A A A A A
Bible Book List

Hoseas 1-7 Dette er Biblen på dansk (DN1933)

Herrens ord kom til Hoseas, Be'eris søn, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda, og Jeroboam, Joass Søn, var Konge i Israel. Dengang Herren først talede ved Hoseas, sagde han til ham: "Gå hen og tag dig en Horkvinde og Horebørn; thi utro mod Herren bedriver Landet Hor." Så gik han hen og ægtede Gomer, Diblajims Datter, og hun blev frugtsommelig og fødte ham en Søn. Og Herren sagde til ham: "Kald ham Jizreel; thi om en, liden Stund hjemsøger jeg Jizreels Blodskyld på Jehus Hus og gør Ende på Israels Huses Rige. På hin Dag sønderbryder jeg Israels Bue i Jizreels Dal." Atter blev hun frugtsommelig og fødte en Datter. Og Herren sagde til ham: "Kald hende Nådeløs; thi jeg vil ikke længer være Israels Hus nådig og tilgive dem. Men Judas Hus vil jeg være nådig og frelse ved Herren deres Gud; dog frelser jeg dem ikke ved Bue, Sværd eller Stridsvåben, ved Heste eller Ryttere." Så vænnede hun Nådeløs fra og blev atter frugtsommelig og fødte en Søn. Og Herren sagde: "Kald ham Ikke-mit-Folk; thi I er ikke mit Folk, og jeg er ikke eders Gud."

10 Men Israeliternes Tal skal blive som Sandet ved Havet, der ikke kan måles eller tælles. Og i Stedet for "I er ikke mit Folk" skal de kaldes "den levende Guds Børn". 11 Judæerne og Israeliterne skal slå sig sammen og sætte en og samme Høvding over sig og drage op af Landet; thi stor er Jizreels Dag. Kald eders Broder Mit-Folk og eders søster nåderig.

Gå i rette med eders moder, gå i rette, thi hun er ikke min Hustru, og jeg er ej hendes Mand. For Hormærket fri hun sit Ansigt, for Bolemærket sit Bryst. Jeg klæder hende ellers nøgen, stiller hende frem, som hun fødtes; jeg reder hende til som en Ørk, som et Tørkeland gør jeg hende, lader hende tørste ihjel. Jeg ynkes ej over hendes Børn, fordi de er Horebørn; thi Horkvinde var deres Moder, skamløs var hun, som bar dem. Thi hun sagde: "Mine Elskere holder jeg mig til, som giver mig mit Brød og mit Vand, min Uld og min Hør, min Olie og Vin." Se, derfor spærrer jeg med Tjørn hendes Vej, foran hende murer jeg en Mur, så hun ikke kan finde sine Stier. Efter Elskerne kan hun så løbe, hun når dem alligevel ikke; hun søger dem uden at finde, og da skal hun sige: "Jeg går på ny til min første Mand; da, havde jeg det bedre end nu." Ja hun, hun skønner ikke, at det var mig, som gav hende Korn og Most og Olie, gav hende rigeligt Sølv. og Guld, som de gjorde til Baaler. Derfor tager jeg atter mit Korn, når Tiden er til det, min Most, når Timen er inde, borttager min Uld og min Hør, som hun skjuler sin Nøgenhed med. 10 Jeg blotter nu hendes Skam lige for Elskernes Øjne, af min Hånd frier ingen hende ud. 11 Jeg, gør Ende på al hendes. Glæde, Fester, Nymåner, Sabbater, hver en Højtid, hun har. 12 Jeg ødelægger hendes Vinstok og Figentræ, om hvilke hun sagde: "Her er min Skøgeløn, den, mine Elskere gav mig." Jeg skaber dem om til Krat, af Markens Dyr skal de ædes. 13 Jeg hjemsøger hende for Baalernes Fester, på hvilke hun bragte dem Ofre, smykket med Ring og Kæde. Sine Elskere holdt hun sig til, mig glemte hun, lyder det fra Herren.

14 Se, derfor vil jeg lokke og føre hende ud i Ørkenen og tale hende kærligt til. 15 Så giver jeg hende hendes Vingårde der og Akors Dal til en Håbets Dør. Der skal hun synge som i Ungdommens Dage, som da hun drog op fra Ægyptens Land. 16 På hin Dag, lyder det fra Herren, skal hun påkalde sin Ægtemand, og ikke mere Baalerne. 17 Baalsnavnene fjerner jeg fra hendes Mund, ej mer skal Navnene huskes. 18 På hin Dag slutter jeg en Pagt for dem med Markens Dyr og Himmelens Fugle og Jordens Kryb; Bue, Sværd og Stridsvåben sønderbryder jeg i Landet, og jeg lader dem bo trygt. 19 Jeg trolover mig med dig for evigt, jeg trolover mig med dig med Retfærd og Ret, med Miskundhed og Barmhjertighed; 20 jeg trolover mig med dig i Troskab, og du skal kende Herren. 21 Da skal det ske på hin Dag, at jeg bønhører, lyder det fra Herren, ja, at jeg bønhører Himlen, at den så bønhører Jorden, 22 og Jorden bønhører Hornet, Mosten og Olien, og de bønhører Jizreel. 23 Jeg sår hende ud i Landet, mod Nådeløs er jeg nådig og siger til Ikke-mit-Folk: "Mit Folk er du!" og han skal sige: "Min Gud!"

Og Herren sagde til mig: "Gå atter hen og elsk en kvinde, som har Elskere - og boler, ligesom Herren elsker Israeliterne, endskønt de vender sig til fremmede Guder og elsker Rosinkager." Så købte jeg mig hende for femten Sekel Sølv og en Homer og en Letek Byg. Og jeg sagde til hende: "I lang Tid skal du vente på mig; du må ikke bedrive Hor eller tilhøre nogen Mand; heller ikke jeg vil komme til dig." Thi i lang Tid skal Israeliterne vente uden Konge og Fyrste, uden Slagtoffer og, Stenstøtte, uden Efod og Husgud. Siden skal Israeliterne omvende sig og søge Herren deres Gud og David, deres Konge, og bævende komme til Herren og hans Velsignelse i de sidste Dage.

Hør Isralitter, Herrens ord, thi Herren går i rette med Landets Folk. Thi ej er der Troskab, ej Godhed, ej kender man Gud i Landet. Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør Indbrud, og Blodskyld følger på Blodskyld. Derfor sørger Landet, og alt, hvad der bor der, sygner, Markens Dyr og Himlens Fugle; selv Havets Fisk svinder bort. Dog skænde man ej, dog revse man ej, når mit Folk kun er som dets Præster. Du skal styrte ved Dag, og med dig Profeten ved Nat. Mit Folk skal gå til Grunde, fordi det er uden Kundskab. Da du har vraget Kundskab, vrager jeg dig som Præst; du glemte din Guds Åbenbaring, så glemmer og jeg dine Sønner. Jo fler, des mere de synded, ombytted deres Ære med Skændsel; mit Folks Synd lever de af, dets Brøde hungrer de efter. Men Præst skal det gå som Folk: jeg hjemsøger ham for hans Færd, hans Id gengælder jeg ham. 10 De skal spise, men ikke mættes bole, men ej blive fler; thi de har sveget Herrn og holder fast ved Hor.

11 Vin og Most tager Forstanden. 12 Mit Folk rådspørger sit Træ, og Svaret giver dets Stok; thi Horeånd ledte dem vild, de boler sig bort fra deres Gud. 13 De ofrer på Bjergenes Tinder, på Højene brænder de Ofre under en Eg, en Poppel, en Terebinte, thi Skyggen er god. Så horer jo og eders Døtre, så boler jo og eders Kvinder; 14 jeg straffer ej Døtrenes Hor, ej Kvinderne for deres Bolen; thi selv går de bort med Horer ofrer sammen med Skøger; og det uvise Folk drages ned. 15 Men selv om du, Israel, horer, må Juda ej gøre sig skyldigt. Gå ikke over til Gilgal, drag ikke op til Bet-Aven, sværg ikke: "Så sandt Herren lever!"

16 Thi som en uvan Ko er Israel uvan, skal Herren så lade dem græsse i Frihed som Lam? 17 Efraim er bundet til Afgudsbilleder; lad ham fare! 18 Deres Drikken er skejet ud. Hor har de bedrevet; højt har deres Skjolde elsket Skændsel. 19 Et Vejr har omspændt dem med sine Vinger, og de skal blive til Skamme for deres Ofre.

Hører dette, I Præster, lyt til du Israels hus, lån Øre, du Kongehus, thi eder gælder Dommen. Thi I blev en Snare for Mizpa, et Garn bredt ud over Tabor, en dyb Faldgrube i Sjittim; men jeg er en Lænke for alle. Efraim kender jeg, ej skjult er Israel for mig; thi du har bolet, Efraim, uren er Israel blevet. Deres Gerninger tillader ikke, at de vender sig til deres Gud; thi Horeånd har de i sig, Herren kender de ej. Mod Israel vidner dets Hovmod; Efraim styrter for sin Brøde, med dem skal og Juda styrte. Da går de med Småkvæg og Hornkvæg hen for at søge Herren; men ham skal de ikke finde, thi bort fra dem vil han vige. Troløse var de mod Herren, thi uægte Børn har de født; nu vil han opsluge dem, Plovmand sammen med Mark.

Lad Hornet gjalde i Gibea, Trompeten i Rama, opløft Råb i Bet-Aven, Benjamin, var dig! Til Ørk skal Efraim blive på Straffens Dag. Jeg kundgør om Israels Stammer, hvad sikkert skal ske. 10 Som Folk, der flytter Skel, blev Judas Fyrster, over dem vil jeg øse min Harme som Vand.

11 Efraim er undertrykt, Retten knust; frivilligt løb han efter Fjenden.

12 Jeg er som Møl for Efraim, Edder for Judas Hus. 13 Da Efraim mærked sin Sygdom og Juda mærked sin Byld, gik Efraim hen til Assur, Storkongen sendte han Bud. Men han kan ej give jer Helse, han læger ej eders Byld. 14 Thi jeg er som en Løve for Efraim, en Løveunge for Judas Hus; jeg, jeg river sønder og går, slæber bort, og ingen redder.

15 Jeg går til mit sted igen, indtil de bøder for skylden og søger frem for mit Åsyn, søger mig i deres Trængsel. "Kom, vi vil tilbage til Herren! Han sønderrev, han vil og læge, han slog os, vil også forbinde. Om to Dage gør han os levende, rejser os op den tredje; da lever vi for hans Åsyn. Så lad os da kende, jage efter at kende Herren! Som Morgenrøden er hans Opgang vis. Da kommer han til os som Regn, som Vårregn, der væder Jorden." Hvor kan jeg hjælpe dig, Efraim, hvor kan jeg hjælpe dig, Juda? Eders Kærlighed er Morgentåge, Dug, som årle svinder! Thi hugged jeg løs ved Profeter, dræbte med Ord af min Mund, min Ret stråler frem som Lys: Ej Slagtoffer Kærlighed vil jeg, ej Brændofre Kendskab til Gud!

De bryder Pagten i Adam er mig utro der; Gilead er Udådsmænds By, den er sølet i Blod. Som en Stimandsflok er Præsternes Flok, de myrder på Vejen til Sikem gør Niddingsværk. 10 Grufulde Ting har jeg set i Israels Hus, der har Efraim bolet, Israel blev uren. 11 Juda, også for dig er der fastsat en Høst, når jeg vender mit Folks Skæbne, når jeg læger Israel.

Afsløret er Efraims Brøde, Samarias ondskab, thi Svig er, hvad de har for, og Tyve gør Indbrud, Ransmænd røver på Gaden. De tænker ej på, at jeg husker al deres Ondskab. Nu står deres Gerninger om dem, de er for mit Åsyn.

Med ondt i Sinde glæder de Kongen, under sleske Lader Fyrster. Horkarle er de alle. De ligner en gloende Ovn, som en Bager standser med at ilde, fra Æltning til Dejgen er syret. De gør på Kongens Dag Fyrsterne syge af Rus. Spottere giver han Hånden, thi lumskelig nærmed de sig. Hjertet er som en Ovn; deres Vrede sover om Natten, men brænder i Lue ved Gry. Som Ovnen gløder de alle, deres Herskere æder de op; alle deres Konger falder, ej en af dem påkalder mig.

Efraim er iblandt Folkene, aflægs er han; Efraim er som en Kage, der ikke er vendt. Fremmede tæred hans Kraft, han mærker det ej; hans Hår er også grånet, han mærker det ej. 10 Mod Israel vidner dets Hovmod; de vendte ej om til Herren deres Gud og søgte ham ikke trods alt. 11 Efraim er som en Due, tankeløs, dum; de kalder Ægypten til Hjælp og vandrer til Assur. 12 Men medens de vandrer, kaster jeg Nettet over dem, bringer dem ned som Himlens Fugle og revser dem for deres Ondskab.

13 Ve dem, fordi de veg fra mig, Død over dem for deres Frafald! Og jeg skulde genløse dem, endskønt de lyver imod mig! 14 De råber ej til mig af Hjertet, når de jamrer på Lejet, sårer sig for Korn og Most og er genstridige mod mig. 15 Jeg gav deres Arme Styrke, men ondt har de for imod mig. 16 De vender sig, dog ej opad, de er som en slappet Bue. Deres Fyrster skal falde for Sværd ved deres Tunges Frækhed. Det spottes de for i Ægypten.

Hoseas 1-7 Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Israels utroskab samt et løfte om genoprettelse

1-2 Hoseas, Be’eris søn, modtog følgende profetiske budskaber fra Herren, mens henholdsvis Uzzija, Jotam, Ahaz og Hizkija var konge i Juda. Herren begyndte at tale til Hoseas, mens Jeroboam II, søn af Joash, var konge i Israel. Han sagde: „Gå hen og gift dig med en prostitueret, som har uægte børn. Det er et billede på Israels folk, som er mig utro, idet de har forladt mig for at tilbede fremmede guder.”

Så giftede Hoseas sig med Gomer, en datter af Diblajim. Hun blev gravid og fødte ham en søn. Da sagde Herren til Hoseas: „Kald din søn Jizre’el, for jeg vil snart straffe Jehus efterkommere for massakren ved byen Jizre’el og gøre ende på Israels rige. På Jizre’els slette vil de lide nederlag.”

Snart fik Gomer endnu et barn, og denne gang var det en datter. Herren sagde til Hoseas: „Kald hende Nådesløs, for jeg vil ikke længere vise nåde over for Israel. Jeg kan ikke blive ved med at se igennem fingre med deres utroskab. Derimod vil jeg vise nåde over for Judas folk og redde dem fra deres fjender. Det er ikke på grund af deres militære styrke, jeg giver dem sejr, men fordi jeg er deres Gud.”

Efter at Gomer havde vænnet Nådesløs fra, blev hun gravid igen og fødte endnu en søn. Og Herren sagde: „Kald ham Ikke-Mit-Folk, for Israel er ikke mit folk, og jeg er ikke deres Gud.

Men engang vil israelitterne igen blive et folk så talrigt som sandet på stranden. Og på det sted, hvor der blev sagt til dem: ‚I er ikke mit folk’, skal der siges til dem: ‚I er den levende Guds børn’. Da skal Juda og Israel igen forenes og have fælles leder, og de skal vokse til en stærk nation. Jizre’el-dagen[a] bliver en stor dag! Da skal de kalde hinanden: ‚Guds folk’ og ‚De benådede.’ ”

Straf og genoprettelse

Herren siger: „Åh, mine børn,[b] prøv at overtale jeres mor, for hun er ikke længere min hustru, og jeg er ikke hendes mand. Bønfald hende om at vende ansigtet bort fra sine elskere og skubbe dem væk fra sit bryst. Hvis hun ikke holder op med sin afgudsdyrkelse, flår jeg tøjet af hende, så hun står lige så nøgen som den dag, hun blev født. Jeg gør hende til en ødemark, et udtørret land, så hun dør af tørst. Jeg vil ikke være barmhjertig mod hendes børn, for det er uægte børn. Hun har været mig utro med afguderne og opført sig skændigt, for hun sagde: ‚Jeg holder mig til mine elskere, for de giver mig regn og korn, uld og hør, olie og vin.’

Derfor laver jeg afspærringer af tjørnekrat og mure, så hun ikke kan finde vej. Hun vil prøve at nå frem til sine elskere, men det kan hun ikke. Hun vil lede efter dem, men kan ikke finde dem. Så vil hun sige: ‚Jeg kan lige så godt vende tilbage til min mand. Hos ham havde jeg det bedre, end jeg har det her.’

10 Hun forstod ikke, at det var mig, der gav hende korn, vin og olie, ja, endog det guld og sølv, som hun brugte til sin afgudsdyrkelse. 11 Men nu tilbageholder jeg mit korn og min vin og giver hende ikke længere uld og hør til at væve tøj af. 12 Jeg klæder hende af for øjnene af hendes elskere, og ingen kan redde hende fra min straf. 13 Jeg gør ende på alle hendes fester, både de ugentlige, månedlige og årlige højtider. 14 Jeg ødelægger hendes vingårde og frugthaver, som hun mente var en gave fra hendes elskere. Jeg lader det hele vokse vildt, så de vilde dyr kommer der for at finde føde. 15 Jeg straffer hende for alle de gange, hun pyntede sig med guldringe og smykker, opsøgte sine elskere, holdt fest for ba’alerne og ofrede røgelse til dem. Hun glemte, at jeg var hendes mand!

16 Men jeg vil prøve at vinde hende tilbage. Jeg vil føre hende afsides og tale kærligt til hende. 17 Jeg vil give hende vingårdene tilbage og forvandle hendes katastrofe til nyt håb. Da vil hun igen blive lige så hengiven overfor mig, som hun var i sin ungdomstid, da jeg førte hende ud af Egyptens land. 18 Til den tid vil hun give sig selv til mig, hendes mand, og ikke til Ba’al. 19 Jeg vil sørge for, at hun aldrig mere vil nævne afgudernes navne.

20 Til den tid slutter jeg en pagt med de vilde dyr, fuglene og jordens kryb, så de ikke gør Israels folk noget ondt. Jeg tilintetgør alle våben i landet, så mit folk kan bo i tryghed. 21 Jeg lover dig troskab for evigt, mit folk. Jeg vil altid behandle dig retfærdigt og vise dig omsorg og kærlighed. 22 Jeg lover dig ubrydeligt troskab. Du skal tilhøre mig alene og lære mig at kende som din herre og Gud.

23 Til den tid vil jeg befale himlen at bønhøre jorden og give den regn. 24 Og jorden vil producere korn, vindruer og oliven. Da begynder Jizre’el-dagen, 25 for jeg vil plante israelitterne i landet, og de skal tilhøre mig. Da vil jeg vise nåde mod Nådesløs, og sige til Ikke-Mit-Folk: ‚Du er mit folk!’ Og folket vil svare: ‚Du er vores Gud!’ ”

Israels fangenskab samt et løfte om genoprettelse

Så sagde Herren til mig: „Gå igen hen og forelsk dig i en kvinde, som har en elsker og er utro over for sin mand. For på samme måde viser jeg min kærlighed til Israel, selvom de har været mig utro og givet sig hen til afguderne, som de elsker at give rosinkager.”

Så købte jeg hende for 15 sølvstykker og halvanden tønde byg.[c] Derpå sagde jeg til hende: „Du skal vente på mig i lang tid, og du må ikke være mig utro med andre mænd eller drive prostitution. Så vil jeg også være tro over for dig.” På samme måde skal Israel i lang tid være uden konge eller fyrste, uden ofringer til Herren eller til afguderne, uden præstetjeneste eller afgudsdyrkelse. Senere vil de igen søge Herren, deres Gud, og ønske sig en konge som David. Til den tid vil de komme til Herren med ærefrygt og modtage hans velsignelse.

Herren anklager Israel

Israelitter, hør, hvad Herren har at sige. Han fører sag imod jer, for der er hverken sandhed, troskab eller kendskab til Gud i jeres land. I sværger og lyver, myrder, stjæler og er utro. Overalt er der vold, det ene mord følger det andet. Landet lider, og livet sygner hen. Dyr, fugle og fisk går til grunde.

Anklagen mod præsteskabet

„Det er præsterne, der bærer den største skyld,” siger Herren. „Lad være med at skyde skylden på alle andre, for hvordan kan folket være bedre end deres præster? I svigter både dag og nat, og det samme gør profeterne. I har ødelagt jeres eget folk. Mit folk går til grunde, fordi de ikke anerkender mig som deres Gud, og det er jeres skyld, præster! I nægter at anerkende mig, derfor nægter jeg også at anerkende jer som mine præster. Og fordi I har glemt at følge mine befalinger, vil jeg også glemme at velsigne jeres efterkommere. Jo flere præster der er, desto mere gør I oprør imod mig. I foretrækker de afskyelige afguder frem for min herlighed. I lever af mit folks syndofre og håber derfor, at de vil synde noget mere. Derfor må jeg straffe både præsterne og folket for deres onde handlinger. 10 Selv om I spiser af syndofrene, vil I aldrig blive mætte. I dyrker frugtbarhedsgudinderne, men får ikke flere børn af den grund. Mit folk har forladt mig og vendt sig til afguderne.

Anklagen mod afgudsdyrkelse og religiøs prostitution

11 Vin fordrejer folks forstand. 12 Tænk, de rådspørger en afgud af træ! De søger svar fra en kæp! Afgudsdyrkelsens ånd har ført dem på afveje. De er utro over for deres Gud. 13 De ofrer til afguder på hver en høj og brænder røgelse i den behagelige skygge fra store træer. Jeres døtre deltager i den religiøse prostitution, og jeres svigerdøtre begår ægteskabsbrud. 14 Men skal jeg straffe dem? Det er jo mændene, der forlanger prostitution i forbindelse med deres afgudsofre. Ja, et folk uden forstand ender i forfald.

Advarsel til Juda om ikke at blive revet med

15 Det er slemt nok, at I er mig utro, israelitter. Lad være at drage Juda med ind i det. Gå ikke til Gilgal eller til Betel, Ondskabens Hus.[d] Lad være med at sværge ved den levende Gud. 16 Israel er oprørsk som en egenrådig kvie, men snart sender jeg den på græs som et lam på en vidtstrakt mark.[e] 17 Israels folk har knyttet sig til afguderne. Hold jer fra dem! 18 De drikker sig fulde og finder en skøge. De elsker deres skamløshed. 19 De er fanget ind af en forførende ånd, og deres afgudsofre bringer dem kun skam.

Landets ledere har ført folket på afveje

Lyt til mig, I præster! Hør godt efter, israelitter! Mærk jer mine ord, I, som har magten! I er dømt, for I lagde en fælde på Mitzpas høj og spredte et net ud på Tabors bjerg. I har dækket landet med et tykt lag synd,[f] og det vil jeg straffe jer for.

Jeg ved, hvad der sker i Efraims[g] land, for Israel er ikke skjult for mig. Efraim har været mig utro, ja, hele Israel er fyldt med synd.”

Utroskab leder til fald

Folkets handlinger hindrer dem i at vende om til Gud, for de er styret af utroskabens ånd, og de anerkender ikke Herren som deres Gud. Israels selvsikre hovmod vidner imod dem. De styrter under vægten af deres skyld, og Juda rives med i faldet.

Når de så ofrer deres får og kvæg til Herren for at søge hjælp hos ham, finder de ham ikke, for han har trukket sig væk. De har været troløse mod Herren, og deres børn er ikke hans. Deres afguderi vil snart styrte både dem selv og deres land i ulykke.

Lad vædderhornet lyde i Gibea og trompeten kalde til kamp i Rama! Lad krigsråbene gjalde fra Ondskabens Hus! Ryst af skræk, benjaminitter![h] Efraim bliver ødelagt på straffens dag. Dommen over Israel står fast.

10 Herren siger: „Judas ledere er upålidelige som folk, der flytter grænseskel. Min vrede vil ramme dem som et vandfald. 11 Efraim vil blive knust, fordi de søgte hjælp hos afguderne. 12 Efraim og Juda skal ødelægges som af møl og råddenskab.

13 Da Efraim opdagede sin sygdom og Juda sine sår, sendte Efraim bud til Assyrien for at bede den magtfulde konge om hjælp. Men han kan hverken helbrede din sygdom eller læge dine sår. 14 For jeg ødelægger Efraim og Juda, som en løve sønderriver sit bytte. Jeg slæber dem bort, og ingen kan redde dem. 15 Derefter holder jeg mig i min hule, indtil de har fået nok af deres straf. Drevet af deres trængsler vil de igen søge hjælp hos mig.”

Overfladisk anger hjælper ikke

„Kom!” siger de. „Vi må hellere vende os til Herren! Når han har sønderrevet os, kan han vel også helbrede os. Når han har slået os, må det være ham, der skal forbinde vores sår. Det kan ikke vare længe, før han genopretter os, så vi kan leve i hans nærhed. Vi må hellere lære ham bedre at kende, for han er trods alt vores Gud. Han vil hjælpe os lige så sikkert, som solen står op hver dag. Hans komme er lige så sikkert som vinterens og forårets komme.”

„Hør, Efraim og Juda,” siger Herren. „Hvad skal jeg dog stille op med jer? Jeres hengivenhed er som morgentågen, der forsvinder som dug for solen. Jeg har pisket jer med profeternes ord, truet jer med død og undergang. Min straf vil ramme jer lige så sikkert, som solen står op hver dag.

Jeg ønsker barmhjertighed[i] frem for slagtofre. Det er vigtigere, at I kender og adlyder mig, end at I kommer med brændofre.

Men I har brudt min pagt, som Adam gjorde. Hvorfor har I dog været så troløse? Gilead er blevet hjemsted for forbrydere, fyldt med blodige spor. Selv præsterne danner røverbander. De ligger på lur og myrder folk på vejen til Sikem, og de begår alle mulige forfærdelige handlinger. 10 Ja, jeg har været vidne til grufulde ting i Israel. Efraim var mig utro, og hele Israel blev fordærvet. 11 Juda, også for dig kommer regnskabets time, for jeg vil befri mit folk fra syndens lænker.

Et fordærvet samfund

Når jeg prøver at kurere Israel, kommer Efraims ondskab klart til syne, og Samarias synder kommer frem i lyset, for de er fulde af løgn og bedrag. Der begås indbrud i husene, og man bliver overfaldet på gaden. De tænker ikke på, at jeg ser dem. Deres syndige handlinger tårner sig op omkring dem og stirrer mig i øjnene. Kongen støtter dem i deres ondskab, og lederne opmuntrer dem til at lyve. De brænder alle for deres utroskab. De er som en ophedet bageovn, hvor bageren ikke behøver at rode op i ilden eller komme mere brænde på, fra han lægger dej til brødet og indtil dejen er hævet.

På kongens festdag drikker lederne sig fulde. De bliver øre af vinen som af feber, og kongen tager del i deres tåbeligheder. De er opslugt af intriger som en ovn, der ulmer natten lang og blusser op næste morgen. I deres brændende lidenskab myrder de den ene konge efter den anden, men ingen af kongerne råber til mig om hjælp.

Efraim er blandet op med gudløse folkeslag. Mit folk er som en brændt pandekage, der ikke blev vendt på panden. De fremmede folkeslag tapper mit folks styrke, uden at mit folk lægger mærke til det. Israels folk er udbrændt som en gammel, gråhåret mand, men de ved det ikke. 10 Deres selvsikre hovmod vidner imod dem. Men alligevel vender de sig ikke til mig, deres Gud, for at få hjælp.

11 Israel er som en due uden forstand, der først kalder på Egypten for at få hjælp og siden sender bud til Assyrien. 12 Men jeg kaster mit net over den i flugten og fanger den, for jeg vil straffe mit folk for deres onde handlinger.

13 Stakkels mit folk, som har vendt mig ryggen. De styrer mod afgrunden, for de har gjort oprør imod mig. Jeg vil gerne redde dem, men de er fulde af falskhed og løgn. 14 De søger mig ikke af et oprigtigt hjerte, men ligger og jamrer på deres senge. De skærer sig selv til blods for at få afguderne til at give dem korn og vin. 15 Jeg underviste dem og gjorde dem stærke, men de vendte sig imod mig. 16 De søger hjælp alle vegne, bare ikke hos mig.[j] De er som en slap bue, der ikke kan bruges til noget. Landets ledere vil falde for sværdet på grund af deres oprør mod mig, og egypterne vil godte sig over deres skæbne.”

Footnotes:

  1. 2,2 Jizre’el betyder „Gud planter” og symboliserer begyndelsen på en ny tid med fremgang.
  2. 2,4 Mens manden er Gud, og hustruen er folket og landet som helhed, er børnene de enkelte israelitter, og ikke alle er uægte børn, dvs. afgudsdyrkere.
  3. 3,2 Mere ordret: „halvanden homer”, svarende til 15 bat eller efa, til en pris af 1 sølvstykke (shekel) pr. bat. Den samlede pris var altså 30 sølvstykker, som var prisen for en slave.
  4. 4,15 Bet-Elbetyder „Guds hus” og skulle repræsentere Guds nærvær, men det var blevet til et center for afgudsdyrkelse. Derfor kalder Hoseas det Ondskabens Hus (Bet-Aven).
  5. 4,16 Teksten er omstridt. Sandsynligvis et billede på det kuede Israel i eksil.
  6. 5,2 Meningen er uklar.
  7. 5,3 Efraim var det største område i Nordriget, Israel, og hovedstaden Samaria lå der. Hoseas bruger det som et synonym for Nordriget.
  8. 5,8 Meningen er omstridt.
  9. 6,6 Kan også oversættes med „trofasthed, troskab, hengivenhed”. LXX har oversat med „barmhjertighed” (citeret i Matt. 9,13 og 12,7)
  10. 7,16 Meningen er omstridt.
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.

Viewing of
Cross references
Footnotes