Add parallel Print Page Options

Gibeonitternes hævn

21 Mens David var konge, blev landet ramt af en hungersnød, der varede i tre år. David søgte derfor råd hos Herren, som svarede: „Hungersnøden skyldes den synd, som Saul og hans familie begik ved at slå nogle gibeonitter ihjel på trods af, at Israelitterne havde lovet at lade dem være i fred.” (Gibeonitterne var et folk, som ikke tilhørte Israel. De var efterkommere af amoritterne, men israelitterne havde med en højtidelig ed sluttet fredspagt med dem. Ikke desto mindre havde Saul i sin iver efter at styrke sit eget herredømme forsøgt at udrydde dem.)

Da David hørte Herrens svar, sendte han bud efter gibeonitternes ledere og spurgte dem: „Hvad kan jeg gøre for jer, så vi bliver skylden kvit, og I kan velsigne Herrens ejendomsfolk?”

„Vores mellemværende med Saul er ikke noget, hans slægt kan betale sig fra,” svarede de. „Og vi har ikke lov at hævne os på Israels folk.”

„Hvad ønsker I da?” spurgte David. „Sig frem, så jeg kan opfylde jeres ønske.”

5-6 „Lad syv af Sauls efterkommere blive udleveret til os, for han gjorde, hvad han kunne for at udrydde os fra Israels land. Som straf vil vi slå disse syv ihjel og hænge dem op ved Herrens offerhøj i Gibea, Sauls egen by.”

„Godt,” svarede David. „Jeg vil opfylde jeres ønske!”

David skånede Jonatans søn, Mefiboshet, fordi han havde lovet Jonatan at vise godhed imod hans efterkommere. Men han udleverede Sauls to sønner Armoni og Mefiboshet, hvis mor var Ritzpa, datter af Ajja, og de fem sønner, som Sauls datter Merab[a] havde fået sammen med Adriel (en søn af Barzillaj fra Mehola). Gibeonitterne dræbte så de syv mænd og hængte ligene til skue på offerhøjen for Herrens ansigt. Henrettelsen fandt sted ved begyndelsen af byghøsten.

10 Den sørgende Ritzpa, som nu havde mistet sine sønner, bredte noget sækkelærred ud på klippetoppen og satte sig der for at holde vagt ved ligene. Hun blev der hele høsttiden, indtil regntiden begyndte, fordi hun ville beskytte ligene mod gribbene om dagen og mod rovdyrene om natten.

11 Da det kom David for øre, hvordan hun på den måde viste sin sorg og sin respekt for de døde, 12 tog han af sted til Jabesh i Gilead for at få udleveret Sauls og Jonatans knogler. Byens indbyggere havde i sin tid fjernet ligene fra torvet i Bet-Shan, hvor filistrene havde hængt dem op, efter at Saul og Jonatan begge var faldet i slaget på Gilboahøjen. 13 David fik nu bragt de jordiske rester af både Saul, Jonatan og de syv mænd fra Gibea 14 til Zela i Benjamins land, og dér blev de alle begravet på det sted, hvor Sauls far, Kish, lå begravet. Alt dette blev udført på kongens befaling. Derefter forbarmede Gud sig over landet, og hungersnøden endte.

Flere kæmper blandt filistrene bliver dræbt

15 Engang, da filistrene var i krig med Israel, var David blevet helt udmattet under kampen, og da var det lige ved at gå galt for ham. 16 En af filistrene, en kæmpestor mand ved navn Ishbi-Benob af Rafa-slægten, havde et spyd, hvis spids var lavet af bronze og vejede over tre kilo, og alle hans våben var nye. Denne mand satte efter David og skulle lige til at slå ham ihjel, 17 da Abishaj i sidste øjeblik kom David til undsætning og huggede filisteren ned. Bagefter erklærede Davids mænd: „Du må ikke længere deltage aktivt i kampen! Det går ikke, at du bliver dræbt, for hele Israel er afhængig af dig!”

18 Senere, da israelitterne kæmpede mod filistrene ved Gob, dræbte Sibbekaj fra Husha en filister af den frygtede Rafa-slægt, en mand ved navn Saf. 19 Under en anden kamp mod filistrene ved Gob lykkedes det Elhanan, Jairs søn fra Betlehem, at dræbe en bror til Goliat, hvis spydskaft var på størrelse med en vævebom.[b] 20 Og en anden gang, da israelitterne kæmpede mod filistrene ved Gat, var der en kæmpe af Rafa-slægten med seks fingre på hver hånd og seks tæer på hver fod. 21 Han hånede Israel, men Jonatan,[c] en søn af Davids bror Shima, dræbte ham. 22 Disse fire filistre, der tilhørte kæmpeslægten Rafa fra Gat, blev hugget ned af Davids mænd.

Footnotes

  1. 21,8 Nogle håndskrifter har „Mikal”, andre har „Merab”. Det oprindelige „Merab” må være fejlkopieret til „Mikal”, jf. 1.Sam. 18,17-19.
  2. 21,19 Da den masoretiske tekst her er fejlkopieret, er der oversat fra parallelstedet 1.Krøn. 20,5.
  3. 21,21 Sandsynligvis en fejlkopiering af Jonadab, jf. 2.Sam. 13,3.

21 Under Davids Regering blev der Hungersnød tre År i Træk. Da søgte David Herrens Åsyn; og Herren sagde: "Der hviler Blodskyld på Saul og hans Hus, fordi han dræbte Gibeoniterne!" Kongen lod derfor Gibeoniterne kalde og sagde til dem - Gibeoniterne hørte ikke til Israeliterne, men til Levningerne af Amoriterne; og skønt Israeliterne havde givet dem endeligt Tilsagn, havde Saul i sin Iver for Israeliterne og Juda søgt at udrydde dem - David sagde til Gibeoniterne: "Hvad kan jeg gøre for eder, og hvorledes skal jeg skaffe Soning, så at I kan velsigne Herrens Arvelod?" Gibeoniterne svarede: "Det er ikke Sølv eller Guld, der er os og Saul og hans Hus imellem, og vi har ikke Lov at dræbe nogen Mand i Israel!" Han sagde da: "Hvad I forlanger, vil jeg gøre for eder!" Så sagde de til Kongen: "Den Mand, som bragte Ødelæggelse over os og tænkte på at udrydde os, så vi ikke skulde kunne være nogetsteds inden for Israels Landemærke. lad syv Mænd af hans Efterkommere blive udleveret os, for at vi kan hænge dem op for Herren i Gibeon på Herrens Bjerg!" Kongen sagde: "Jeg vil udlevere dem!" Men Kongen skånede Mefibosjet, en Søn af Sauls Søn Jonatan, af Hensyn til den Ed ved Herren, som var imellem David og Sauls Søn Jonatan. Derimod tog Kongen de to Sønnner, som Rizpa, Ajjas Datter, havde født Saul, Armoni og Mefibosjet, og de fem Sønner, som Merab, Sauls Datter, havde født Adriel, en Søn af Barzillaj fra Mehola, og udleverede dem til Gibeoniterne, som hængte dem op på Bjerget for Herrens Åsyn. Således omkom alle syv på een Gang, og de blev dræbt først på Høsten, i Byghøstens Begyndelse.

10 Men Rizpa, Ajjas Datter, tog sit Sørgeklæde, bredte det ud på Klippen og sad der fra Høstens Begyndelse, indtil der atter strømmede Vand fra Himmelen ned over dem; og hun tillod ikke Himmelens Fugle at kaste sig over dem om Da- gen eller Markens Dyr om Natten. 11 Da David fik at vide, hvad Rizpa, Ajjas Datter, Sauls Medhustru, havde gjort, 12 drog han hen og hentede Sauls og hans Søn Jonatans Ben hos Borgerne i Jabesj i Gilead, som havde stjålet dem på Torvet i Bet-Sjan, hvor Filisterne havde hængt dem op, dengang de slog Saul på Gilboa. 13 Og da han havde hentet Sauls og hans Søn Jonatans Ben der, samlede man Benene af de hængte 14 og jordede dem sammen med Sauls og hans Søn Jonatans Ben i Zela i Benjamins Land i hans Fader Kisj's Grav. Alt, hvad Kongen havde påbudt, blev gjort; derefter forbarmede Gud sig over Landet.

15 Da det atter kom til Kamp mellem Filisterne og Israel, drog David med sine Folk ned og kastede sig ind i Gob og kæmpede med Filisterne. 16 Da fremstod Dod, som var af Rafaslægten, og hvis Spyd vejede 300 Sekel Kobber; han var iført en ny Rustning, og han havde i Sinde at slå David ihjel. 17 Men Abisjaj, Zerujas Søn, kom ham til Hjælp og huggede Filisteren ned. Da besvor Davids Mænd ham og sagde: "Du må ikke mere drage i Kamp med os, for at du ikke skal slukke Israels Lampe!"

18 Siden hen kom det atter til Kamp med Filisterne i Gob. Husjatiten Sibbekaj nedhuggede da Saf, som var af Rafaslægten.

19 Atter kom det til Kamp med Filisterne i Gob, Beflehemiten Elhanan, Ja'irs Søn, nedhuggede da Gatiten Goliat, hvis Spydstage var som en Væverbom.

20 Atter kom det til Kamp i Gat. Da var der en kæmpestor Mand med seks Fingre på hver Hånd og seks Tæer på hver Fod, i alt fire og tyve; han var også af Rafaslægten. 21 Han hånede Israel, og derfor huggede Jonatan, en Søn af Davids Broder Sjim'a, ham ned.

22 Disse fire var af Rafaslægten i Gat; de faldt for Davids og hans Mænds Hånd.