Add parallel Print Page Options

Obadias's Syn. Så siger den Herre Herren til Edom: Fra Herren har jeg hørt en Tidende: Et Bud er sendt ud blandt Folkene: Rejs jer til Kamp imod det! Se, ringe har jeg gjort dig blandt Folkene, såre foragtet er du. Dit Hjertes Hovmod bedrog dig, du, som bor i Klippekløft, som troner i det høje og siger i Hjertet: "Hvo kan styrte mig til Jorden?" Bygger du end højt som Ørnen, er end din Rede blandt Stjerner, jeg styrter dig ned derfra, så lyder det fra Herren. Du skulde vel ikke have Tyve til Gæster, natlige Voldsmænd? Hvor er du lagt øde; de stjæler jo alt, hvad de lyster! Du skulde vel ikke have Høstmænd i Vingården? Efterslæt levner de ikke! Hvor blev dog Esau ransaget, hans Skatte opsporet! Alle dine Forbundsfæller jog dig lige til Grænsen, dine gode Venner sveg dig, tog Magten fra dig; for at skræmme dig lagde de Fælder under din Fod. Visselig vil jeg på hin Dag, lyder det fra Herren, udrydde de vise af Edom og Klogskab af Esaus Bjerge. Da skal dine Helte lammes at Rædsel, o Teman, og hver en Mand ryddes ud at Esaus Bjerge. 10 For Drab og Vold mod din Broder Jakob skal du skjules af Skam; udryddes skal du for evigt, 11 fordi du så til, da fremmede raned hans Gods og Udlændinge kom i bans Porte; da de lodded Jerusalem bort, var og du som en af dem. 12 At nyde din Broders Dag, hans Vanhelds Dag, og glæde dig over Judæerne på Undergangens Dag! At opspærre Munden på Trængselens Dag, 13 komme i mit Folks Port på Ulykkens Dag, være med til at nyde dets Kval på Ulykkens Dag, gribe efter dets Gods på Ulykkens Dag! 14 At stå ved Dalenes Munding og dræbe de undslupne, prisgive dem, som slap bort, på Trængselens Dag! 15 Thi nær er Herrens Dag over alle Folkene; som du har gjort, skal der gøres med dig, Gengæld kommer over dit Hoved.

16 Thi som I drak på mit hellige Bjerg, skal alle Folkene drikke uden Ophør; de skal drikke og rave og blive, som om de aldrig havde været til. 17 Men på Zions Bjerg skal der være Frelse, og det skal være en Helligdom, og Jakobs Hus skal tage sine Ejendomme i Eje. 18 Jakobs Hus skal blive en Ild og Josefs Hus en Lue, men Esaus Hus skal blive Strå, og de skal sætte Ild derpå og fortære det, og ingen af Esaus Hus skal undslippe, så sandt Herren har talet. 19 De skal tage Sydlandet i Ejesammen med Esaus Bjerge og Lavlandet sammen med Filisterne; deskal tage Efraims Mark i Eje sammen med Samarias Mark og Ammoniterne sammen med Gilead. 20 Og de landflygtige i Hala og Habor skal tage Kana'anæernes Land i Eje indtil Zarepta, og de landflygtige fra Jerusalem, som er i Sefarad, skal tage Sydlandets Byer i Eje. 21 Da drager Redningsmænd fra Zions Bjerg op for at holde Dom over Esaus Bjerge. Og så skal Riget være Herrens.

Gud, den Almægtige, viste Obadias, hvad der i fremtiden vil ske med Edoms land.

Vi har hørt fra Herren, at han har sendt en budbringer til folkeslagene for at sige: „Gør jer klar til krig imod Edoms land!”

Og til Edom siger Herren: „Jeg vil gøre dig til et lille og svagt land i de andre nationers øjne. Du vil blive foragtet af alle. Dit hovmodige hjerte har vildledt dig. ‚Hvem kan nå mig her?’ siger du selvbevidst, fordi du bor i klippefæstninger højt oppe i bjergene. Men om du så svævede så højt oppe som ørnen eller byggede din rede blandt stjernerne, ville du ikke være uden for min rækkevidde.

5-6 Når tyve og røvere kommer om natten for at stjæle, nøjes de med at tage det, de kan bruge. Og når man høster druer, levner man lidt til de fattige. Men jeres fjender vil udrydde jer fuldstændigt, Esaus efterkommere. De vil ribbe landet for alt af værdi.

Jeres allierede vil svigte jer og drive jer ud af landet. De folk, I troede, var jeres venner, vil lægge fælder for jer, uden at I opdager det. Til den tid vil jeg straffe Edom og udrydde alle de dygtige og kloge blandt Esaus efterkommere. Temans[a] krigere bliver slået ned. Alle som bor i Edoms bjerge bliver dræbt.

10 Det er straffen for jeres voldshandlinger mod jeres broderfolk, Israel. I skal udryddes for jeres skammelige handlinger. 11 I svigtede Israel og gjorde intet, da fjenderne erobrede landet. Da de delte Jerusalem imellem sig ved lodkastning og drog af sted med deres krigsbytte, skulle man tro I holdt med fjenden. 12 I nød jeres broderfolks nederlag, glædede jer over deres ulykke. 13 I var med til at udplyndre dem og blev rige på deres bekostning. 14 I stillede jer op ved passene og dræbte dem, der prøvede at flygte. I tog de overlevende til fange og udleverede dem til deres fjender.

15 Dommen over alle folkeslag er nær. I vil få løn som forskyldt. Hvad I har gjort mod andre, vil blive gjort mod jer. 16 I drak af voldens bæger på mit hellige bjerg, og det samme vil andre folkeslag gøre fremover. Derfor skal I også drikke af straffens bæger, ja tømme det til bunds, så I bliver helt udslettet.

17 Men en rest af mit folk skal overleve, og Zions bjerg skal være et helligt sted. Jakobs efterkommere vil genindtage det land, som blev taget fra dem. 18 Da vil Jakobs og Josefs efterkommere blive som en fortærende ild, mens Edom bliver som en stubmark. Alt bliver brændt. Ikke en eneste af Esaus efterkommere vil undslippe! Jeg, Herren, har talt.

19 Den del af mit folk, som bor i Negev, skal indtage Edoms bjergland. De, som bor på Judas vestlige bakkeskråninger, skal erobre filistrenes sletter, og resten af judæerne skal overtage Efraims og Samarias agerland. Benjamins folk skal erobre Gilead. 20 De soldater af Jakobs efterkommere, som blev taget til fange, vil vende hjem og overtage kyststrækningen helt op til Zarepta, og de indbyggere fra Jerusalem, som blev ført til Lilleasien,[b] skal vende hjem og overtage Negevs landsbyer. 21 De befriede[c] vil tage til Zions bjerg for at regere over Esaus bjerge. Og så skal Herren være konge.”

Footnotes

  1. 9 Teman er navnet på en af store klaner i Edom, der nedstammer fra en sønnesøn af Esau. Her er det et synonym for Edom.
  2. 20 Teksten har stednavnet Sefarad, og det vides ikke med sikkerhed, hvor det er.
  3. 21 Oversat ud fra LXX, som giver bedre mening end den hebraiske tekst, der siger „befrierne”.

Jonas Kald og Flugt Herrens Ord kom til Jonas, Amittajs Søn, således: "Stå op og gå til Nineve, den store Stad, udråb over den, at deres Ondskab er kommet op for mit Åsyn."

Men Jonas stod op for at fly fra Herrens Åsyn til Tarsis. Han drog ned til Jafo, og da han fandt et Skib, som skulde til Tarsis betalte han, hvad Rejsen kostede, og gik om Bord for at sejle med til Tarsis bort fra Herrens Åsyn. Men Herren Iod et stærkt Vejr fare hen over Havet, og en stærk Storm rejste sig på Havet, så Skibet var ved at gå under. Sømændene blev rædde og råbte hver til sin Gud, og de kastede alle Sager i Skibet over Bord for at lette det. Men Jonas var gået ned i det underste Skibsrum og lå i dyb Søvn dernede. Skibsføreren gik da ned til ham og sagde: "Hvor kan du sove? Stå op og råb til din Gud! Måske vil Gud komme os i Hu, så vi ikke omkommer."

Så sagde de til hverandre: "Kom, lad os kaste Lod for at få at vide, hvem der er Skyld i, at denne Ulykke er tilstødt os!" Og de kastede Lod, og Loddet ramte Jonas. Da sagde de til ham: "Sig os, hvem der er Skyld i, at denne Ulykke er tilstødt os! Hvad er du, og hvor kommer du fra? Hvilket Land er du fra, og hvilket Folk hører du til?" Han svarede: "Jeg er Hebræer, og jeg frygter Herren, Himmelens Gud, som har skabt Havet og det tørre Land." 10 Så grebes Mændene af stor Rædsel og sagde til ham: "Hvad har du gjort!" Thi de fik at vide, at han flyede fra Herrens Åsyn; det sagde han dem. 11 Og de spurgte ham: "Hvad skal vi gøre med dig, så vi får Havet til at lægge sig? Thi det rejser sig mere og mere." 12 Han svarede: "Tag og kast mig i Havet! Så får I det til at lægge sig; thi jeg ved, at jeg er Skyld i, at dette stærke Vejr er over eder." 13 Mændene søgte nu at ro tilbage til Land, men kunde ikke, da Ha- vet rejste sig mere og mere imod dem. 14 Så råbte de til Herren; "Ak, Herre! Lad os ikke omkomme for denne Mands Sjæls Skyld og lad ikke uskyldigt Blod komme over os; thi det erjo dig, Herre, derhar gjort, som du vilde." 15 Derpå tog de Jonas og kastede ham i Havet, og straks lagde det sig. 16 Og Mændene grebes af stor Rædsel for Herren, bragte ham et Slagtoffer og aflagde Løfter.

Jonas's Takkesang Men Herren bød en stor Fisk slugeJonas; og Jonas var i Fiskens Bug tre Dage og tre Nætter. Da bad Jonas i Fiskens Bug til Herren sin Gud

og sagde: Jeg råbte i Nøden til Herren, og han svarede mig; jeg skreg fra Dødsrigets Skød, og du hørte min Røst. Du kasted mig i Dybet midt i Havet, Strømmen omgav mig; alle dine Brændinger og Bølger skyllede over mig. Jeg tænkte: "Bort er jeg stødt fra dine Øjne, aldrig mer skal jeg skue dit hellige Tempel." Vandene trued min Sjæl, Dybet omgav mig, Tang var viklet om mit Hoved; til Bjergenes Rødder steg jeg ned, til Jordens Slåer, de evige Grundvolde; da drog du mit Liv op af Graven, Herre min Gud. Da min Sjæl vansmægtede i mig, kom jeg Herren i Hu, og min Bøn steg op til dig i dit hellige Tempel. De, der dyrker det tomme Gøgl, lader Gudsfrygt fare; 10 men jeg vil bringe dig Ofre med Lovsangs Toner og indfri de Løfter, jeg gav. Hos Herren er Frelse.

11 Så talede Herren til Fisken, og den spyede Jonas ud på det tørre Land.

Jonas i Nineve Men Herrens Ord kom for anden gang til Jonas således: "Stå op og gå til Nineve, den store Sfad, og udråb over den, hvad jeg tilsiger dig!" Så stod Jonas op og gik til Nineve efter Herrens Ord. Men Nineve var selv for Gud en stor By, tte Dagsrejser stor. Da nu Jonas var gået den første bagsrejse ind i Byen, råbte han: "Om fyrretyve Dage skal Nineve styrtes i Grus!"

Da troede Folkene i Nineve påGud, og de udråbte en Faste og klædte sig i Sæk, både store og små; og da Sagen kom Nineves Konge for Øre, stod han op fra sin Trone,tog Kappen af, klædte sig i Sæk og satte sig i Støvet, og han lod udråbe i Nineve:"Kongen og hans Stormænd gørvitterligt: Hverken Folk eller Fæ,Hornkvæg eller Småkvæg, må nyde noget, græsse eller drikke Vand; men Folk og Fæ skal klædes i Sæk og opløfte et vældigt Skrig til Gud og omvende sig, hver fra sin onde Vej og den Uret, som hænger ved deres Hænder. Måske vil Gud da angre og holde sin glødende Vrede tilbage, så vi ikke omkommer." 10 Da Gud så, hvad de gjorde, hvorledes de omvendte sig fra deres onde Vej, angrede han den Ulykke, han havde truet med at føre over dem, og gjorde ikke Alvor deraf.

Men det tog Jonas såre fortrydeligt op, og han blev vred. Så bad han til Herren og sagde: "Ak, Herre! Var det ikke det, jeg tænkte, da jeg endnu var hjemme i mit Land? Derfor vilde jeg også før fly til Tarsis; jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, langmodig og rig på Miskundhed, og at du angrer det onde. Så tag nu, Herre, mit Liv; thi jeg vil hellere dø end leve." Men Herren sagde: "Er det med Rette; du er vred?"

Så gik Jonas ud og slog sig ned østen for Byen; der byggede han sig en Løvhytte og satte sig i Skygge under den for at se, hvorledes det gik Byen. Da bød Gud Herren en Olieplante skyde op over Jonas og skygge over hans Hoved for at tage hans Mismod, og Jonas glædede sig højligen over den. Men ved Morgengry næste Dag bød Gud en Orm stikke Olieplanten, så den visnede; og da Solen stod op, rejste Gud en glødende Østenstorm, og Solen stak Jonas i Hovedet, så han vansmægtede og ønskede sig Døden, idet han tænkte: "Jeg vil hellere dø end leve."

Men Gud sagde til Jonas: "Er det med Rette, du er vred for Olieplantens Skyld?" Han svarede: "Ja, med Rette er jeg så vred, at jeg kunde tage min Død derover," 10 Da sagde Herren: "Du ynkes over Olieplanten, som du ingen Møje har haft med eller opelsket, som blev til på een Nat og gik ud på een Nat. 11 Og jeg skulde ikke ynkes over Nineve, den store Stad med mer end tolv Gange 10000 Mennesker, som ikke kan skelne højre fra venstre, og meget Kvæg."

Jonas nægter at adlyde Gud

En dag talte Herren til Jonas, Amittajs søn. Han sagde: „Tag af sted til den store by Nineve og råb til dens befolkning, at jeg vil straffe dem for deres ondskab.”

Men Jonas ønskede ikke at gøre, hvad Gud havde sagt til ham, så han flygtede i den modsatte retning. Han gik ned til havnebyen Jafo, hvor han fandt et skib, der skulle til Tarshish.[a] Han betalte for rejsen og gik om bord for at sejle til Tarshish og dermed unddrage sig den opgave, Gud havde givet ham.

Gud straffer Jonas for hans ulydighed

Men Herren sendte en voldsom orkan hen over havet, så skibet var ved at blive knust. Sømændene blev dødsens angst og råbte til hver deres gud om hjælp. De kastede også hele lasten over bord for at lette skibet.

Imens lå Jonas nede i lastrummet og sov. Kaptajnen gik ned og vækkede ham. „Hvorfor ligger du her og sover?” råbte han. „Stå op og råb til din gud om hjælp! Måske vil han vise os barmhjertighed og redde os fra at drukne.”

Da de var kommet op på dækket, sagde søfolkene til hinanden: „Lad os kaste lod for at finde ud af, hvem der er skyld i denne frygtelige orkan.” Det gjorde de så, og loddet traf Jonas.

Så begyndte de anklagende spørgsmål at hagle ned over ham: „Er det virkelig dig, der er skyld i det her?” „Hvem er du egentlig?” „Hvad bestiller du her?” „Hvor kommer du fra?” „Hvilket folk tilhører du?” Jonas svarede: „Jeg er hebræer. Jeg tilbeder Herren, den Gud, som bor i Himlen, og som har skabt både havet og landjorden.” 10 Så fortalte han dem, at han var på flugt fra sin gud. Mændene blev dybt rystede, da de hørte det. „Hvordan kunne du gøre det?” råbte de. 11 Imens blev orkanen om muligt endnu værre. „Hvad skal vi gøre ved dig, for at din gud kan standse stormen?” 12 „Kast mig i havet,” svarede Jonas. „Så lægger bølgerne sig. Jeg indrømmer, at det er min skyld, at denne orkan har ramt jer.”

13 Besætningen prøvede dog først at ro i retning af land, men det var håbløst. Orkanen var alt for voldsom. 14 Så råbte de til Jonas’ gud, Herren: „Åh, Herre, lad os ikke omkomme på grund af denne mand! Gør os ikke ansvarlige for hans død, når vi kaster ham i havet. Du har jo selv sendt denne orkan!” 15 Så tog de Jonas og kastede ham ud i havet. Øjeblikkeligt lagde vinden sig. 16 Mændene var målløse over Herrens store magt, og de bragte ham ofre og aflagde løfter om, at fra nu af skulle han være deres gud.

Jonas beder til Gud og oplever Guds nåde

I mellemtiden havde Herren ordnet det sådan, at en stor fisk slugte Jonas. Jonas var inde i fisken i tre dage,[b] og fra fiskens indre bad han til Gud:

„I min nød vendte jeg mig til dig, Herre,
    og du greb ind!
Jeg råbte om hjælp fra dødens forgård,
    og du bønhørte mig!”

Han fortsatte:

„Du kastede mig i havet,
    og jeg sank ned i dybet.
Jeg blev slugt af det store ocean,
    og bølgerne rasede oven over mig.
Jeg troede, du havde forkastet mig,
    og at jeg aldrig mere skulle se dit hellige tempel.
6-7 Vandmasserne lukkede sig omkring mig,
    havets dyb omsluttede mig.
Vandplanterne viklede sig om hovedet på mig,
    og jeg sank ned mod bjergenes rødder.
Jeg var på vej gennem dødsrigets port,
    som ville blive smækket i efter mig for evigt.
Men Herre, du hørte min bøn
    og rev mig ud af dødens gab.
Da alt håb var ude, vendte jeg mig til dig, Herre,
    og fra dit hellige tempel hørte du min bøn.
De, som holder sig til falske guder,
    oplever ikke din trofasthed og nåde.
10 Men det har jeg nu oplevet,
    og jeg vil takke dig med lovsang og ofre.
Jeg vil indfri mine løfter til dig,[c]
    for det er dig, Herre, der har magt til at redde.”

11 Derefter sørgede Herren for, at fisken spyttede Jonas ud på strandbredden.

Jonas adlyder Gud denne gang

Igen talte Herren til Jonas og sagde: „Tag af sted til den store by Nineve og udråb over den det budskab, jeg giver dig.”

Denne gang adlød Jonas og tog til Nineve, som Herren havde befalet. Nineve var en umådelig stor by, og det ville tage tre dage at gå igennem[d] den.

Jonas gik nu igennem byen og råbte en hel dag: „Om 40 dage[e] vil Nineve blive lagt i ruiner!”

Nineves indbyggere angrer deres synd og oplever Guds nåde

Nineves indbyggere tog budskabet alvorligt, og der blev udråbt en faste. Byens ledere og hele befolkningen klædte sig i sæk og aske for at vise, at de angrede deres synder.

6-9 Så snart Nineves konge havde hørt Jonas’ budskab, havde han nemlig holdt rådslagning med sine ministre. De blev enige om, at følgende befaling skulle bekendtgøres over hele byen: „Kongen og hans ministre bekendtgør hermed, at ingen, hverken dyr eller mennesker, må spise eller drikke noget! Alle skal klæde sig i sæk og aske og råbe til Gud om nåde! Alle skal omvende sig fra deres ondskab og gøre ende på uretfærdighed og vold! Måske vil Gud vise barmhjertighed og ikke ramme os med sin frygtelige straf, men lade os leve.” Derefter tog kongen sin kappe af, klædte sig i sæk og aske og satte sig på jorden.

10 Da Gud så, at indbyggerne omvendte sig fra deres ondskab, forbarmede han sig og ødelagde ikke byen, som han havde sagt, han ville gøre.

Gud giver Jonas en lektion i nåde

Men Jonas blev rasende. „Tænkte jeg det ikke nok!” klagede han til Herren. „Jeg vidste det allerede, inden jeg tog hjemmefra! Det var derfor, jeg hellere ville flygte til Tarshish! Jeg ved jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud. Der skal meget til, før du bliver vred, og du er så fuld af kærlighed, at du tilgiver folk, bare de beder om det! Lad mig dø, Herre. Jeg vil hellere dø end leve, når det skal være på den måde!” Men Herren svarede: „Jonas, har du grund til at være så vred?”

Jonas var gået ud øst for byen og havde lavet sig en lille hytte af grene. Så havde han sat sig i skyggen for at se på, når byen blev ødelagt.

Herren lod nu en plante skyde op og give skygge over hans hoved. Jonas var da også vældig glad for planten.

Men Gud lod derefter en orm bide hul i plantens stængel, så den allerede næste morgen var visnet. Da solen stod op, sendte Gud en brændende østenvind. Solens stråler stak Jonas, så han blev dårlig og kun ønskede at dø.

„Jonas, har du grund til at være vred over det med planten?” spurgte Gud.

„Jeg er så vred, at jeg foretrækker at dø!” svarede Jonas.

10 „Du har medlidenhed med en plante, som du ikke engang selv har plantet,” sagde Herren. „Den voksede op den ene nat og forsvandt den næste. 11 Hvor meget mere skulle jeg da ikke have medlidenhed med Nineve, hvor der bor mere end 120.000 uskyldige børn, som endnu ikke kender forskel på højre og venstre.[f] Og hvad med alle de uskyldige husdyr?”

Footnotes

  1. 1,3 Mange mener, at Tarshish lå i Spanien, men det vides ikke med sikkerhed. Jafo eller Joppe svarer til det nuværende Jaffa.
  2. 2,1 Ordret: „tre dage og tre nætter”, men der var i virkeligheden kun to nætter mellem de tre dage, som tælles inklusivt, så det bliver ca. to døgn.
  3. 2,10 Jonas har sikkert lovet at adlyde Herren fra nu af, hvis blot han blev reddet fra at drukne.
  4. 3,3 Eller: „gå rundt om den.”
  5. 3,4 Den græske oversættelse siger 3 dage, og det er muligvis en gengivelse af den oprindelige tekst. Tallet 3 står for Guds overnaturlige indgreb, mens tallet 40 angiver en periode, hvor man bliver sat på prøve.
  6. 4,11 Meningen er omstridt. Mere ordret: „…den store by Nineve, hvor der er mere end 12 myriader af mennesker, som ikke kender forskel på højre og venstre.” Det kan betyde, at de ikke kender forskel på godt og ondt, og nogle mener, at det store antal mennesker må være den samlede befolkning. En myriade er 10.000.