13 Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det; ² hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer. ³ Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette, ⁴ mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe. ⁵ Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise! ⁶ Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage! ⁷ Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig? ⁸ Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud? ⁹ Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske? ¹⁰ Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske. ¹¹ Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder? ¹² Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.

¹³ Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil! ¹⁴ Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd; ¹⁵ se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd. ¹⁶ Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham! ¹⁷ Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører! ¹⁸ Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min! ¹⁹ Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden! ²⁰ Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig: ²¹ Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!

²² Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare! ²³ Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd! ²⁴ Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende? ²⁵ Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå, ²⁶ at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld, ²⁷ lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje. indkredser mine Fødders Trin!

²⁸ Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,