34 Og Elihu tog til Orde og sagde: "Hør mine Ord, I vise, I forstandige Mænd, lån mig Øre! ³ Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager på Mad; ⁴ lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad der er godt!

⁵ Job sagde jo: "Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side; ⁶ min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jeg såret til Døden!"

⁷ Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand, ⁸ søger Selskab med Udådsmænd og Omgang med gudløse Folk! ⁹ Thi han sagde: "Det båder ikke en Mand, at han har Venskab med Gud!"

¹⁰ Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt; ¹¹ nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler med Manden efter hans Færd; ¹² Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten! ¹³ Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon hele Verden? ¹⁴ Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen, ¹⁵ da udånded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!

¹⁶ Har du Forstand, så hør derpå, lån Øre til mine Ord! ¹⁷ Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige? ¹⁸ Han, som kan sige til Kongen: "Din Usling!" og "Nidding, som du er!" til Stormænd, ¹⁹ som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk. ²⁰ Brat må de dø, endda midt om Natten; de store slår han til, og borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehånd. ²¹ Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han skuer alle dets Skridt; ²² der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd kan gemme sig i. ²³ Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud; ²⁴ han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet. ²⁵ Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem; ²⁶ for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han dem, ²⁷ fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje det mindste, ²⁸ så de voldte, at ringe råbte til ham, og han måtte høre de armes Skrig.

²⁹ Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Åsyn, hvo vil laste ham? Over Folk og Mennesker våger han dog, ³⁰ for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer. ³¹ Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer, ³² jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!" ³³ skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du ved!

³⁴ Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig: 35 "Job taler ikke med Indsigt, hans Ord er uoverlagte! ³⁶ Gid Job uden Ophør må prøves, fordi han svarer som slette Folk! ³⁷ Thi han dynger Synd på Synd, han optræder hovent iblandt os og fremfører mange Ord imod Gud!"

35 Og Elihu tog til Orde og sagde: ² "Holder du det for Ret, og kalder du det din Ret for Gud, ³ at du siger: "Hvad båder det mig, hvad hjælper det mig, at jeg ikke synder?"

⁴ Jeg vil give dig Svar og tillige med dig dine Venner: ⁵ Løft dit Blik imod Himlen og se, læg Mærke til Skyerne, hvor højt de, er over dig! ⁶ Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din Brøde svar, hvad gør det da ham? ⁷ Er du retfærdig, hvad gavner du ham, hvad mon han får af din Hånd? ⁸ Du Menneske, dig vedkommer din Gudløshed, dig, et Menneskebarn, din Retfærd!

⁹ Man skriger over den megen Vold, råber om Hjælp mod de mægtiges Arm, ¹⁰ men siger ej: "Hvor er Gud, vor Skaber, som giver Lovsang om Natten, ¹¹ lærer os mer end Jordens Dyr, gør os vise fremfor Himlens Fugle?" ¹² Der råber man, uden at han giver Svar, over de ondes Hovmod; ¹³ til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke, ¹⁴ endsige din Påstand om ikke at se ham! Vær stille for hans Åsyn og bi på ham! ¹⁵ Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke bekymrer sig stort om Synd, ¹⁶ så oplader Job sin Mund med Tant, uden Indsigt taler han store Ord.

15 Og der kom nogle ned fra Judæa, som lærte Brødrene: "Dersom I ikke lade eder omskære efter Mose Skik, kunne I ikke blive frelste." ² Da nu Paulus og Barnabas kom i en ikke ringe Splid og Strid med dem, så besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulde drage op til Jerusalem til Apostlene og de Ældste i Anledning af dette Spørgsmål. ³ Disse bleve da sendte af Sted af Menigheden og droge igennem Fønikien og Samaria og fortalte om Hedningernes Omvendelse, og de gjorde alle Brødrene stor Glæde. ⁴ Men da de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og Apostlene og de Ældste, og de kundgjorde, hvor store Ting Gud havde gjort med dem. ⁵ Men nogle af Farisæernes Parti, som vare blevne troende, stode op og sagde: "Man bør omskære dem og befale dem at holde Mose Lov." ⁶ Men Apostlene og de Ældste forsamlede sig for at overlægge denne Sag. ⁷ Men da man havde tvistet meget herom, stod Peter op og sagde til dem: "I Mænd, Brødre! I vide, at for lang Tid siden gjorde Gud det Valg iblandt eder, at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangeliets Ord og tro. ⁸ Og Gud, som kender Hjerterne, gav dem Vidnesbyrd ved at give dem den Helligånd lige så vel som os. ⁹ Og han gjorde ingen Forskel imellem os og dem, idet han ved Troen rensede deres Hjerter. ¹⁰ Hvorfor friste I da nu Gud, så I lægge et Åg på Disciplenes Nakke, som hverken vore Fædre eller vi have formået at bære? ¹¹ Men vi tro, at vi bliver frelste ved den Herres Jesu Nåde på samme Måde som også de." ¹² Men hele Mængden tav og de hørte Barnabas og Paulus fortælle, hvor store Tegn og Undere Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved dem. ¹³ Men da de havde hørt op at tale, tog Jakob til Orde og sagde: "I Mænd, Brødre, hører mig!" ¹⁴ Simon har fortalt, hvorledes Gud først drog Omsorg for at tage ud af Hedninger et Folk for sit Navn. ¹⁵ Og dermed stemme Profeternes Tale overens, som der er skrevet: ¹⁶ "Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne Hytte, og det nedrevne af den vil jeg atter opbygge og oprejse den igen, ¹⁷ for at de øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle Hedningerne, over hvilke mit Navn er nævnet, siger Herren, som gør dette." ¹⁸ Gud kender fra Evighed af alle sine Gerninger. ¹⁹ Derfor mener jeg, at man ikke skal besvære dem af Hedningerne, som omvende sig til Gud, ²⁰ men skrive til dem, at de skulle afholde sig fra Besmittelse med Afguderne og fra Utugt og fra det kvalte og fra Blodet. ²¹ Thi Moses har fra gammel Tid i hver By Mennesker, som prædike ham, idet han oplæses hver Sabbat i Synagogerne."