Add parallel Print Page Options

19 Til Sangmesteren. En Salme af David.

Himlen forkynder Guds Ære, Hvælvingen kundgør hans Hænders værk. Dag bærer Bud til Dag, Nat lader Nat det vide. Uden Ord og uden Tale, uden at Lyden høres, når Himlens Røst over Jorden vide, dens Tale til Jorderigs Ende. På Himlen rejste han Solen et Telt; som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane, rinder op ved Himlens ene Rand, og dens Omløb når til den anden. Intet er skjult for dens Glød.

Herrens Lov er fuldkommen, kvæger Sjælen, Herrens Vidnesbyrd holder, gør enfoldig viis, Herrens Forskrifter er rette, glæder Hjertet, Herrens Bud er purt, giver Øjet Glans, 10 Herrens Frygt er ren, varer evigt, Herrens Lovbud er Sandhed, rette til Hobe, 11 kostelige fremfor Guld, ja fint Guld i Mængde, søde fremfor Honning og Kubens Saft. 12 Din Tjener tager og Vare på dem; at holde dem lønner sig rigt.

13 Hvo mærker selv, at han fejler? Tilgiv mig lønlige Brøst! 14 Værn også din Tjener mod frække, ej råde de over mig! Så bliver jeg uden Lyde og fri for svare Synder. 15 Lad min Munds Ord være dig til Behag, lad mit Hjertes Tanker nå frem for dit Åsyn, Herre, min Klippe og min Genløser!

Skaberværkets vidnesbyrd

19 Til korlederen: En sang af David.

Himlen vidner om Guds herlighed,
    universet udtrykker hans underfulde skaberkraft.
Dag efter dag forkynder solen Guds storhed.
    Nat efter nat vidner stjernerne derom.
Skaberværket taler ikke,
    der er ingen stemme at høre.
Og dog når budskabet til jordens ende,
    det kan ses overalt i verden.

Solen fik sit hjemsted på himlen,
    strålende som en brudgom bryder den frem,
        gennemløber sin bane med udholdenhed og glæde.
Den ene horisont er dens udgangspunkt,
    ved den anden når den sit mål.
        Intet undgår dens brændende varme.

Herrens lov

Herrens lov er fuldkommen, giver sjælen styrke.
    Hans befalinger er troværdige, gør selv en tåbe vis.
Herrens anvisninger er gode, giver hjertet glæde.
    Hans forordninger er fuldkomne, giver indsigt og forstand.
10 Herrens ord er sande, står fast for altid.
    Hans vedtægter er gode og værd at følge.
11 De er mere værd end guld, ja selv det pureste guld,
    sødere end frisk honning, der drypper fra bikagen.
12 Dine tjenere bliver vejledt gennem dem,
    de, der adlyder dem, bliver rigt belønnet.

Hjælp imod synd

13 Herre, hvem kan se sine egne fejl?
    Straf mig ikke for ubevidste synder.
14 Bevar mig fra at synde med vilje,
    lad ikke mit begær få magten over mig.
Da kan jeg stå uden skyld for dit ansigt
    og skal ikke dømmes for oprør imod dig.
15 Gid alt, hvad jeg siger med min mund,
    og alt, hvad jeg tænker i mit hjerte,
        er noget, du kan acceptere.
Herre, du er den, der beskytter og udfrier mig.