Lukas 14-16
Dette er Biblen på dansk
14 Og det skete, da han kom ind i en af de øverste Farisæeres Hus på en Sabbat for at holde Måltid, at de toge Vare på ham. 2 Og se, der stod en vattersottig Mand foran ham. 3 Og Jesus tog til Orde og sagde til de lovkyndige og Farisæerne: "Er det tilladt at helbrede på Sabbaten eller ej?" 4 Men de tav. Og han tog på ham og helbredte ham og lod ham fare. 5 Og han tog til Orde og sagde til dem: "Hvem er der iblandt eder, som ikke straks, når hans Søn eller Okse falder i en Brønd, drager dem op på Sabbatsdagen?" 6 Og de kunde ikke give Svar derpå.
7 Men han sagde en Lignelse til de budne, da han gav Agt på, hvorledes de udvalgte sig de øverste Pladser ved Bordet, og sagde til dem: 8 "Når du bliver buden af nogen til Bryllup, da sæt dig ikke øverst til Bords, for at ikke en fornemmere end du måtte være buden af ham, 9 og han, som indbød dig og ham, måtte komme og sige til dig: Giv denne Plads, og du da med Skam komme til at sidde nederst. 10 Men når du bliver buden, da gå hen og sæt dig nederst, for at, når han kommer, som har indbudt dig, han da må sige til dig: Ven! sæt dig højere op; da skal du have Ære for alle dem, som sidde til Bords med dig. 11 Thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; og den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes." 12 Men han sagde også til ham, som havde indbudt ham: "Når du gør Middags- eller Aftensmåltid, da byd ikke dine Venner, ej heller dine Brødre, ej heller dine Frænder, ej heller rige Naboer, for at ikke også de skulle indbyde dig igen, og du få Vederlag. 13 Men når du gør et Gæstebud, da indbyd fattige, vanføre, lamme, blinde! 14 Så skal du være salig; thi de have intet at gengælde dig med; men det skal gengældes dig i de retfærdiges Opstandelse."
15 Men da en af dem, som sade med til Bords, hørte dette, sagde han til ham: "Salig er den, som holder Måltid i Guds Rige." 16 Men han sagde til ham: "der var en Mand, som gjorde en stor Nadver og indbød mange. 17 Og han udsendte sin Tjener på Nadverens Time for at sige til de budne: Kommer! thi nu er det beredt. 18 Og de begyndte alle som een at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en Mark og har nødig at gå ud og se den; jeg beder dig, hav mig undskyldt! 19 Og en anden sagde: Jeg har købt fem Par Okser og går hen at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt! 20 Og en anden sagde: Jeg har taget mig en Hustru til Ægte, og derfor kan jeg ikke komme. 21 Og Tjeneren kom og meldte sin Herre dette; da blev Husbonden vred og sagde til sin Tjener: Gå hurtig ud på Byens Stræder og Gader, og før de fattige og vanføre og lamme og blinde herind! 22 Og Tjeneren sagde: Herre! det er sket, som du befalede, og der er endnu Rum. 23 Og Herre sagde til Tjeneren: Gå ud på Vejene og ved Gærderne og nød dem til at gå ind, for at mit Hus kan blive fuldt. 24 Thi jeg siger eder, at ingen af hine Mænd, som vare budne, skal smage min Nadver."
25 Men store Skarer gik med ham, og han vendte sig og sagde til dem: 26 "Dersom nogen kommer til mig og ikke hader sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre, ja endog sit eget Liv, kan han ikke være min Discipel. 27 Den, som ikke bærer sit Kors og følger efter mig, kan ikke være min Discipel. 28 Thi hvem iblandt eder, som vil bygge et Tårn, sætter sig ikke først hen og beregner Omkostningen, om han har nok til at fuldføre det, 29 for at ikke, når han får lagt Grunden og ej kan fuldende det, alle, som se det, skulle begynde at spotte ham og sige: 30 Dette Menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det. 31 Eller hvilken Konge, som drager ud for at gå i Kamp imod en anden Konge, sætter sig ikke først hen og rådslår, om han er mægtig til med ti Tusinde at møde den, som kommer imod ham med tyve Tusinde? 32 Men hvis ikke, sender han, medens den anden endnu er langt borte, Sendebud hen og underhandler om Fred. 33 Således kan da ingen af eder, som ikke forsager alt det, han ejer, være min Discipel. 34 Saltet er altså godt; men dersom også Saltet mister sin Kraft, hvorved skal det da få den igen? 35 Det er ikke tjenligt hverken til Jord eller til Gødning; man kaster det ud. Den, som har Øren at høre med, han høre!"
15 Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre ham. 2 Og både Farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: "Denne tager imod Syndere og spiser med dem." 3 Men han talte denne Lignelse til dem og sagde: 4 "Hvilket Menneske af eder, som har hundrede Får og har mistet eet af dem, forlader ikke de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? 5 Og når han har fundet det, lægger han det på sine Skuldre med Glæde. 6 Og når han kommer hjem, sammenkalder han sine Venner og Naboer og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet mit Får, som jeg havde mistet. 7 Jeg siger eder: Således skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve retfærdige, som ikke trænge til Omvendelse.
8 Eller hvilken Kvinde, som har ti Drakmer og taber een Drakme, tænder ikke Lys og fejer Huset og søger med Flid, indtil hun finder den? 9 Og når hun har fundet den, sammenkalder hun sine Veninder og Naboersker og siger: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet den Drakme, som jeg havde tabt. 10 Således, siger jeg eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over een Synder, som omvender sig."
11 Men han sagde: "En Mand havde to Sønner. 12 Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Del af Formuen, som tilfalder mig. Og han skiftede Godset imellem dem. 13 Og ikke mange Dage derefter samlede den yngste Søn alt sit og drog udenlands til et fjernt Land og ødte der sin Formue i et ryggesløst Levned. 14 Men da han havde sat alt til, blev der en svær Hungersnød i det samme Land; og han begyndte at lide Mangel. 15 Og han gik hen og holdt sig til en af Borgerne der i Landet, og denne sendte ham ud på sine Marker for at vogte Svin. 16 Og han attråede at fylde sin Bug med de Bønner, som Svinene åde; og ingen gav ham noget. 17 Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange Daglejere hos min Fader have ikke Brød i Overflødighed? men jeg omkommer her af Hunger. 18 Jeg vil stå op og gå til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, 19 jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn, gør mig som en af dine Daglejere! 20 Og han stod op og kom til sin Fader. Men da han endnu var langt borte, så hans Fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og faldt ham om Halsen og kyssede ham. 21 Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn. 22 Men Faderen sagde til sine Tjenere: Henter det bedste Klædebon frem, og ifører ham det, og giver ham en Ring på hans Hånd og Sko på Fødderne; 23 og henter Fedekalven og slagter den, og lader os spise og være lystige! 24 Thi denne min Søn var død og er bleven levende igen, han var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige! 25 Men hans ældste Søn var på Marken, og da han kom og nærmede sig Huset, hørte han Musik og Dans. 26 Og han kaldte en af Karlene til sig og spurgte, hvad dette var? 27 Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader har slagtet Fedekalven, fordi han har fået ham sund igen. 28 Men han blev vred og vilde ikke gå ind. Men hans Fader gik ud og bad ham. 29 Men han svarede og sagde til Faderen: Se, så mange År har jeg tjent dig, og aldrig har jeg overtrådt noget af dine Bud, og du har aldrig givet mig et Kid, for at jeg kunde være lystig med mine Venner. 30 Men da denne din Søn kom, som har fortæret dit Gods med Skøger, slagtede du Fedekalven til ham. 31 Men han sagde til ham: Barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit. 32 Men man burde være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende og var fortabt og er funden."
16 Men han sagde også til Disciplene: "Der var en rig Mand, som havde en Husholder, og denne blev angiven for ham som en, der ødte hans Ejendom. 2 Og han lod ham kalde og sagde til ham: Hvad er dette, jeg hører om dig? Aflæg Regnskabet for din Husholdning; thi du kan ikke længer være Husholder. 3 Men Husholderen sagde ved sig selv: Hvad skal jeg gøre, efterdi min Herre tager Husholdningen fra mig? Jeg formår ikke at Grave, jeg skammer mig ved at tigge. 4 Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for af de skulle modtage mig i deres Huse, når jeg bliver sat fra Husholdningen. 5 Og han kaldte hver enkelt af sin Herres Skyldnere til sig og sagde til den første: Hvor meget er du min Herre skyldig? 6 Men han sagde: Hundrede Fade Olie. Og han sagde til ham: Tag dit Skyldbrev, og sæt dig hurtig ned og skriv halvtredsindstyve! 7 Derefter sagde han til en anden: Men du, hvor meget er du skyldig? Men han sagde: Hundrede Mål Hvede. Han siger til ham: Tag dit Skyldbrev og skriv firsindstyve! 8 Og Herren roste den uretfærdige Husholder, fordi han havde handlet klogelig; thi denne Verdens Børn ere klogere end Lysets Børn imod deres egen Slægt. 9 Og jeg siger eder: Gører eder Venner ved Uretfærdighedens Mammon, for at de, når det er forbi med den, må modtage eder i de evige Boliger. 10 Den, som er tro i det mindste, er også tro i meget, og den, som er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget. 11 Dersom I da ikke have været tro i den uretfærdige Mammon, hvem vil da betro eder den sande? 12 Og dersom I ikke have været tro i det, som andre eje, hvem vil da give eder noget selv at eje? 13 Ingen Tjener kan tjene to Herrer; thi han vil enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den anden; I kunne ikke tjene Gud og Mammon."
14 Men alt dette hørte Farisæerne, som vare pengegerrige, og de spottede ham. 15 Og han sagde til dem: "I ere de, som gøre eder selv retfærdige for Menneskene; men Gud kender eders Hjerter; thi det, som er højt iblandt Mennesker, er en Vederstyggelighed for Gud. 16 Loven og Profeterne vare indtil Johannes; fra den Tid forkyndes Evangeliet om Guds Rige, og enhver trænger derind med Vold. 17 Men det er lettere, at Himmelen og Jorden forgå, end at en Tøddel af Loven bortfalder. 18 Hver, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, bedriver Hor; og hver, som tager til Ægte en Kvinde, der er skilt fra sin Mand, bedriver Hor.
19 Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kostbart Linned og levede hver Dag i Fryd og Herlighed. 20 Men en fattig ved Navn Lazarus var lagt ved hans Port, fuld af Sår. 21 Og han attråede at mættes af det, som faldt fra den Riges Bord; men også Hundene kom og slikkede hans Sår. 22 Men det skete, at den fattige døde, og at han blev henbåren af Englene i Abrahams Skød; men den rige døde også og blev begravet. 23 Og da han slog sine Øjne op i Dødsriget, hvor han var i Pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans Skød. 24 Og han råbte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin Finger i Vand og læske min Tunge; thi jeg pines svarlig i denne Lue. 25 Men Abraham sagde: Barn! kom i Hu, at du har fået dit gode i din Livstid, og Lazarus ligeså det onde; men nu trøstes han her, og du pines. 26 Og foruden alt dette er der fæstet et stort Svælg imellem os og eder, for at de, som ville fare herfra over til eder, ikke skulle kunne det, og de ikke heller skulle fare derfra over til os. 27 Men han sagde: Så beder jeg dig, Fader! at du vil sende ham til min Faders Hus 28 thi jeg har fem Brødre for at han kan vidne for dem, for at ikke også de skulle komme i dette Pinested. 29 Men Abraham siger til ham: De have Moses og Profeterne, lad dem høre dem! 30 Men han sagde: Nej, Fader Abraham! men dersom nogen fra de døde kommer til dem, ville de omvende sig. 31 Men han sagde til ham: Høre de ikke Moses og Profeterne, da lade de sig heller ikke overbevise, om nogen opstår fra de døde."
Lukas 14-16
Bibelen på hverdagsdansk
Konfrontationen fortsætter
14 På en sabbat var Jesus indbudt til at spise hos en af de ledende farisæere, og alle hans modstandere holdt skarpt øje med ham. 2 En mand, som led af vand i kroppen, kom hen til Jesus for at blive helbredt. 3 Jesus vendte sig derfor til farisæerne og de skriftlærde og spurgte: „Har man lov til at helbrede på sabbatten eller ej?” 4 Ingen turde svare. Så lagde Jesus hånden på den syge mand, helbredte ham og lod ham gå.
5 Derefter sagde han: „Hvis et af jeres børn[a] eller en ko faldt i en brønd på en sabbat, ville I så ikke med det samme trække det op?” 6 Stadig intet svar.
Om ydmyghed og gæstfrihed
7 Jesus lagde mærke til, hvordan gæsterne udvalgte sig de bedste pladser ved bordet. 8 „Hvis du er indbudt til en fest, skal du ikke prøve at få den bedste plads,” sagde han. „For hvis der er indbudt nogen, som er fornemmere end dig, 9 vil værten sige: ‚Vær venlig at give plads for den gæst her.’ Så må du rejse dig og tage den plads, der er ledig ved den nederste ende af bordet, og det ville være flovt.
10 Nej, når du bliver indbudt, må du hellere sætte dig nederst ved bordet. Så kommer værten måske og siger: ‚Kom her, kære ven, og sæt dig op på en mere fornem plads.’ De øvrige gæster vil da se, hvordan du bliver æret. 11 For de, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men de, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”
12 Derpå sagde Jesus til værten: „Når du inviterer gæster til spisning, skal du ikke kun indbyde dine venner, søskende, slægtninge eller rige naboer, for de inviterer dig jo bare til gengæld, og så har du fået din belønning. 13 Indbyd hellere de fattige, lamme, blinde og andre handicappede. 14 De kan ikke gøre gengæld, men Gud vil velsigne dig for det, og du vil få din løn, den dag de, som hører Gud til, genopstår fra de døde.”
Historien om den store bryllupsfest(A)
15 En af gæsterne, som havde hørt, hvad Jesus havde sagt, udbrød nu: „Det må være en stor velsignelse at blive inviteret med til festen i Guds rige.” 16 Jesus svarede med en historie: „Der var engang en mand, der ville holde en stor fest og sendte indbydelser ud til mange mennesker. 17 Da tidspunktet for festen var kommet, sendte han sin tjener af sted for at sige til de indbudte: ‚Nu må I komme, for alt er parat!’ 18 Men de begyndte alle som én at komme med undskyldninger. ‚Jeg har lige købt en mark, og jeg må ud at se på den,’ sagde den første. 19 ‚Jeg kan desværre ikke komme,’ sagde den anden, ‚for jeg har lige købt fem par okser, og jeg skal hen og prøve dem.’ 20 ‚Jeg er lige blevet gift,’ sagde den tredje. ‚Derfor kan jeg desværre ikke komme.’
21 Da tjeneren vendte tilbage og meddelte, hvad de indbudte havde sagt, blev hans herre meget vred og sagde til ham: ‚Gå straks ud på byens gader og stræder og indbyd de fattige, de blinde, de lamme og andre handicappede, og bring dem herhen.’ 22 Kort efter kom tjeneren tilbage og meddelte: ‚Jeg har gjort, som du sagde, men der er stadig plads til flere.’ 23 Hans herre sagde da: ‚Så gå ud på landevejene og ved hegnene og overtal alle dem, du kan finde, til at komme, så mit hus kan blive fuldt.’
24 Det siger jeg jer: Ingen af de først indbudte kommer med til mit festmåltid.”
Om at være discipel af Jesus(B)
25 Store menneskemængder fulgte Jesus, og han vendte sig til dem og sagde: 26 „Enhver, som vil være min discipel, skal sætte mig højere end sin far og mor, sin ægtefælle og sine børn, sine brødre og søstre—ja, højere end sit eget liv. 27 De, der ikke er villige til at give afkald på deres eget liv[b] og følge mig fuldt ud, kan ikke være mine disciple.
28 Har I beregnet omkostningerne? Hvis nogen tænker på at starte et byggeri, sætter de sig så ikke først hen og regner ud, om de har penge nok til at gøre det færdigt? 29 For hvis de lægger grunden uden at kunne bygge færdig, så vil alle, som ser det, gøre nar af dem og sige: 30 ‚Se! De begyndte at bygge, men kunne ikke gøre det færdigt.’
31 Eller hvilken konge tør kaste sig ud i en krig uden først at have drøftet med sine rådgivere, om han med sine 10.000 mand er stærk nok til at slå de fjendtlige styrker på 20.000 mand? 32 Og hvis han indser, at det ikke kan lade sig gøre, sender han folk ud for at forhandle om fredsbetingelser, mens fjenden endnu er langt borte.
33 På samme måde,” sluttede Jesus, „kan I ikke være mine disciple, hvis I ikke er villige til at betale, hvad det koster, om det så er alt, hvad I ejer og har. 34 Salt er godt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad kan man da salte det med?[c] 35 Det kan ikke bruges som gødning, og det ville ødelægge jorden. Man smider det væk, fordi det er værdiløst. Lad dem høre, som har øre!”
Gud ønsker ikke, at nogen går fortabt(C)
15 En dag var der særlig mange skatteopkrævere og andre af samfundets udstødte, som kom for at høre Jesus. 2 Farisæerne og de skriftlærde kritiserede Jesus for at have med den slags mennesker at gøre. „Han spiser oven i købet sammen med dem!” sagde de. 3 Da sagde Jesus:
4 „Hvis en mand har 100 får, og et af dem bliver væk, lader han så ikke de 99 blive på græsgangene, mens han går ud og leder efter det, der er blevet væk, indtil han finder det? 5 Når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre med glæde, 6 og så snart han kommer hjem, råber han til sine venner og naboer: ‚Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet det får, som var fortabt!’
7 Det siger jeg jer: Sådan bliver der også større glæde i Himlen over ét menneske, der vender sig bort fra sin synd og kommer hjem til Gud, end over 99, som ikke føler et behov for at vende om.
Den tabte sølvmønt
8 Eller hvis en kvinde har ti kostbare sølvmønter, og hun en dag mister den ene, mon så ikke hun tænder lys og fejer og gennemsøger hele huset, indtil hun finder den? 9 Og når hun har fundet den, råber hun til sine veninder og nabokoner: ‚Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den sølvmønt, som jeg havde tabt!’ 10 Sådan er det også i Himlen, hvor Guds engle jubler, hver gang en synder vender om til Gud.”
Sønnen, der erkendte sin fortabthed
11 Jesus fortsatte med følgende historie: „Der var en mand, som havde to sønner. 12 En dag sagde den yngste søn til sin far: ‚Giv mig min del af arven nu!’ Faderen delte så, hvad han ejede, mellem de to sønner.
13 Nogle dage senere samlede den yngste søn alle sine penge og rejste udenlands. Der soldede han hele sin formue op i et udsvævende liv, 14 og da han ikke havde flere penge, begyndte vanskelighederne at melde sig. Der blev hungersnød i landet, og han sultede. 15 Til sidst søgte han job hos en landmand, der sendte ham ud for at vogte grise på marken. 16 Han drømte om at spise sig mæt i det, grisene åd, men ingen gav ham noget. 17 Nu var han villig til at sluge sin stolthed og sagde til sig selv: ‚Hjemme hos min far får en daglejer mere, end han kan spise, og her går jeg og er ved at dø af sult. 18 Nu prøver jeg at tage hjem til min far og sige: Far, desværre har jeg svigtet både dig og Gud. 19 Jeg fortjener ikke længere, at du kalder mig din søn. Men kan jeg få et job hos dig?’
20 Så begav han sig på vej og nærmede sig hjemmet. På lang afstand fik hans far øje på ham, og fuld af medynk løb han ham i møde, omfavnede ham og kyssede ham på kinden til velkomst. 21 ‚Åh, far,’ sagde sønnen, ‚jeg har svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.’
22 Men hans far råbte til tjenerne: ‚Skynd jer! Find det bedste tøj, vi har i huset, og giv ham det på. Giv ham ring på fingeren og sko på fødderne— 23 og slagt fedekalven, for nu skal der festes! 24 Min søn var fortabt, men nu er han fundet! Han var død, men nu har han fået livet tilbage!’ Og så blev der festet!
25 Imens var den ældste søn ude at arbejde i marken. Da han kom hjem, hørte han musik og dans inde fra huset. 26 Han kaldte på en af tjenerne for at spørge, hvad der foregik. 27 ‚Din bror er kommet hjem!’ fik han at vide. ‚Din far har slagtet fedekalven, og nu er der fest, fordi din bror er kommet hjem i god behold.’
28 Den ældste bror blev godt sur og ville ikke gå ind i huset. Så gik hans far ud og bad ham komme med ind. 29 ‚Nej,’ sagde han, ‚nu har jeg i årevis slidt og slæbt for dig. Aldrig har jeg overtrådt nogle af dine påbud, men du har aldrig givet mig så meget som et gedekid, så jeg kunne holde fest sammen med mine venner. 30 Men din søn dér har ødslet dine penge bort sammen med prostituerede kvinder, og så snart han viser sig, slagter du gårdens bedste kalv for ham!’
31 ‚Hør, min søn,’ sagde hans far, ‚du er altid hos mig, og alt mit er dit. 32 Men i dag må vi feste og være glade, for din bror var død, men har fået nyt liv. Han var fortabt, men er blevet fundet.’ ”
Om måden at bruge penge på
16 Jesus fortalte nu følgende historie til disciplene: „En rig godsejer havde ansat en forvalter til at bestyre sit gods. Nogen tid efter blev han underrettet om, at forvalteren var uærlig og brugte løs af hans penge. 2 Derfor kaldte han ham ind til sig. ‚Hvad er det, jeg hører om dig?’ sagde han. ‚Nu skal du afslutte alle dine regnskaber, og så bliver du fyret!’
3 ‚Hvad skal jeg dog gøre?’ tænkte forvalteren. ‚Nu mister jeg mit job. Jeg kan ikke klare hårdt fysisk arbejde, og jeg vil ikke være bekendt at gå rundt og tigge. 4 Vent lidt! Nu har jeg det! Jeg må sørge for at have nogle venner, som kan hjælpe mig, når jeg ikke har flere penge.’
5 Derfor tilkaldte han en efter en alle de folk, der stod i gæld til godsejeren. ‚Hvor meget skylder du?’ spurgte han den første.
6 ‚100 tønder olivenolie.’
‚Godt, her er gældsbeviset. Sæt dig straks ned og ret det til 50.’
7 ‚Og du,’ spurgte han den næste, ‚hvor meget skylder du?’
‚100 tønder hvede.’
‚Okay, skriv 80 i stedet for.’
8 Da godsejeren hørte, hvad hans uærlige forvalter havde fundet på, roste han ham for hans klarhjernede initiativ.”
Jesus fortsatte: „Denne verdens børn behandler folk af deres egen slags med større skarpsindighed, end lysets børn gør. 9 Og jeg siger til jer: Pas på, hvordan I bruger denne verdens materielle værdier. Brug dem til at skaffe jer venner og vinde dem for Guds rige. Når penge ikke længere har gyldighed, så vil disse venner tage imod jer i de evige boliger.”
10 Jesus sluttede med følgende ord: „De, der er ærlige og trofaste i det mindre væsentlige, vil også være det i det mere væsentlige. Men de, der ikke er til at stole på i det, som har ringe værdi, kan man heller ikke regne med i det, som har stor værdi. 11 Hvis man ikke kan stole på jer med hensyn til denne verdens flygtige værdier, kan man heller ikke betro jer de sande værdier. 12 Og hvis I ikke kan tage vare på andres ejendom, hvem vil så give jer noget, I kan kalde jeres eget?”
Kontrasten mellem de himmelske og jordiske værdier(D)
13 Jesus fortsatte: „Ingen kan tjene to herrer. Enten vil man hade den ene og elske den anden, eller man vil satse på den ene og ignorere den anden. I kan ikke tjene både Gud og materialismen.[d]”
14 Da farisæerne hørte det, hånede de Jesus, for de satte stor pris på deres penge. 15 Jesus sagde da til dem: „I farisæere vil gerne give det udseende af at være så fromme, men Gud kender jeres hjerter. Det, som mennesker sætter højt, er uden værdi i Guds øjne.
16 Toraen[e] og de profetiske bøger havde deres tid, indtil Johannes Døberen kom. Men med Johannes begyndte budskabet om Guds rige at blive forkyndt, og alle kæmper imod det![f] 17 Men det er lettere for himlen og jorden at forgå, end det er for selv den mindste del af Toraen at falde til jorden uden at blive opfyldt.
18 Enhver mand, der skiller sig fra sin kone, bryder ægteskabet, hvis han gifter sig med en anden, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, bryder også ægteskabet.”
Vend om, mens der endnu er tid
19 Jesus fortsatte: „Der var en rig mand, som levede i stor luksus, klædte sig i kostbart tøj og holdt fest hver dag. 20 Uden for hans dør havde man lagt en stakkels tigger, der havde sår over hele kroppen. Han hed Lazarus. 21 Han længtes efter at kunne spise sig mæt i det, der blev tilovers fra den rige mands fester, men han fik ingenting. Derimod kom de sultne hunde[g] og slikkede hans sår.
22 Den stakkels mand døde, og englene bar ham hen til Abraham, hvor han fik lov at ligge til bords ved hans side. Den rige mand døde også og blev begravet. 23 Da han slog øjnene op, var han i dødsriget, hvor han led store kvaler. Langt borte så han Lazarus ligge til bords ved Abrahams side.
24 ‚Fader Abraham!’ råbte han. ‚Hav medlidenhed med mig! Send Lazarus hen for at dyppe spidsen af sin finger i vand og væde min tunge, for jeg har det forfærdeligt i flammerne her.’
25 Men Abraham svarede: ‚Husk nu, min ven, at du levede på livets solside, mens Lazarus havde det ondt. Nu er det ham, der trøstes, og dig, der lider. 26 Desuden er der en dyb kløft imellem os. Selv hvis nogen ville herfra over til jer, så var det ikke muligt, og man kan heller ikke komme fra jer over til os.’
27 Da råbte den rige mand: ‚Så beder jeg dig, fader Abraham, send Lazarus til min fars hus 28 for at advare mine fem brødre, så de ikke skal ende i den her frygtelige pine.’
29 Men Abraham sagde: ‚Dine brødre kan jo bare høre efter, når der læses op fra Toraen og de profetiske bøger.’
30 ‚Nej, fader Abraham, det er ikke nok! Men hvis der kom en fra de døde, så ville de ændre indstilling!’
31 ‚Hvis de ikke vil lytte til Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om nogen genopstod fra de døde.’ ”
Footnotes
- 14,5 En del af de græske håndskrifter siger „æsel”, og et enkelt siger „får”, men de fleste siger „søn”.
- 14,27 Ordret står der: „Den, der ikke bærer sit eget kors.” Den dødsdømte måtte selv bære overliggeren til korset det sidste stykke vej, før han blev hængt op på det. Denne talemåde henviser derfor til at være villig til at dø
- 14,34 Se noten til Matt. 5,13.
- 16,13 På græsk: Mammon, hvilket står for rigdom og materielle goder.
- 16,16 De fem Mosebøger, som indeholder den jødiske religiøse lov.
- 16,16 Eller: „Alle optræder voldeligt over for det.” Teksten kan fortolkes på flere måder, men bør ses i sammenhæng med Matt. 11,12.
- 16,21 Hunde fik lov at passe sig selv. Derfor strejfede de rundt som mere eller mindre vilde hunde, der altid søgte efter noget at spise.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.