Add parallel Print Page Options

På den een og tyvende Dag i den syvende Måned kom Herrens Ord ved Profeten Haggaj således: Sig til Judas Statholder Zerubbabel, Sjaltiels Søn, til Ypperstepræsten Josua, Jozadaks Søn, og til Resten af Folket således: Er der nogen tilbage iblandt eder af dem, der har set dette Hus i dets fordums Herlighed? Hvorledes tykkes det eder da nu? Er det ikke som intet i eders Øjne? Dog vær kun trøstig, Zerubbabel, lyder det fra Herren, vær kun trøstig, du Ypperstepræst Josua, Jozadaks Søn, vær kun trøstigt, alt Folket i Landet, lyder det fra Herren. Arbejd kun, thi jeg er med eder, lyder det fra Hærskarers Herre, og min Ånd bliver iblandt eder med den Pagt, jeg sluttede med eder, da I drog bort fra Ægypten; frygt ikke! Thi så sigerHærskarers Herre: Endnu en Gang om en liden Stund vil jeg ryste Himmel og Jord, Hav og tørt Land, og jeg vil ryste alle Folkene, og da skal alle Folkenes Skatte komme hid, og jeg fylder dette Hus med Herlighed, siger Hærskarers Herre. Mit er Sølvet, og mit er Guldet, lyder det fra Hærskarers Herre. Dette Hus's kommende Herlighed bliver større end den tidligere, siger Hærskarers Herre, og på dette Sted vil jeg give Fred, lyder det fra Hærskarers Herre.

10 På den fire og tyvende Dag i den niende Måned i Darius's andet Regeringsår kom Herrens Ord ved Profeten Haggaj således: 11 Så siger Hærskarers Herre: Bed Præsterne om Svar på følgende Spørgsmål: 12 "Dersom en Mand bærer helligt Kød i sin kappeflig og med Fligen rører ved Brød eller noget, som er kogt, eller ved Vin eller Olie eller nogen Slags Mad, bliver disse Ting så hellige?" Præsterne svarede nej. 13 Haggaj spurgte da: "Hvis en, som er blevet uren ved Lig, rører ved nogen af disse Ting, bliver den så uren?" Præsterne svarede ja. 14 Så tog Haggaj til Orde og sagde: Således er det i mine Øjne med disse Mennesker, således med dette Folk, lyder det fra Herren, og således med alt deres Hænders Værk og med, hvad de ofrer der: det er urent. 15 Men læg nu Mærke til, hvorledes det går fra i Dag! Før Sten lagdes på Sten i Herrens Hus, 16 hvorledes gik det eder da? Når man kom til en Dynge Korn på tyve Mål, var der ti; og kom man til en Vinperse for at øse halvtresindstyve Mål af Kummen, var der tyve. 17 Jeg slog eder med Kornbrand, Rust og Hagl ved alt eders Arbejde, men I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra Herren. 18 Læg Mærke til, hvorledes det går fra i Dag, fra den fire og tyvende Dag i den niende Måned, fra den Dag Grunden lagdes til Herrens Hus, læg Mærke dertil! 19 Er Sæden endnu i Laderne, står Vinstokken, Figentræet, Granatæbletræet og Oliventræet endnu uden Frugt? Fra i Dag velsigner jeg.

20 Og Herrens Ord kom for anden Gang til Haggaj på den fire og tyvende bag i Måneden således: 21 Sig til Judas Statholder Zerubbabel: Jeg ryster Himmelen og Jorden 22 og omstyrter Kongernes Troner, tilintetgør Hedningerigernes Styrke og vælter Stridsvognene med deres Førere, og Heste og Ryttere skal styrte, og den ene skal falde for den andens Sværd. 23 På hin Dag, lyder det fra Hærskarers Herre, tager jeg dig, min Tjener Zerubbabel, Sjealtiels Søn. lyder det fra Herren, og gør dig til en Seglring; thi dig har jeg udvalgt, lyder det fra Hærskarers Herre.

Guds herlighed skal fylde templet

Den 21. dag i den syvende måned talte Herren igen til Haggaj: „Sig til Zerubbabel, Josva og resten af folket: Er der stadig nogen tilbage iblandt jer, som kan huske, hvor herligt det forrige tempel var? I sammenligning med det synes I sikkert, at det, I er ved at bygge, ikke ser ud af noget. Men jeg siger til dig, Zerubbabel: Tab ikke modet! Det samme siger jeg til dig, Josva: Tab ikke modet! Ja, jeg siger det til hele folket: Tab ikke modet! Fortsæt arbejdet, for jeg er med jer, og min Ånd er til stede midt iblandt jer, som jeg lovede jer, dengang I kom ud af Egypten. I har intet at frygte.

Snart vil jeg endnu en gang ryste himlen og jorden, både havet og landjorden. Ja, jeg vil ryste alle verdens nationer, så deres kostbarheder bliver bragt hertil, og jeg vil fylde templet med min herlighed. Sølvet og guldet tilhører nemlig mig.

I skal få at se, at dette tempel bliver herligere end det forrige tempel, for jeg vil lade min fred og velsignelse være over dette sted,” siger Herren, den Almægtige.

10 Den 24. dag i den niende måned samme år sagde Herren til profeten Haggaj: 11 „Stil præsterne følgende spørgsmål: 12 Hvis en af jer bærer et stykke helligt offerkød i sin kappe, og kappen kommer i berøring med brød eller kød, vin eller olie eller anden mad, bliver de andre ting så hellige?” Da Haggaj stillede dem det spørgsmål, svarede præsterne: „Nej!”

13 Haggaj fortsatte: „Hvis en person er blevet uren ved at røre et lig, betyder det så, at det, han kommer i berøring med, også bliver urent?” Hertil svarede præsterne: „Ja!”

14 Derefter sagde Haggaj: „Herren siger: Sådan var det også med jer, mit folk. I var urene i jeres forhold til mig. Derfor lykkedes jeres arbejde ikke, og jeres ofringer kunne jeg ikke acceptere.

15 Tænk over, hvordan det gik jer, før I begyndte genopbygningen af templet. 16 Dengang høstede I kun halvt så meget korn, som I havde regnet med, og fik kun 20 ankre vin, hvor I havde forventet 50. 17 Jeg ødelagde jeres afgrøder med skimmel, meldug og hagl, og alligevel vendte I jer ikke til mig.

18-19 Men læg mærke til, hvordan det går jer fra i dag, den 24. dag i den niende måned. I dag er templets fundament færdigt, og fra i dag vil jeg velsigne jer. Selvom I endnu ikke har tilsået jeres marker, og selvom vinstokkene, figentræerne, granatæbletræerne og oliventræerne endnu ikke bærer frugt, så vil jeg fra i dag velsigne jer!”

20 Samme dag fik Haggaj endnu et budskab fra Herren 21 til Zerubbabel. Budskabet lød: „Jeg ryster himlen og jorden, 22 jeg afsætter konger, tilintetgør stormagter og vælter deres stridsvogne. Heste og ryttere styrter, og hærene slår hinanden ihjel. 23 Til den tid vil jeg give min tjener Zerubbabel den samme autoritet, som jeg har,[a] for han er min udvalgte tjener,” siger Herren den Almægtige.

Footnotes

  1. 2,23 Ordret: „Jeg vil tage dig, Zerubbabel, min tjener, og gøre dig til en seglring.” Zerubbabel var af Davids slægt og repræsenterede således Davids rige. Seglringen henviser til den autoritet, som ejeren af ringen havde. Det er en profetisk hentydning til en kommende Davidssøn og opfyldes gennem Jesus, som er efterkommer af Zerubbabel (Matt. 1,12), en Guds tjener, som skulle blive grundvolden til et nyt „tempel” og oprette et nyt, åndeligt Davidsrige.