, den Guds Mand havde kundgjort med Herrens Ord. ⁶ Da tog Kongen til Orde og sagde til den Guds Mand: "Bed dog Herren din Gud om Nåde og gå i Forbøn for mig, at jeg kan tage Hånden til mig igen!" Og den Guds Mand bad Herren om Nåde, og Kongen kunde tage Hånden til sig igen, og den var som før. ⁷ Derpå sagde Kongen til den Guds Mand: "Følg med mig hjem og vederkvæg dig, så vil jeg give dig en Gave!" ⁸ Men den Guds Mand svarede Kongen: "Om du så giver mig Halvdelen af dit Hus, vil jeg ikke følge med dig, og jeg vil hverken spise eller drikke på dette Sted; ⁹ thi det Bud har jeg fået med Herrens Ord: Du må hverken spise eller drikke, og du må ikke vende hjem ad den Vej, du kom!" ¹⁰ Derpå drog han bort ad en anden Vej og vendte ikke hjem ad den Vej, han var kommet til Betel.

¹¹ Nu boede der i Betel en gammel Profet; hans Sønner kom og fortalte ham om alt, hvad den Guds Mand den Dag havde gjort i Betel, og om de Ord, han havde talt til Kongen. Men da de havde fortalt deres Fader det, ¹² spurgte han dem: "Hvilken Vej gik han?" Og hans Sønner viste ham, hvilken Vej den Guds Mand, der var kommet fra Juda, var gået. ¹³ Da sagde han til sine Sønner: "Læg Sadelen på mit Æsel!" Og da de havde sadlet Æselet, satte han sig op, ¹⁴ red efter den Guds Mand og traf ham siddende under Egetræet. Han spurgte ham da: "Er du den Guds Mand, der kom fra Juda?" Han svarede: "Ja!" ¹⁵ Så sagde han til ham: "Kom med mig hjem og få noget at spise!" ¹⁶ Men han svarede: "Jeg kan ikke vende om og følge med dig, og jeg kan hverken spise eller drikke sammen med dig på dette Sted, ¹⁷ thi der er sagt mig med Herrens Ord: Du må hverken spise eller drikke der, og du må ikke vende tilbage ad den Vej, du kom!" ¹⁸ Da sagde han til ham: "Også jeg er Profet som du, og en Engel har med Herrens Ord sagt til mig: Tag ham med dig hjem, for at han kan få noget at spise og drikke!" Men han løj for ham. ¹⁹ Så vendte han tilbage med ham og spiste og drak i hans Hus.

²⁰ Men medens de sad til Bords, kom Herrens Ord til Profeten, der havde fået ham tilbage, ²¹ og han råbte til den Guds Mand, der var kommet fra Juda: "Så siger Herren: Fordi du har været genstridig mod Herrens Ord og ikke holdt det Bud, Herren din Gud pålagde dig, ²² men vendte tilbage og spiste og drak på det Sted, hvor han sagde, du ikke måtte spise og drikke, derfor skal dit Lig ikke komme i dine Fædres Grav!" ²³ Efter at han havde spist og drukket, sadlede han Æselet til ham, og han gav sig på Hjemvjen. ²⁴ Men en Løve kom imod ham på Vejen og dræbte ham. Og hans Lig lå henslængt på Vejen, og Æselet stod ved Siden af; også Løven stod ved Siden af Liget. ²⁵ Og se, nogle Mænd kom der forbi og så Liget ligge henslængt på Vejen, og Løven stå ved Siden af, og de kom og fortalte det i Byen, hvor den gamle Profet boede; ²⁶ og da Profeten, der havde fået ham til at vende om, hørte det, sagde han: "Det er den Guds Mand, som var genstridig mod Herrens Ord; derfor har Herren givet ham i Løvens Vold, og den har sønderrevet ham og dræbt ham efter det Ord, Herren talede til ham!" ²⁷ Derpå sagde han til sine Sønner: "Læg Sadelen på mit Æsel!" Og da de havde gjort det, ²⁸ red han hen og fandt hans Lig liggende henslængt på vejen og Æselet og Løven stående ved Siden af, uden at Løven havde ædt Liget eller sønderrevet Æselet. ²⁹ Da løftede Profeten den Guds Mands Lig op, lagde ham på Æselet og førte ham tilbage til Byen for at holde Dødeklage og jorde ham; ³⁰ og da han havde lagt Liget i sin egen Grav, holdt de Dødeklage over ham og sagde: "Ak ve min Broder!" ³¹ Og efter at have jordet ham sagde han til sine Sønner: "Når jeg dør, skal I lægge mig i samme Grav, som den Guds Mand ligger i; ved Siden af hans Ben skal I lægge mig, for at mine Ben kan blive skånet sammen md hans; ³² thi det Ord skal gå i Opfyldelse, som han med Herrens Ord råbte mod Alteret i Betel og alle Offerhusene på Højene i Samarias Byer!"

³³ Heller ikke efter denne Begivenhed opgav Jeroboam sin onde Færd, men gjorde på ny alle Slags Folk til Præster på Højene, idet han indsatte enhver, der havde Lyst, til Præst på Højene. ³⁴ Og det blev Jeroboams Hus til Synd og førte til, at det blev tilintetgjort og udryddet af Jorden.

22 Men de usyrede Brøds Højtid, som kaldes Påske, nærmede sig. ² Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de kunde slå ham ihjel; thi de frygtede for Folket. ³ Men Satan gik ind i Judas, som kaldes Iskariot og var en af de tolv. ⁴ Og han gik hen og talte med Ypperstepræsterne og Høvedsmændene om, hvorledes han vilde forråde ham til dem. ⁵ Og de bleve glade og lovede at give ham Penge. ⁶ Og han tilsagde det; og han søgte Lejlighed til at forråde ham til dem uden Opløb.

⁷ Men de usyrede Brøds Dag kom, på hvilken man skulde slagte Påskelammet. ⁸ Og han udsendte Peter og Johannes og sagde: "Går hen og bereder os Påskelammet, at vi kunne spise det." ⁹ Men de sagde til ham: "Hvor vil du, at vi skulle berede det?" ¹⁰ Men han sagde til dem: "Se, når I ere komne ind i Staden, skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham til Huset, hvor han går ind, ¹¹ og I skulle sige til Husbonden i Huset: Mesteren siger: Hvor er det Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med mine Disciple? ¹² Og han skal vise eder en stor Sal opdækket; der skulle I berede det." ¹³ Og de gik hen og fandt det således, som han havde sagt dem; og de beredte Påskelammet. ¹⁴ Og da Timen kom, satte han sig til Bords, og Apostlene med ham. ¹⁵ Og han sagde til dem: "Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette Påskelam med eder, førend jeg lider. ¹⁶ Thi jeg siger eder, at jeg skal ingen Sinde mere spise det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige." ¹⁷ Og han tog en Kalk, takkede og sagde: "Tager dette, og deler det imellem eder! ¹⁸ Thi jeg siger eder, at fra nu af skal jeg ikke drikke af Vintræets Frugt, førend Guds Rige kommer." ¹⁹ Og han tog Brød, takkede og brød det og gav dem det og sagde: "Dette er mit Legeme, det, som gives for eder; gører dette til min Ihukommelse!" ²⁰ Ligeså tog han også Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: "Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder. ²¹ Men se, hans Hånd, som forråder mig, er her på Bordet hos mig. ²² Thi Menneskesønnen går bort, som det er beskikket; dog ve det Menneske, ved hvem han bliver forrådt!" ²³ Og de begyndte at spørge hverandre indbyrdes om, hvem af dem det dog kunde være, som skulde gøre dette.

²⁴ Men der opstod også en Trætte iblandt dem om, hvem at dem der måtte synes at være den største. ²⁵ Men han sagde til dem: "Folkenes Konger herske over dem, og de, som bruge Myndighed over dem, kaldes deres Velgørere. ²⁶ I derimod ikke således; men den ældste iblandt eder blive som den yngste, og Føreren som den, der tjener. ²⁷ Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt eder som den, der tjener. ²⁸ Men I ere de, som have holdt ud med mig i mine Fristelser. ²⁹ Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg eder ³⁰ at skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde på Troner og dømme Israels tolv Stammer."