Add parallel Print Page Options

Profetier mod Tyrus

26 I det 11. år af vores eksil, på den første dag i måneden,[a] sagde Herren til mig:

„Du menneske, Tyrus godtede sig over Jerusalems fald og mente, at byens ødelæggelse ville blive til gavn for deres handel. Derfor siger Gud Herren: Jeg vender mig imod dig, Tyrus, og lader fremmede folk skylle ind over dig, som havets bølger slår ind over din kyst. De ødelægger dine mure og river dine fæstningsværker ned. Jeg fejer støvet bort, så kun den nøgne klippe er tilbage. Du bliver en ubeboet ø, en tørreplads for fiskernes net. Jeg har talt, siger Gud Herren. Du bliver bytte for fremmede folkeslag, og dine forstæder på fastlandet falder i krigen. Da vil du indse, at jeg er Herren.

Jeg sender Nebukadnezar, Babylons store konge, imod dig fra nord med en mægtig hær af ryttere og stridsvogne. Først falder småbyerne på fastlandet. Så laver han angrebsramper imod dig, bygger belejringsvolde og løfter et lag af skjolde. Rambukke vil bryde dine mure ned og jernstænger brække dine tårne i stykker. 10 Hestenes hove vil rejse en støvsky, der dækker byen, og murene vil skælve ved larmen fra stridsvognene og hestene, når de kører ind gennem hullet i bymuren. 11 Rytterne vil storme frem i dine gader og sable befolkningen ned med deres sværd. Alle dine store stenstøtter bliver væltet omkuld. 12 Man plyndrer dig for alt af værdi, ødelægger dine prægtige huse og jævner dem med jorden. Stenene og tømmeret havner i havet, ja, selv støvet bliver fejet væk. 13 Det er slut med at synge muntre sange og spille sød musik, citeren forstummer. 14 Du bliver til en ubeboet ø, en tørreplads for fiskernes net. Aldrig igen skal du genopbygges, for jeg, Herren, har talt, og mit ord står ved magt.

15 Hele kystområdet vil blive rystet, når de hører om de mange sårede og faldne. 16 Alle fyrsterne langs kysten vil stige ned fra deres troner og lægge deres fornemme kåber til side. De vil sætte sig på jorden i rædsel og ryste af angst. 17 De vil sørge over dig og synge denne klagesang:

‚Åh, du mægtige havneby, havets hersker.
    Du nød stor respekt, men nu er du sunket i grus.
18 Dit fald får kystlandet til at skælve.
    De mange øer ryster på hovedet i vantro fortvivlelse.’

19 Herren siger: Jeg lægger dig øde som de andre byer, der blev jævnet med jorden. Du bliver overskyllet af havet og skjult under bølgernes brus. 20 Du sendes i graven til fortidens folk, der for længst sank ned i underverdenen. Der kan du ligge blandt gamle ruiner, for du vil aldrig mere blive beboet og opleve det pulserende liv. 21 Undergangen rammer dig pludselig, og så eksisterer du ikke mere. Selvom man vil søge efter dig, finder man dig aldrig igen, siger Gud Herren.”

Footnotes

  1. 26,1 Månedens navn er sandsynligvis faldet ud ved en fejlkopiering.

26 I det ellevte År På den første dag i ... månede kom Herrens Ord til mig således: Menneskesøn! Fordi Tyrus siger om Jerusalem: "Ha, ha! Folkeslagenes Port er knust; den står mig åben; den var rig, men er nu øde!" derfor, så siger den Herre Herren: Se, jeg kommer over dig, Tyrus, og fører mange Folk imod dig, som når Havet rejser sine Bølger. De skal ødelægge Tyruss Mure og nedbryde Tårnene. Jeg fejer Muldet bort og gør Tyrus til nøgen Klippe; en Tørreplads for Net skal det være ude i Havet, så sandt jeg har talet, lyder det fra den Herre Herren; og det skal blive et Bytte for Folkene. Dets Døtre på Land skal hugges ned med Sværd; og de skal kende, at jeg er Herren.

Thi så siger den Herre Herren: Se, nordenfra fører jeg mod Tyrus Kong Nebukadrezar af Babel, Kongernes Konge, med Heste, Vogne og Ryttere og en vældig Hærskare. Dine Døtre på Land skal han hugge ned med Sværd; han skal bygge Belejringstårne, opkaste Stormvold og rejse Skjoldtag imod dig; sin Murbrækkers Stød skal han rette imod dine Mure og nedbryde dine Tårne med sine Sværd. 10 Hans Heste skal myldre, så Støvet, de rejser, skjuler dig; Ryttere, Hjul og Vogne skal larme, så dine Mure ryster, når han drager igennem dine Porte, som når man trænger ind i en stormet By. 11 Med sine Hestes Hove skal han nedtrampe alle dine Gader; dit Folk skal han hugge ned med Sværdet og styrte dine stolte Støtter til Jorden. 12 De skal rane din Rigdom og gøre dine Handelsvarer til Bytte; de skal nedbryde dine Mure og nedrive dine herlige Huse: Sten, Tømmer og Ler skal de kaste i Vandet. 13 Jeg gør Endepå dine brusende Sange, og dine Citres Klang skal ikke mere høres. 14 Jeg gør dig til nøgen Klippe, en Tørreplads for Net skal du være. Aldrig mere skal du bygges, så sandt jeg, Herren, har talet, lyder det fra den Herre Herren.

15 Så siger den Herre Herren til Tyrus: For sandt, ved dit drønende Fald, ved de såredes Stønnen, når Sværd hugger løs i din Midte, skal Strandene skælve. 16 Ned fra sin Trone stiger hver Fyrste ved Havet, Kapperne lægger de bort, aflægger de brogede Klæder og klæder sig i Sorg; de sidder på Jorden og skæler uafbrudt, slagne af Rædsel over dig. 17 De synger en Klagesang om dig og siger til dig: Ak, du gik under, forsvandt fra Havet, du fejrede By, du, som var vældig på Havet, du og dine Borgere, du, der jog Rædsel i alle, som boede der! 18 Nu gribes Strandene af Skælven, den Dag du falder, og Havets Øer forfærdes over din Udgang!

19 Thi så siger den Herre Herren: Når jeg gør dig til en øde By og lige med affolkede Byer, når jeg fører Verdensdybet over dig, og de vældige Vande skjuler dig, 20 så støder jeg dig ned iblandt dem, der steg ned i Dybet, blandt Fortidens Folk, og lader dig ligge i Underverdenen som ældgamle Ruiner blandt dem, der steg ned i Dybet, for at du aldrig mere skal bebos eller rejse dig i de levendes Land; 21 jeg giver dig hen til brat Undergang, og det skal være ude med dig; selv om der søges efter dig, skal du aldrig i Evighed findes, lyder det fra den Herre Herren.