A A A A A
Bible Book List

5 Mosebog 32Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

32 1-3 Lyt efter, himmel og jord,
    livgivende er mine ord,
forfriskende er min tale
    som dug i grønne dale.
Om Herren jeg vil jer lære,
    så I lever ham til ære!
Som en klippe er Herren urokkelig,
    en trofast Gud, helt uden svig.
Men hans eget folk, åh, hvilken skam,
    vendte ryggen til og svigtede ham.
Hvilken tåbelighed at begå,
    hvilken måde at lønne hans trofasthed på.
Er han ikke jeres skaber og far,
    som har givet jer alt, hvad I har?
Lad nu tankerne gå tilbage
    og husk på fortidens dage.
Lad de, som er grånet af ælde,
    om tegn og undere fortælle.
Da Herren fordelte jorden
    mellem folk fra syden til norden,
satte han landenes skel
    med tanke på menneskers[a] vel.
Men Israel beholdt han selv.
    Det folk blev hans ejendom.
10 Han fandt dem i ødemarken tom
    under ørkenhimlens brændende hvælv.
Han vogted' dem fra det høje,
    som man værner sit sårbare øje.[b]
11 Som en ørn, der skubber ungen ud af reden[c]
    og spreder vingerne ud forneden,
han løfted' sit folk på sit vingefang
    og bar dem fremad dagen lang.
12 Herren ville selv dem føre,
    ingen fremmed gud fik lov dem at røre.
13 De bosatte sig i landet med bakker og slugter
    og blev næret af markens og træernes frugter.
Fra klippens spalter fik de honning på bord,
    de fik olivenolie trods den stenede jord.
14 Mælk fra geder og køer kunne tørsten slukke,
    kød fra Bashans tyre, væddere og bukke.
De høstede en hvede så fin,
    og dertil den blodrøde druevin.
15 Israel[d] blev forkælet og fed,
    opblæst og egenrådig derved.
De forkastede deres Skaber og Gud,
    foragtede deres Frelsers bud.
16 At de vakte Guds vrede rørte dem ikke,
    de forlod ham til fordel for nye skikke.
17 De ofred' til dæmoner, som kun er tomhed,
    frugten af menneskers frygtsomhed.
Til væmmelige afguder de sig vendte,
    nye guder, som fædrene ikke kendte.
18 De glemte den Gud, som livet dem gav,
    skubbede ham ud i glemslens hav.
19 Derfor må han støde sine egne børn bort -
    tænk at han skulle lide en så frygtelig tort!
20 Herren siger:
»Jeg vender dem ryggen og ser, hvad der sker.
    De børn kan jeg ikke regne med mer.
De lovede mig troskab og lydighed,
    men var falske og utro til stadighed.
21 De har provokeret mig med tomheds guder,
    de har opført sig som en anden luder.
Så provokerer jeg dem ved at elske en anden,
    jeg vil gøre dem jaloux på et ›uvidende‹ folk.
22 Min vrede er blusset op påny,
    den rammer alt fra havets dyb til himlens sky.
Jorden lægges øde, der er intet at høste,
    alverden skal i sin grundvold ryste.
23 De mange ulykker giver dem ingen hvile,
    jeg skyder på dem med alle mine pile.
24 De bliver ramt af hungersnød og tørke,
    hærget af pest og dødens mørke.
Rovdyrtænder vil flænse dem op,
    giftige slanger vil hugge i deres krop.
25 På gaden slår fjenden børnene ned,
    i hjemmene er der hverken ro eller fred.
Både børn og unge vil miste livet.
    De gamle har hvert et håb opgivet.
26 At udrydde dem helt, jeg havde i sinde,
    jeg ville for evigt udslette deres minde.
27 Men så ville det lyde i fjendens lejr:
    ›Det var vores magt, der gav os sejr!‹
28 Mit folk er uden forstand,
    fatter de da ingenting?
29 Havde de bare haft visdom til at se,
    havde de været klar over, hvad der ville ske.
30 Kunne en enkelt fjende jage tusind af dem på flugt,
    eller to fjender med ti tusind krigere få bugt,
hvis ikke jeg havde vendt dem ryggen,
    hvis ikke deres beskytter[e] havde trukket sig bort?
31 Deres fjender har ikke en sådan beskytter,
    og det ved de godt.[f]
32 De er fordærvede som Sodoma,
    lige så rådne som Gomorra,
de er som bitre vindruer
    fra giftige drueklaser,
33 deres ord er som bid fra en slange,
    som spyt fra en kobra.
34 Alt dette ligger gemt hos mig,
    forseglet i mine arkiver.
35 Hævnen og gengældelsen er min,
    en dag skal deres fødder vakle.
Undergangen nærmer sig,
    den vil komme over dem med hast.«
36 Men når der kun er en rest tilbage,
    når Herren ser, at deres kraft er opbrugt,
da vil han genrejse sit folk,
    forbarme sig over sine tjenere.
37 Da vil han spørge: »Hvor er nu jeres guder,
    dem I troede, der ville hjælpe jer?
38 De åd jo fedtet fra jeres ofre
    og drak den vin, I gav dem.
Lad dem komme jer til hjælp,
    lad dem beskytte jer!
39 Forstår I nu, at jeg er Gud?
    Der findes ingen anden som mig.
Jeg slår ihjel, men jeg giver også liv,
    jeg sårer, men jeg læger også.
Den, jeg dømmer, kan ingen redde.
40 Jeg løfter min hånd og sværger:
    Så sandt jeg lever evindelig,
41 vil jeg hvæsse mit lynende sværd
    og udføre min knusende dom.
Jeg vil hævne mig på mine fjender,
    og hugge dem ned, som hader mig.
42 Mine pile vil svømme i blod,
    mit sværd vil svælge i kød.
Det udgyder faldnes og fangnes blod,
    hugger de tapreste hoveder af.«
43 Glæd jer, I folkeslag, sammen med hans folk,
    for Herren vil hævne sine tjeneres blod.
Han vil straffe fjenden
    og skaffe soning for sit folks land.[g]

44-45 Moses stod med Josva ved sin side og fremsagde alle de her ord for hele Israels folk. 46 Derefter sagde han:

»De love, jeg har pålagt jer i dag, skal I lægge jer grundigt på sinde, så I kan lære jeres børn at overholde dem. 47 De er ikke tomme ord uden betydning. Jeres liv afhænger af dem! Hvis I adlyder dem, vil I få et langt og godt liv i det land, I skal over og tage i besiddelse på den anden side af Jordanfloden.«

Moses velsigner folket umiddelbart før sin død

48 Samme dag sagde Herren til Moses: 49 »Om kort tid skal du gå op på Nebos bjergtop i Abarimbjergene i Moabs land over for Jeriko og se ud over Kana'ans land, det land jeg nu vil give Israels folk. 50 Når du har taget landet i øjesyn, skal du dø, ligesom din bror Aron måtte dø på Hors bjerg, 51 for I var begge ulydige over for mig for øjnene af Israels folk, da I ved Meribas kilder uden for Kadesh i Zins ørken ikke gav mig ære. 52 Du får lov at se ind i det land, jeg giver Israels folk, men du får ikke lov selv at komme ind i det.«

Footnotes:

  1. 32,8 Mens den masoretiske tekst siger »Israel«, har både LXX og Dødehavsrullerne »Guds sønner«. I betydningen »skabt af Gud« er alle mennesker Adams børn og Guds børn.
  2. 32,10 Den hebraiske tekst taler om at beskytte pupillen, den mest sårbare del af øjet. Oversættelsen »øjesten« er sprogligt set ikke korrekt.
  3. 32,11 For at lære ungen at flyve og tvinge den til at bruge sine vinger. Hvis ungen har problemer med at flyve og falder til jorden, vil moderen hurtigt dykke ned og sprede sine vinger ud nedenunder den faldende unge for på den måde at opsamle den på sit vingefang.
  4. 32,15 På hebraisk: »Jeshurun«, som betyder »den retfærdige«, et hædersnavn for Israel.
  5. 32,30 Teksten taler om en »klippe«, altså et symbol på beskyttelse mod fjenden.
  6. 32,31 Septuaginta siger »vores fjender er uforstandige«, mens den masoretiske tekst siger »vores fjender er dommere«. Det er uvist, hvad den oprindelige tekst sagde, og hvad meningen er.
  7. 32,43 Betydningen usikker. Muligvis »give sit folk deres land tilbage«.
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.

  Back

1 of 1

You'll get this book and many others when you join Bible Gateway Plus. Learn more

Viewing of
Cross references
Footnotes