Add parallel Print Page Options

Og Herren sagde til mig: "Tag dig en stor Tavle og skriv derpå med Menneskeskrift: Hurtigt-Bytte, Hastigt-Rov!, Og tag mig pålidelige Vidner, Præsten Urija og Zekarja, Jeberekjahus Søn!" Og jeg nærmede mig Profetinden, og hun blev frugtsommelig og fødte en Søn. Så sagde Herren til mig: "Kald ham Hurtigt-Bytte, Hastigt-Rov! Thi før Drengen kan sige Fader og Moder, skal Rigdommene fra Damaskus og Byttet fra Samaria bringes til Assyrerkongen!"

Fremdeles sagde Herren til mig: Eftersom dette Folk lader hånt om Siloas sagte rindende Vande i Angst for Bezin og Remaljas Søn, se, så lader Herren Flodens Vande, de vældige, store, oversvømme dem, Assyrerkongen og al hans Herlighed; over alle sine Bredder skal den gå, trænge ud over alle sine Diger, styrte ind i Juda, skylle over, vælte frem og nå til Halsen; og dens udbredte Vinger skal fylde dit Land, så vidt det når Immanuel! I Folkeslag, mærk jer det med Rædsel, lyt til, alle fjerne Lande: Rust jer, I skal ræddes, rust jer, I skal ræddes. 10 Læg Råd op, det skal dog briste, gør Aftale, det slår dog fejl, thi - Immanuel! 11 Thi så sagde Herren til mig, da hans Hånd greb mig med Vælde, og han advarede mig mod at vandre på dette Folks Vej: 12 Kald ikke alt Sammensværgelse, hvad dette Folk kalder Sammensværgelse, frygt ikke, hvad det frygter, og ræddes ikke! 13 Hærskarers Herre, ham skal I holde hellig, han skal være eders Frygt, han skal være eders Rædsel. 14 Han bliver en Helligdom, en Anstødssten og en Klippe til Fald for begge Israels Huse og en Snare og et Fangegarn for Jerusalems Indbyggere, 15 og mange iblandt dem skal snuble, falde og kvæstes, fanges og bindes. 16 Bind Vidnesbyrdet til og sæt Segl for Læren i mine disciples Sind! 17 Jeg bier på Herren, han, som dølger sit Åsyn for Jakobs Hus, til ham står mit Håb: 18 Se, jeg og de Børn, Herren gav mig, er Varsler og Tegn i Israel fra Hærskarers Herre, som bor på Zions Bjerg. 19 Og siger de til eder: "Søg Genfærdene og Ånderne, som hvisker og mumler!" skal et Folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde for de levende? 20 Nej! Til Læren og Vidnesbyrdet! Således skal visselig de komme til at tale, som nu er uden Morgenrøde. 21 Han skal vanke om i Landet, trykket og hungrig. Og når han hungrer, skal han blive rasende og bande sin Konge og sin Gud. Vender han sig til det høje, 22 eller skuer han ud over Jorden, se da er der Trængsel og Mørke, knugende Mulm; i Bælgmørke er han stødt ud.

Fremtidige assyriske angreb

Derpå sagde Herren til mig: „Tag en stor tavle og skriv med tydelig skrift navnet: Maher-Shalal Hash-Baz.[a] Gør det med to pålidelige mænd som vidner: Urija, som er præst, og Zekarja, Jeberekjas søn.”

Derefter gik jeg ind til min hustru, og hun blev gravid og fødte en søn. Da sagde Herren til mig: „Kald ham Maher-Shalal Hash-Baz, for endnu inden drengen har lært at sige ‚mor’ eller ‚far’, vil assyrerkongen plyndre Damaskus’ rigdomme og røve Samarias skatte.”

Herren talte igen til mig: „Fordi mit folk har forkastet Shiloas friske vand[b] og foretrækker Arams kong Retzin og Israels kong Peka, vil jeg sende en mægtig oversvømmelse fra Eufratfloden imod dem: Assyrerkongen og hans mægtige hære vil oversvømme landet. Floden vil gå over sine bredder, skylle ind over Judas land og nå helt frem til hovedstaden. Hele ‚Immanuel’s land vil bliver angrebet af fjenden.”

Gør blot klar til krig, I folkeslag, men I kan ikke stå jer imod Herren! Hør efter, I fjerne lande. Gør bare alt, hvad I kan. I vil dog blive slået engang. 10 Hold blot krigsråd og indgå alliancer. Det nytter intet, for Gud er med os.

Om at have tillid til Gud

11 Herren opfordrede mig kraftigt til at stå fast og ikke følge flertallet. Henvendt til os, der fulgte ham, sagde han: 12 „I skal ikke kalde noget for en sammensværgelse, bare fordi andre gør det. Bliv ikke grebet af panik som flertallet. 13 Det er mig, I skal respektere, frygte og ære, for jeg er Herren, den Almægtige. 14 Jeg er som en helligdom og et tilflugtssted, men også som en anstødssten, som både Israel og Juda vil snuble over, en fælde, som Jerusalems indbyggere vil blive fanget i. 15 Mange vil snuble og falde over den. 16 Skriv det ned, som jeg har sagt, og sæt segl på bogrullen, så de, der følger mig, kan holde fast ved mit ord.”

17 Jeg har forventning til, at Herren griber ind, selv når han vender ryggen til Israels folk. Jeg sætter al min lid til ham. 18 Her er jeg sammen med de børn, som Herren gav mig. Vi er som tegn[c] for Israels folk fra Herren, den Almægtige, som bor på Zions bjerg.

19 Måske vil nogle sige til jer: „Prøv at spørge de clairvoyante til råds, dem der mumler og hvisker. Skal man ikke søge råd hos sine guder og adspørge de døde angående de levende, 20 så man kan få vejledning og hjælp?” Men de, der siger sådan, famler i mørket. 21 De kommer til at vandre modløse og sultne gennem landet. Hungersnøden vil gøre dem bitre, så de forbander både kongen og Gud. 22 Hvad enten de spejder mod det høje eller ser sig omkring på jorden, er der kun modgang og håbløst mørke omkring dem.

Messiashåbet

23 Men mørket skal ikke ruge for altid
    over det land, som tynges af trængsler.
Herren har ydmyget Zebulon
    og bragt skam over Naftalis land.
Men engang vil vejen til havet igen få ære,
    og landet øst for Jordanfloden,
        de fremmede folkeslags Galilæa.

Footnotes

  1. 8,1 Navnet betyder: „Hurtigt bytte, hastigt rov.”
  2. 8,6 En berømt dam i Jerusalem, der fik vand fra Gihonkilden, her symbol på Guds hjælp. Navnet betyder „udsendelse”, og henviser nok til, at Gud gerne vil sende hjælp, men folket vil ikke tage imod hjælpen. Jf. Joh. 9,7.11.
  3. 8,18 Esajas betyder „Jahve frelser”. Se noterne til 7,3.14 og 8,1.