Add parallel Print Page Options

Dom over Edom

35 Herren sagde til mig: „Du menneske, ret blikket mod Seirs bjerg og profetér imod Edoms folk:

Jeg er imod jer, Seirs stolte bjerge. Jeg løfter min hånd for at straffe jer og gøre jeres land til en ødemark. Jeg jævner jeres byer med jorden og lægger hele landet øde, så I kan forstå, at jeg er Herren.

I har altid hadet mit folk, Israel. I overfaldt dem og sablede dem ned, dengang jeg var nødt til at straffe dem. Så sandt jeg lever, siger Herren: I elsker at se blod, og I skal få blod at se, for nu kommer turen til jer. Jeg gør Seirs bjerge til ødemark og udrydder folket, som færdes der. Jeg sørger for, at bjergsider, dale og vandløb bliver fyldt med lig. Landet bliver en ødemark for evigt, og ingen skal bo i byerne igen. Da skal I indse, at jeg er Herren.

10 I rykkede ud mod Israel og Juda for at erobre dem, selvom I vidste, at jeg var deres Gud. 11 Så sandt jeg lever, vil jeg straffe jer på grund af jeres vrede, had og jalousi, og I skal erkende, at det er mig, Herren, som griber ind og dømmer jer. 12 Da skal I indse, at jeg hørte hvert eneste hånende ord, I udtalte imod Israels bjerge, da I mente, at de lå øde hen, og at I derfor havde ret til at besætte dem. 13 I hånede mig med de mange ord, I udtalte imod mig. Men jeg hørte det alt sammen.

14 Gud Herren siger: Hele verden vil fryde sig over jeres undergang. 15 I frydede jer over Israels sørgelige skæbne. Nu er det min tur til at fryde mig over jeres, for I vil blive udryddet, alle I folk i Seirs bjerge og i hele Edom. Da skal I indse, at jeg er Herren.