Add parallel Print Page Options

146 Halleluja! Pris Herren, min Sjæl! Jeg vil prise Herren hele mit Liv, lovsynge min Gud, så længe jeg lever. Sæt ikke eders Lid til Fyrster, til et Menneskebarn, der ikke kan hjælpe! Hans Ånd går bort, han bliver til Jord igen, hans Råd er bristet samme Dag. Salig den, hvis Hjælp er Jakobs Gud, hvis Håb står til Herren hans Gud, som skabte Himmel og Jord, Havet og alf, hvad de rummer, som evigt bevarer sin Trofasthed og skaffer de undertrykte Ret, som giver de sultne Brød! Herren løser de fangne, Herren åbner de blindes Øjne, Herren rejser de bøjede, Herren elsker de retfærdige, Herren vogter de fremmede, opholder faderløse og Enker, men gudløses Vej gør han kroget. 10 Herren er Konge for evigt, din Gud, o Zion, fra Slægt til Slægt. Halleluja!

147 Halleluja! Ja, det er godt at lovsynge vor Gud, ja, det er lifligt, lovsang sømmer sig. Herren bygger Jerusalem, han samler de spredte af Israel, han læger dem, hvis Hjerte er sønderknust, og forbinder deres Sår; han fastsætter Stjemernes Tal og giver dem alle Navn. Vor Herre er stor og vældig, hans Indsigt er uden Mål; Herren holder de ydmyge oppe, til Jorden bøjer han gudløse. Syng for Herren med Tak, leg for vor Gud på Citer! Han dækker Himlen med Skyer, sørger for Regn til Jorden, lader Græs spire frem på Bjergene og Urter til Menneskers Brug; Føde giver han Kvæget og Ravneunger, som skriger; 10 hans Hu står ikke til stærke Heste, han har ikke Behag i rapfodet Mand; 11 Herren har Behag i dem, der frygter ham, dem, der bier på hans Miskundhed.

12 Lovpris Herren, Jerusalem, pris, o Zion, din Gud! 13 Thi han gør dine Portstænger stærke, velsigner dine Børn i din Midte; 14 dine Landemærker giver han Fred, mætter dig med Hvedens Fedme; 15 han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber hans Ord, 16 han lader Sne falde ned som Uld, som Aske spreder han Rim, 17 som Brødsmuler sender han Hagl, Vandene stivner af Kulde fra ham; 18 han sender sit Ord og smelter dem, de strømmer, når han rejser sit Vejr. 19 Han kundgør sit Ord for Jakob, sine Vedtægter og Lovbud for Israel. 20 Så gjorde han ikke mod andre Folk, dem kundgør han ingen Lovbud. Halleluja!

Om at sætte sin lid til Herren

146 Halleluja!
    Min sjæl, pris Herren!
Jeg vil lovprise Herren, så længe jeg lever,
    synge til hans ære, så længe jeg trækker vejret.
Stol ikke på stormænd,
    for mennesker kan ikke frelse jer.
De dør og bliver lagt i deres grav,
    da er det slut med alle deres planer.
Velsignede er de, der stoler på Israels Gud,
    de, der sætter deres lid til Herren.
Han skabte himlen og jorden,
    havet og alt, hvad der lever deri.
        Han er trofast til evig tid.
Han står på de undertryktes side
    og sørger for mad til de sultne.
Han sætter fanger i frihed
    og åbner de blindes øjne.
Han løfter de nedbrudte op,
    han elsker dem, der gør hans vilje.
Han tager sig af de fremmede,
    viser omsorg for enker og forældreløse,
        men de ondes planer forpurrer han.
10 Herren skal regere for evigt!
    Jerusalem, din Gud er konge fra slægt til slægt!
Halleluja!

Den almægtige Gud

147 Halleluja!
Det er godt at synge lovsange til Gud,
    ja, det er herligt at prise hans magt.
Herren genopbygger Jerusalem
    og bringer de landflygtige hjem til Israel.
Han heler de sønderbrudte hjerter,
    læger de sår, de har fået.
Herren satte stjernerne på himlen,
    han har givet dem alle et navn.
Han er stor og mægtig,
    hans visdom er uden grænser.
Herren rejser den ydmyge op
    og kaster den onde i støvet.
Syng takkesange for Herren,
    spil på jeres harper for Gud.
Han samler skyerne på himlen,
    sender byger af regn ned på jorden,
        så græs spirer frem på bakkerne.
Han giver dyrene deres føde,
    mætter den skrigende ravneunge.
10 Han er ikke interesseret i stærke heste,
    ikke imponeret af krigerens styrke.
11 Han glæder sig over dem, der adlyder ham
    og har tillid til hans trofaste omsorg.
12 Jerusalems befolkning, pris Herren.
    Zions indbyggere, lovsyng jeres Gud.
13 Han beskytter byen mod fjenders angreb
    og velsigner dens indbyggere.
14 Han skaber fred i landet
    og sørger for en rigelig høst.
15 Han sender sit ord ud over jorden,
    hans vilje bliver udført i hast.
16 Han breder sneen ud som et tæppe,
    spreder rimfrost på jorden som mel.
17 Han kaster hagl som byger af småsten,
    hvem kan holde stand mod den isnende kulde?
18 På hans ord begynder isen at smelte,
    når han ånder på den, pibler vandet frem.
19 Han sendte sit ord til Israels folk,
    gav dem sine forskrifter og lovbud.
20 Han sendte det ikke til de andre folk,
    de kender ikke hans love.
Halleluja!

15 Men jeg kundgør eder, Brødre, det Evangelium, som jeg Forkyndte eder, hvilket I også modtoge, i hvilket I også stå, ved hvilket I også frelses, hvis I fastholde, med hvilket Ord jeg forkyndte eder det - ellers troede I forgæves. Jeg overleverede eder nemlig som noget af det første, hvad jeg også har modtaget: at Kristus døde for vore Synder,efter Skrifterne; og at han blev begravet; og at han er bleven oprejst den tredje Dag, efter Skrifterne; og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv; derefter blev han set af over fem Hundrede Brødre på een Gang, af hvilke de fleste endnu ere i Live, men nogle ere hensovede;. derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle Apostlene; men sidst af alle blev han set også af mig som det ufuldbårne Foster; thi jeg er den ringeste af Apostlene, jeg, som ikke er værd at kaldes Apostel, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed. 10 Men af Guds Nåde er jeg det, jeg er, og hans Nåde imod mig har ikke været forgæves; men jeg har arbejdet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Nåde, som er med mig. 11 Hvad enten det da er mig eller de andre, således prædike vi, og således troede I.

12 Men når der prædikes, at Kristus er oprejst fra de døde, hvorledes sige da nogle iblandt eder, at der ikke er dødes Opstandelse? 13 Dersom der ikke er dødes Opstandelse, da er ikke heller Kristus oprejst. 14 Men er Kristus ikke oprejst, da er vor Prædiken jo tom, og eders Tro også tom. 15 Men vi blive da også fundne som falske Vidner om Gud, fordi vi have vidnet imod Gud, at han oprejste Kristus, hvem han ikke har oprejst, såfremt døde virkelig ikke oprejses. 16 Thi dersom døde ikke oprejses, da er Kristus ikke heller oprejst. 17 Men dersom Kristus ikke er oprejst, da er eders Tro forgæves; så ere I endnu i eders Synder; 18 da gik altså også de, som ere hensovede i Kristus, fortabt. 19 Have vi alene i dette Liv sat vort Håb til Kristus, da ere vi de ynkværdigste af alle Mennesker. 20 Men nu er Kristus oprejst fra de døde, som Førstegrøde af de hensovede. 21 Thi efterdi Død kom ved et Menneske, er også dødes Opstandelse kommen ved et Menneske. 22 Thi ligesom alle dø i Adam, således skulle også alle levendegøres i Kristus. 23 Dog hver i sit Hold: som Førstegrøde Kristus, dernæst de, som tilhøre Kristus, ved hans Tilkommelse. 24 Derpå kommer Enden, når han overgiver Gud og Faderen Riget, når han har tilintetgjort hver Magt og hver Myndighed og Kraft. 25 Thi han bør være Konge, indtil han får lagt alle Fjenderne under sine Fødder. 26 Den sidste Fjende, som tilintetgøres, er Døden. 27 Han har jo "lagt alle Ting under hans Fødder." Men når han" siger: "Alt er underlagt" - åbenbart med Undtagelse af den, som underlagde ham alt - 28 når da alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alle Ting, for at Gud kan være alt i alle.

Read full chapter

Budskabets kerne og Kristi opstandelse

15 Kære venner, jeg vil minde jer om det budskab om Jesus, som jeg forkyndte for jer, som I tog imod, og som nu er grundlaget for jeres tro. Det er på grund af det budskab, I får lov at gå ind til det evige liv, hvis I da holder fast ved det ord, jeg forkyndte for jer—ellers var det forgæves, at I kom til tro.

Kernen i det budskab, jeg gav jer, sådan som jeg selv hørte det og tog imod det, er, at Kristus døde for vores synder i overensstemmelse med, hvad der står i Skrifterne, at han blev begravet, og at han på den tredje dag blev oprejst fra de døde, som der står i Skrifterne. Efter at være genopstået blev han set af Peter og senere af de Tolv samtidigt. Derefter blev han set af mere end 500 kristne på én gang, og selvom nogle af dem nu er sovet ind, lever de fleste. Siden blev han set af Jakob og derefter af alle apostlene. Sidst af alle fik også jeg lov at se ham, jeg, der er lige så lidt værd som et dødfødt barn. Jeg er jo den ringeste af alle apostlene—ja, jeg burde ikke engang kaldes apostel, for jeg har forfulgt Guds menighed. 10 Men af Guds nåde er jeg blevet det, jeg er. Hans nåde over mig har heller ikke været forgæves, for jeg har arbejdet hårdere end nogen af de andre apostle. Dog er det ikke min fortjeneste, men det skyldes alene den nåde og kraft, som Gud har velsignet mig med. 11 Uanset hvem, der bragte jer budskabet, jeg eller de andre, så er det det samme budskab om Jesus, vi forkynder, og det er det, I er kommet til tro på.

Alle menneskers opstandelse

12 Når I nu har fået at vide, at Kristus opstod fra de døde, hvordan kan så nogle af jer påstå, at det slet ikke er muligt at genopstå? 13 Hvis det ikke er muligt, så kan Kristus jo heller ikke være genopstået. 14 Men hvis han ikke er genopstået, så er vores forkyndelse tom snak og jeres tro til ingen nytte. 15 I så fald har vi afgivet falsk vidnesbyrd om Gud, for vi har sagt, at han oprejste Kristus fra de døde. Men det kan han ikke have gjort, hvis det ikke er muligt at opstå fra de døde. 16 Altså, hvis døde ikke kan genopstå, så er Kristus heller ikke genopstået. 17 I så fald er jeres tro værdiløs, og I har ikke fået tilgivelse for jeres synder. 18 Desuden er alle de, som er sovet ind i troen på Kristus, gået fortabt, 19 og vi, som har satset vores største forventninger i dette liv på Kristus, er så de ynkværdigste af alle mennesker.

20 Men nu er Kristus opstået fra de døde. Han er den første, og han skal følges af de mange hensovede, der en dag vil genopstå. 21 Døden kom ind i verden på grund af ét menneske, nemlig Adam. Ligeledes blev opstandelsen fra de døde en realitet på grund af ét menneske, nemlig Kristus. 22 Ligesom alle, der er af Adams slægt, skal dø, sådan skal alle, der hører Kristus til, oprejses til nyt liv. 23 Det sker i en bestemt rækkefølge: Først af alle er Kristus genopstået, og når han kommer igen, skal alle de, der hører ham til, genopstå. 24 Derefter kommer verdens ende, når han har fjernet enhver fjendtlig øvrighed, myndighed og magt, og når han overgiver herredømmet til Gud, Faderen. 25 Det er nemlig nødvendigt, at Kristus sidder på tronen, indtil han har overvundet alle sine fjender. 26 Den sidste fjende, som bliver besejret, er døden. 27 Der står skrevet: „Han blev sat som hersker over alle ting.”[a] Men når der står „alle ting”, så er Gud selv naturligvis undtaget, for det er ham, der vil gøre Kristus til Herre over alle ting. 28 Når således alt er blevet underlagt Kristi herredømme, vil Sønnen selv blive underlagt Faderens herredømme. Da vil Gud være den øverste hersker over alt og alle.

Read full chapter

Footnotes

  1. 15,27 Sl. 8,7.