Add parallel Print Page Options

60 Til Sangmesteren. Al-sjusjan-edut. En Miktam af David til Indøvelse, dengang han kæmpede med Aram-Naharajim og Aram-Zoba, og Joab vendte tilbage og slog Edomiterne i Saltdalen, 12 000 Mand.

Gud, du har stødt os fra dig, nedbrudt os, du vredes - vend dig til os igen; du lod Landet skælve, slå Revner, læg nu dets Brist, thi det vakler! Du lod dit Folk friste ondt, iskænked os døvende Vin. Dem, der frygter dig, gav du et Banner, hvorhen de kan fly for Buen. - Sela. Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!

Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med jubel, udmåle Sukkots Dal; mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav, 10 Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg." 11 Hvo bringer mig hen til den faste Stad, hvo leder mig hen til Edom?

12 Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære. 13 Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte. 14 Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!

Løfte i en opløsningstid

60 1-2 Til korlederen: En sang af David i anledning af, at han havde besejret de aramæiske hære fra Naharajim og Zoba, og af, at Joab havde slået 12.000 edomitter i Saltdalen. Sangen er gavnlig til belæring og synges til melodien „Pagtens lilje.”

Hvorfor har du forkastet os, Gud?
Du har straffet os, fordi du var vred på os.
    Men se i nåde til os og hjælp os.
Det var, som blev vi ramt af et jordskælv,
    det føltes, som vores verden brød sammen.
Du har været hård mod dit folk,
    vi ravede omkring, som var vi fulde.
Men du kalder på de gudfrygtige,
    så de kan komme til dig og blive reddet.

Hør min bøn og gør brug af din magt,
    så dit elskede folk kan blive reddet.

Gud talte jo fra sin helligdom:
„Med glæde vil jeg udstykke Sikem,
    jeg vil udmåle Sukkots dal.
Gilead tilhører mig,
    Manasse er min ejendom.
Kongerne kommer fra Juda,
    og dygtige krigere fra Efraim.
10 Moabitterne skal tjene mig,
    og edomitterne være mine slaver.
        Jeg vinder sejr over filistrene.”

11 Hvem tager med os til den befæstede by?
    Hvem vil gå med os mod Edom?
12 Herre, har du forkastet os?
    Hvorfor drager du ikke med os i krig?
13 Hjælp os dog mod vore fjender,
    for menneskers hjælp er intet værd.
14 Med Guds hjælp vinder vi sejr,
    for du kan trampe vore fjender ned.