Jakobs gensyn med Esau

33 Jakob fik nu øje på Esau og de 400 mand et stykke borte. ² Straks stillede han sin familie op i en lang række, så slavepigerne og deres børn stod forrest, Lea og hendes børn i midten, og Rakel og Josef bagerst. ³ Jakob selv gik foran de andre. Alt imens han nærmede sig sin bror, bøjede han sig til jorden for ham syv gange. ⁴ Men Esau løb ham i møde, omfavnede ham hjerteligt og kyssede ham på kinden. De græd begge to. ⁵ Så fik Esau øje på kvinderne og børnene, og han spurgte: „Hvem er alle de mennesker, du har med?”

„Det er den familie, som Gud i sin godhed har givet mig,” svarede Jakob. ⁶ Så kom slavepigerne frem sammen med deres børn og bøjede sig til jorden. ⁷ Derefter kom Lea med sine børn og bøjede sig til jorden. Til allersidst kom Rakel og Josef, og de bøjede sig også til jorden.

⁸ „Men hvad var det for nogle dyreflokke, jeg mødte på vejen?” spurgte Esau.

„Det var ment som en gave til dig, fordi jeg ville gøre dig venligt stemt,” svarede Jakob.

⁹ Men Esau svarede: „Kære bror, jeg har rigeligt i forvejen. Behold du kun dine gaver.”

¹⁰ „Tag nu imod min gave,” insisterede Jakob. „At se dit ansigt er som at se Guds ansigt, nu da du har taget vel imod mig. ¹¹ Gør mig den glæde at tage imod gaven som en velsignelse fra mig. Gud har været uendelig god imod mig—og jeg har mere end nok!” Da Jakob blev ved at presse ham, gav Esau til sidst efter og tog imod gaven.

¹² „Lad os nu komme af sted,” sagde Esau. „Jeg følges med jer og viser vej.”

¹³ Men Jakob svarede: „Som du kan se, er nogle af børnene små—og der er en del små lam og kalve i hjorden. Hvis vi driver dem for hårdt, overanstrenger vi dem let, og der er risiko for, at de ikke kan klare det. ¹⁴ Det er bedre, at du rider i forvejen. Så kan vi andre tage den med ro og slutte os til dig i Seir.”

¹⁵ „Godt,” sagde Esau, „men lad mig i det mindste efterlade nogle af mine mænd hos dig, så de kan beskytte jer og vise vej.”

„Det behøves ikke!” svarede Jakob. „Der er slet ingen grund til, at du skulle vise mig så stor venlighed!”

¹⁶ Så begyndte Esau samme dag hjemturen til Seir. ¹⁷ Men Jakob og hans følge satte kursen mod Sukkot. Der byggede han hytter til sin familie og lavede indhegninger til dyrene. Derfor kaldes stedet Sukkot.^{[a] 18} Efter den lange tur fra Paddan-Aram ankom Jakob til sidst i god behold til byen Sikem i Kana’ans land, og han slog lejr på en grund lidt øst for byen, ¹⁹ som han købte for 100 sølvstykker af Hamors sønner. En af sønnerne hed Sikem. ²⁰ Og han byggede et alter der, som han kaldte El-Elohe-Israel.^[b]

Jakobs sønner hævner deres søster

34 En dag gik Leas datter Dina ud for at besøge nogle af de unge piger, som boede der på stedet. ² Men da Sikem, der var søn af hivvitten Hamor, som var byens konge, fik øje på hende, greb han fat i hende og voldtog hende. ³ Han blev dybt forelsket i hende og forsøgte at vinde hendes kærlighed. ⁴ Han sagde derfor til sin far: „Den pige vil jeg giftes med! Hjælp mig med at få hende!”

⁵ Jakob fik hurtigt at vide, at hans datter var blevet vanæret, men da hans sønner var ude for at passe dyrene, ville han ikke foretage sig noget, før de kom hjem igen.

⁶ Sikems far, Hamor, begav sig på vej hen til Jakob sammen med sin søn for at få en aftale. ⁷ Jakobs sønner var kommet hjem fra marken, så snart de hørte, hvad der var sket. De var chokerede og rasende over, at Sikem havde været så skamløs og voldtaget deres søster og derved havde bragt skam over hende og hele Jakobs familie. ⁸ Hamor fremkom nu med sit ærinde over for dem: „Min søn Sikem er forelsket i din datter. Han kan slet ikke vente med at få hende til kone. Vær rar og lad ham gifte sig med hende!” ^9-10 Så tilføjede han: „I øvrigt vil jeg indbyde dig og dine folk til at slå jer ned her iblandt os, så jeres døtre kan gifte sig med vores sønner, og vores døtre med jeres sønner. I må slå jer ned, hvor I har lyst, og færdes frit iblandt os og blive velstående folk.”

¹¹ Sikem tog derefter ordet, og henvendt til Dinas far og brødre sagde han: „Vis mig godhed og lad mig gifte mig med Dina! Jeg vil give jer hvad som helst, I beder om! ¹² Uanset hvor stor en brudepris eller anden gave, I forlanger, er jeg villig til at betale—hvis I blot vil give mig pigen!”

¹³ Men Dinas brødre gav Sikem og Hamor et listigt svar på grund af det, Sikem havde gjort imod deres søster. De sagde: ¹⁴ „Det kan vi umuligt gå med til, for du er ikke omskåret. Det ville være en stor skam for en kvinde fra vores familie at gifte sig med en mand som dig. ¹⁵ Men hvis alle jeres mænd vil blive omskåret som os, ¹⁶ har vi ikke noget imod giftermål med jer. Så slår vi os gerne ned her og bliver ét med jer. ¹⁷ Men hvis I ikke vil gå ind på det forslag, tager vi vores søster og rejser herfra.”

¹⁸ Hamor og Sikem gik straks ind på forslaget. ¹⁹ Sikem ville ingen tid spilde, for han var meget forelsket i Dina. Han var også den, der havde mest at sige i sin familie. ²⁰ Hamor og Sikem fremlagde nu forslaget for byens ledere, som samledes på pladsen ved byporten.

²¹ „Disse folk er vores venner,” begyndte de. „Lad os indbyde dem til at slå sig ned iblandt os og leve af deres erhverv som alle andre. Landet er jo stort nok til at rumme dem, og deres unge og vores unge kan gifte sig med hinanden. ²² Men de vil kun blive her på den betingelse, at alle vores mænd bliver omskåret, lige som de er. ²³ Hvis vi accepterer, bliver alle deres husdyr og anden ejendom i sidste ende vores. Lad os gå ind på deres betingelse, så de bliver boende hos os.”

²⁴ Forslaget blev accepteret, og alle mændene i byen blev omskåret. ²⁵ Men to dage senere, da de alle lå med feber og smerter, greb to af Dinas brødre, Simeon og Levi, deres sværd og gik uhindret ind i byen og dræbte samtlige mænd— ²⁶ deriblandt også Hamor og Sikem. Så hentede de Dina i Sikems hus og vendte tilbage til lejren med hende. ²⁷ Derefter gik alle Jakobs sønner ind og plyndrede byen, hvor deres søster var blevet voldtaget. ²⁸ De tog alle får og køer og æsler i byen og på markerne udenfor. ²⁹ Alt, der havde nogen værdi, tog de, og kvinderne og børnene tog de til fange.

³⁰ Men Jakob bebrejdede Simeon og Levi, hvad de havde gjort. „I har gjort mig meget upopulær!” sagde han. „Nu kan jeg takke jer for, at landets indbyggere, kana’anæerne og perizzitterne, er blevet mine fjender. Vi er jo ikke ret mange, så hvis de slår sig sammen og angriber os, er det ude med os.”

³¹ „Synes du måske, at Sikem skulle have lov til at behandle vores søster som en luder?” indvendte de vredt.

Jakob vender tilbage til Betel

35 Derpå sagde Gud til Jakob: „Nu skal du tage videre til Betel og slå lejr der. Du skal bygge et alter og tilbede mig der, for jeg er den Gud, som viste sig for dig, dengang du var på flugt fra din bror, Esau.”

² Med det samme gav Jakob besked til sin familie og hele sin husstand: „Tilintetgør alle jeres afgudsfigurer, vask jer grundigt og skift tøj. ³ Vi tager til Betel, og der vil jeg rejse et alter for den Gud, som hørte min bøn, da jeg var i vanskeligheder—den Gud, som også var med mig på min lange rejse.” ⁴ Så gav de Jakob alle deres afguder og øreringe, og han begravede det hele under det store egetræ udenfor byen Sikem.

⁵ Derefter brød de op og begav sig på vej. Gud gjorde indbyggerne i alle de omkringliggende byer rædselsslagne, så de ikke forfulgte dem. ⁶ Jakob og hans folk ankom nu til Luz, det senere Betel, i Kana’an. ⁷ Der byggede Jakob et alter og kaldte det El-Betel,^[c] for det var der, Gud havde vist sig for ham, dengang han flygtede fra sin bror.

⁸ Kort tid efter døde Rebekkas gamle barnepige, Debora, og hun blev begravet under egetræet i dalen neden for Betel. Siden den tid kaldte man træet „Grædeegen”.

⁹ Gud havde nu vist sig for Jakob to gange, den anden gang, da han var på vej hjem fra Paddan-Aram. Dengang havde Gud velsignet ham ¹⁰ og sagt: „Dit navn er godt nok Jakob. Men det skal du ikke længere kaldes. Du skal hedde Israel!” Det var altså dengang, Jakob fik navnet Israel.^[d]

¹¹ Her i Betel viste Gud sig igen for Jakob og gentog sit tidligere løfte:^[e] „Jeg er Gud den almægtige! Du skal få mange efterkommere og blive stamfar til et stort folk, ja mange folkeslag. Nogle af dine efterkommere vil blive konger. ¹² Det løfte om land, som jeg gav til Abraham og Isak, giver jeg også til dig og dine efterkommere.” ¹³ Så steg Gud op fra det sted, hvor han havde talt til Jakob. ¹⁴ Jakob havde rejst en mindesten på dette sted, hvor Gud nu igen havde vist sig for ham, og som et drikoffer til Gud hældte han vin ud over mindestenen og salvede den med olivenolie. ¹⁵ Grunden til, at Jakob kaldte stedet Betel,^[f] var, at Gud havde mødt ham der og talt til ham.^[g]

Jakob mister Rakel

¹⁶ Jakob og hans familie forlod nu Betel og rejste videre mod Efrat, det senere Betlehem. På vejen dertil fik Rakel stærke fødselsveer. ¹⁷ Under den meget vanskelige fødsel sagde jordemoderen: „Du skal ikke være bange, du har fået endnu en søn.” ¹⁸ Rakel overlevede dog ikke fødslen, men lige inden hun døde, gav hun ham navnet Benoni.^[h] Det navn ændrede Jakob til Benjamin.^[i]

¹⁹ Da Rakel var død, blev hun begravet ved vejen til Betlehem, som dengang hed Efrat. ²⁰ Jakob rejste en mindesten på graven, og den står der den dag i dag.

²¹ Så fortsatte Jakob sin rejse og slog lejr på den anden side af Migdal-Eder. ²² Det var, mens de opholdt sig der, at Ruben gik i seng med sin fars slavehustru, Bilha, og Jakob fik det at vide.

Her følger navnene på Jakobs 12 sønner. ²³ Hans sønner med Lea var: Ruben (den førstefødte), Simeon, Levi, Juda, Issakar og Zebulon. ²⁴ Hans sønner med Rakel var: Josef og Benjamin. ²⁵ Hans sønner med Bilha, Rakels tjenestepige, var: Dan og Naftali. ²⁶ Hans sønner med Zilpa, Leas tjenestepige, var: Gad og Asher. Disse sønner fik han under sin landflygtighed i Paddan-Aram.

²⁷ Omsider nåede Jakob frem til sin far, Isak, i Mamre, tæt ved Kirjat-Arba, som nu hedder Hebron, hvor også Abraham havde boet. ^28-29 Isak døde kort tid efter i en alder af 180 år, meget gammel og mæt af dage. Hans sønner, Esau og Jakob, begravede ham.

Jesus udsender de 12 apostle^(A)

10 Jesus kaldte nu 12 af sine disciple til sig og gav dem autoritet til at uddrive onde ånder og til at helbrede alle slags sygdomme og lidelser. ² Her er navnene på de 12 apostle: Simon, der senere fik navnet Peter; Andreas, der var bror til Simon; Jakob og Johannes, der var sønner af Zebedæus; ³ Filip; Bartolomæus; Thomas; Mattæus, som var skatteopkræver; Jakob, søn af Alfæus; Taddæus; ⁴ Simon Frihedskæmper^[a] og Judas Iskariot, der senere forrådte Jesus.

⁵ Derefter sendte Jesus de 12 apostle af sted med følgende instrukser: „I skal ikke tage ind i samaritanernes byer eller gå til de fremmede folkeslag, ⁶ men gå hellere til de fortabte får af Israels folk. ⁷ Fortæl dem, at Guds rige nu er kommet. ⁸ Helbred de syge, oprejs de døde, gør de spedalske raske og driv dæmonerne ud. I har fået det for intet. Giv det for intet. ⁹ I skal ikke tage penge med, ¹⁰ ingen taske med ekstra tøj og sandaler—ja, ikke engang en vandringsstav. Den, der arbejder, har lov til at forvente, at der bliver sørget for ham.

¹¹ Når I kommer ind i en by eller en landsby, så spørg efter en gudfrygtig person, som er villig til at invitere jer indenfor. Bliv i det hjem, indtil I tager videre til den næste by. ¹² Når I kommer ind i huset, skal I sige: ‚Fred være med hjemmet her!’ ¹³ Hvis det virkelig er et gudfrygtigt hjem, så vil jeres fred hvile over det. Hvis ikke, så vil freden vende tilbage til jer. ¹⁴ Men hvis der i en by ikke findes en eneste, som vil høre på jer, så ryst byens støv af jeres fødder, når I forlader stedet. ¹⁵ Det siger jeg jer: Sodoma og Gomorra med al deres ondskab og ugudelighed vil stå sig bedre på dommens dag end dem, der nægter at tage imod jer.

Forfølgelser forude^(B)

¹⁶ Jeg sender jer ud som får iblandt ulve. Vær ærlige, men ikke dumdristige. ^17-18 I vil blive arresteret og slæbt for retten på grund af jeres tro på mig. I vil blive pisket i synagogerne, og I vil blive anklaget og stillet for både konger og guvernører. Det vil give jer god anledning til at fortælle dem om mig, så budskabet også når ud til den slags folk. ¹⁹ Når I bliver stillet for en dommer, så lad være med at spekulere på, hvad I skal sige til jeres forsvar, for I vil få de rette ord i rette tid. ²⁰ Det er nemlig ikke jer, der skal tale—men jeres himmelske Fars Ånd vil tale gennem jer.