Gud agter at straffe Israel

8 Herren siger: „Blæs alarm! Som en ørn svæver fjenden over mit folk klar til angreb, fordi de brød min pagt og overtrådte mine befalinger. ² De kalder mig deres Gud og hævder at kende mig, ³ men de har vraget det gode. Derfor vil fjenden forfølge dem. ⁴ De valgte sig konger og ledere uden at spørge mig til råds. De lavede sig guder af sølv og guld, og det blev deres undergang.

⁵ Min vrede gløder imod Samarias folk på grund af deres afskyelige guldkalv. Hvor længe vil I fremture i jeres synder? ⁶ Afguden blev formet af en håndværker fra Israel. Der er intet guddommeligt ved den. Den skal snart slås i stumper og stykker.

⁷ I sår en vind og høster en storm!^[a] Jeres korn giver ingen aks og derfor intet mel. Og hvis det gjorde, ville de fremmede kaste sig over det. ⁸ Snart kaster fjenderne sig over Israel og fører dem til et fremmed land, hvor de vil blive betragtet som et potteskår uden værdi. ⁹ Israel er som et vildæsel, der vandrer rundt på egen hånd. De tog til Assyrien for at købe sig venner. ¹⁰ Men ikke desto mindre vil min straf ramme dem. Snart bliver de undertrykt af en mægtig konge.

¹¹ Israel byggede et utal af altre, som skulle fjerne deres skyld, men ved at bruge dem blev deres skyld blot større. ¹² Selv om alle mine befalinger til dem er skrevet ned, står de som fremmede over for dem. ¹³ De elsker slagtofre, at slagte og at spise offerkød, men jeg kan ikke acceptere deres ofre. Jeg glemmer ikke deres onde handlinger, men straffer dem for deres synd og sender dem i fangenskab, ligesom da de var i Egypten.

¹⁴ Israel byggede paladser, og Juda befæstede sine byer, men de glemte deres Skaber. Derfor sætter jeg ild til deres byer og brænder paladserne ned til grunden.”

Hoseas forklarer baggrunden for Israels straf

9 Israels folk, hold op med jeres høstfester. I må ikke holde larmende fester og ofre til afguderne på tærskepladserne for at få en god høst eller takke for høsten, sådan som de andre folkeslag gør. I har forladt jeres Gud for at give jer hen til en afgud og tage imod hans gaver. ² Men jeres tærskepladser og vinperser vil ikke give tilstrækkeligt med korn og druesaft.

³ I får ikke lov at blive i det land, Herren gav jer. Efraim skal igen i fangenskab som dengang i Egypten, og I kommer til at spise uren mad i Assyrien. ⁴ Dér kan I hverken bringe slagtofre eller drikofre til Herren, for de ville ikke være ham til behag. Al den mad, I spiser dér, vil være uren som ved en begravelse. I kan godt spise det, men det kan ikke bruges som et offer til Herren. ⁵ Hvordan vil I da fejre Herrens højtider og festdage?

⁶ Nogle af dem, der undslipper, vil flygte til Egypten og blive begravet ved Memfis. Jeres tidligere huse med deres sølvskatte bliver overgroet med tjørn og tidsel. ⁷ Straffens og gengældelsens dag er nær, og Israel vil erkende det. I håner mig og siger: „Profeten er en tåbe. Manden, der har Guds Ånd, er blevet gal!” Men jeres fjendtlighed skyldes jeres mange synder. ⁸ Som profet står jeg ved min Guds side og ser fremtiden for Efraim. Men folk sætter fælder for mig hele tiden, og jeg møder fjendskab fra Guds eget folk. ⁹ Folket er sunket lige så dybt som ved massakren i Gibea. Men Gud ser deres ondskab, og han vil straffe dem for deres synder.

Konsekvensen af synd og oprør

¹⁰ Herren siger: „Da jeg først mødte jeres forfædre, var det som at finde vindruer i ørkenen. Jeg glædede mig over dem, som man glæder sig over de allerførste figener på træet. Men da de så kom til Ba’al Peor, begyndte de at dyrke den afskyelige afgud Ba’al og blev efterhånden selv lige så afskyelige. ¹¹ Derfor forsvinder Israels herlighed som en fugl, der flyver væk. I vil opleve, at jeres børn dør ved fødslen eller før, ja mange kan slet ikke få børn. ¹² Selv hvis jeres børn bliver voksne, vil mange af dem miste livet. Det bliver frygteligt for jer, når jeg vender jer ryggen. ¹³ Jeg så Efraim for mig som en palme,^[b] plantet i frugtbar jord, men snart bliver han tvunget til at føre sine egne børn i døden.”

¹⁴ Herre, hvad skal jeg bede dig gøre for dette folk? Jo, lad deres kvinder abortere eller deres bryster give for lidt mælk til at holde børnene i live!

¹⁵ Herren siger: „Jeg så al deres ondskab ved Gilgal. Dér begyndte jeg for alvor at få afsky for dem. På grund af deres onde handlinger vil jeg jage dem ud af mit land. Jeg kan ikke gøre mere for dem, for deres ledere er oprørske imod mig. ¹⁶ Israel bliver ramt som et træ, hvor rødderne er tørret ind, så der ingen frugt kommer. Selv om de sætter børn i verden, dræber jeg deres dyrebare afkom.”

¹⁷ Min Gud forkaster sit folk, fordi de ikke vil lytte til ham og adlyde ham. De bliver flygtninge i et fremmed land.

10 Israels folk var som en frodig vinstok. Men jo mere frugt der var, des flere altre byggede de. Jo mere fremgang de fik, des flottere afgudsbilleder lavede de. ² Deres hjerter var svigefulde, og nu må de tage straffen for deres synd. Deres altre og afgudsbilleder vil blive smadret. ³ De siger: „Herren har straffet os for vores mangel på gudsfrygt, så nu har vi ingen konge længere. Men det gør ingen forskel, for ingen konge kan redde os.”

⁴ De afgav tomme løfter og svor på, at de ville holde deres aftaler, men det gjorde de bare ikke. Uretten florerede som ukrudt i en kornmark. ⁵ Samarias indbyggere er bekymrede for guldkalven i Betel, Ondskabens Hus. Både folket og præsterne, som tilbad den, vil jamre og sørge. Den bliver nemlig taget fra dem. ⁶ Den bliver ført bort til Assyrien og foræret til den magtfulde konge dér. Da bliver Efraim beskæmmet. Israel bliver skamfuld over at have søgt hjælp hos en statue af en afgud. ⁷ Samaria er færdig. Dets konge vil forsvinde som en træsplint på vandet og føres bort af strømmen. ⁸ Afgudsaltrene, hvor Israel syndede, bliver revet ned, og tidsel og tjørn gror hen over dem. Folk vil råbe til bjergene: „Skjul os!” og til højene: „Styrt sammen over os!”

⁹ Herren siger: „Lige siden udåden ved Gibea har Israel fortsat i det samme syndige spor. I Gibea blev synderne straffet med en krig. ¹⁰ Nu vil jeg straffe Israels folk for deres vedvarende synd ved at sende fremmede folkeslag imod dem.

¹¹ Efraim, du var som en tam kvie, der var glad for at tærske.^[c] Men nu lægger jeg et åg på din smukke hals og spænder dig for ploven. Juda skal pløje og Jakob bryde jorden op. ¹² I skal bryde ny jord og så retskafne handlinger. Derefter kan I høste velvilje. Det er på høje tid at søge mig, så jeg kan komme og lade min velsignelse regne ned over jer.

¹³ I har dyrket falskhed og høstet uret. I har spist af løgnens frugt. I satte jeres lid til, at menneskers magt og våben kunne frelse jer. ¹⁴ Derfor vil fjenden føre krig imod jer, og alle jeres fæstningsværker skal rives ned, som dengang Shalman udslettede alle i Bet-Arbel, både mænd, kvinder og børn. ¹⁵ Det samme skal ske med Betel på grund af al jeres ondskab. Så snart krigen begynder, er det ude med Israels konge.

Guds frustrerede kærlighed til sit folk

11 Da Israel var barn, elskede jeg ham. Jeg kaldte min søn ud af Egypten.^{[d] 2} Men jo mere der derefter blev kaldt på dem, jo længere gik de væk fra mig. De ofrede til Ba’al og brændte røgelse for afguderne. ³ Jeg lærte Israel at gå og tog ham op i mine arme. Men han forstod ikke, at det var mig, som hjalp ham.

⁴ Jeg styrede ham med min kærligheds tømme. Jeg tog bidslet ud af munden på ham.^[e] Jeg bøjede mig ned for at give ham mad. ⁵ Mit folk bliver sendt tilbage til fangenskabet,^[f] de bliver underlagt Assyriens konge, for de vil ikke vende om til mig.

⁶ Krigen vil hærge i deres byer og gøre ende på deres hovmod. Det er ude med dem på grund af deres ondskab. ⁷ Mit folk hænger fast i deres frafald. Selvom de råber til himlen om hjælp, nytter det intet.^[g]

⁸ Efraim, er jeg nødt til at opgive dig? Israel, er jeg nødt til at give slip på dig? Er jeg nødt til at ødelægge dig som Adma og Sebojim?^[h] Jeg kan ikke holde det ud! Jeg er fuld af medynk! ⁹ Jeg kan ikke give min vrede frit løb og helt udslette Israel! For jeg er Gud og ikke et menneske. Jeg er den Hellige, der bor midt iblandt jer, og jeg kan ikke handle i tankeløs vrede.

¹⁰ Når jeg engang brøler som en løve, vil mit folk følge mig. Når jeg kalder på mine børn, vil de komme løbende i ærefrygt fra vest, ¹¹ som i fugleflugt vil de komme fra Egypten, som duer skal de vende hjem fra Assyrien. Ja, jeg vil føre dem tilbage til deres hjemland. Jeg, Herren, har talt.”

Gud må straffe sit folk for deres synd

12 Herren siger: „Efraim lyver og bedrager. Juda flakker om uden at forstå min trofasthed. ² Israel er fuld af løgn og bedrag, kun optaget af falske værdier. De slutter forbund med Assyrien og giver Egypten gaver for at få hjælp.”

³ Herren bliver nødt til at straffe Judas folk for dets oprør. Jakobs efterkommere må bøde for deres handlinger. ⁴ Allerede ved fødslen narrede Jakob sin tvillingebror. Som voksen kæmpede han med Gud. ⁵ Ja, han kæmpede med en engel og sejrede. Han bad og tiggede om en velsignelse. Ved Betel mødte han Herren ansigt til ansigt, og Herren talte til ham, ⁶ tænk, Herren, den almægtige Gud!

⁷ Vend jer derfor til Gud! Søg Herren til hver en tid og vær pålidelige og retfærdige i jeres adfærd.

⁸ Herren siger: „Mit folk er som en købmand, der vejer med falske lodder, som en, der elsker at udnytte andre. ⁹ ‚Se, hvor rig jeg er blevet!’ praler de. ‚Jeg har samlet mig rigdom uden at gøre noget forkert.’

¹⁰ Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten. Men nu vil jeg igen lade dig bo i telte, som da vi var sammen i ørkenen. ¹¹ Jeg sendte mine profeter til dig for ved hjælp af syner og billedtale at advare dig. ¹² Alligevel er Gilead fyldt med afgudsdyrkelse, og derfor må jeg straffe dem. Der ofres mange okser i Gilgal, men afgudsaltrene vil ende som stendynger på markerne.”

¹³ Herren tog sig af Jakob, da han i sin tid flygtede til Aram. Dér vogtede han får for at få den kvinde, han elskede. ¹⁴ Senere førte Herren sit folk ud af Egypten ved hjælp af en profet, som ledede og beskyttede dem. ¹⁵ Men Efraim provokerede Herren til vrede. De fortjener døden for deres forbrydelser, ja, Herren vil straffe dem for deres synder.

13 Tidligere var det sådan, at når Efraims stamme talte, rystede folk af skræk, for hele Israel så op til dem. Men de syndede ved at dyrke Ba’al og dødsdømte derved sig selv.

² Og de synder stadig. De har masser af sølvsmede, der har travlt med at støbe afguder. De tilbeder guder, som de selv har lavet. Man siger om dem, der ofrer til afguderne, at de kysser kalve. ³ Men de vil forsvinde som morgentågen, fordampe som duggen. De er som avner, vinden blæser bort fra tærskepladsen, de forsvinder som røgen fra et bål.

⁴ Herren siger: „Jeg er Herren, din Gud, som skabte himlen og dannede jorden. Jeg anbragte stjernerne på himlen, men ikke for at du skulle tilbede dem. Jeg er den, som^[i] førte dig ud af Egypten. Dengang kendte I ikke andre guder, og der findes ingen anden, der kan redde jer. ⁵ Jeg tog mig af jer i ørkenen, i det golde og tørre land. ⁶ Men så snart I kom til det gode land og spiste jer mætte, blev I stolte og glemte mig. ⁷ Derfor kommer jeg imod jer som en løve, som en leopard, der ligger på lur langs stien. ⁸ Som en rasende bjørn, hvis unger er taget fra den, sønderriver jeg jer. Som et vildt dyr vil jeg flå jer og gøre det af med jer.

⁹ Israel, hvis jeg angriber jer, hvem kan da frelse jer? ¹⁰ Hvor findes den konge, som kan redde jer? Hvor er nu de konger, som I bad om at få? ¹¹ Da I forlangte at få en konge, gjorde I mig vred, men jeg gav jer alligevel en. Nu har I igen gjort mig vred, og jeg tager jeres konge fra jer. ¹² Jeg kender til alle Efraims synder, intet er glemt.

¹³ Du har nået smertens time som en kvinde, der skal føde et barn. Men du er tåbelig som et barn, der modsætter sig at blive født. ¹⁴ Jeg vil udfri dig af dødsrigets greb. Jeg vil redde dig fra døden. Død, hvor er din brod? Dødsrige, hvor er din ødelæggende kraft? Min beslutning står fast, ¹⁵ for du skal bære frugt blandt dine brødre.^[j]

Jeg vil sende en mægtig østenvind imod dig. Den skal blæse ind fra ørkenen, så dine kilder og brønde tørrer ud, og dine skatte tages fra dig.”

Syndserkendelse fører til genoprettelse

14 Samarias folk må tage deres straf, for de har gjort oprør imod Gud. De skal alle tilintetgøres af den hær, som vil invadere landet. Deres småbørn bliver knust mod jorden, og deres gravide kvinder får maven skåret op.

² Israel, vend tilbage til Herren, din Gud, for din synd gjorde, at du faldt. ³ Vend tilbage til Gud og sig: „Herre, tilgiv os vores synder! Vær barmhjertig og tag os til nåde, så vi kan bringe dig lovprisningsofre. ⁴ Assyrien kan ikke frelse os, stridsheste kan ikke redde os. Aldrig mere vil vi søge hjælp hos de afguder, vi selv har lavet. Kun hos dig møder den forældreløse barmhjertighed.”

⁵ Herren svarer: „Jeg vil helbrede dig for din tendens til frafald, og jeg vil elske dig af hele mit hjerte, for min vrede er forbi. ⁶ Jeg vil bringe Israel fornyelse som duggen, der forfrisker jorden. De skal blomstre som liljer og skyde dybe rødder som Libanons cedertræer. ⁷ Hele tiden kommer der friske skud, så de kan vokse sig store som oliventræer og dufte som Libanons cederskove. ⁸ Folket skal vende tilbage til et frodigt land og dyrke korn igen. De skal blomstre som vinstokken med en vellugt, der overgår Libanons vingårde.

⁹ Efraim, hold dig langt væk fra afguderne! Det er mig, der svarer på dine bønner og hjælper dig. Jeg er som en stedsegrøn cypres, og jeg vil sørge for alle dine fornødenheder.”

¹⁰ De vise vil forstå dette budskab. De kloge vil erkende sandheden i det. Herren gør altid det rigtige, og et godt menneske retter sig efter hans ord. Men syndere snubler og falder, fordi de nægter at tro ham.