Add parallel Print Page Options

„Hør nu engang, Moses,” sagde Herren. „Jeg vil vise Farao, at det er Gud selv, der står bag dig, og din bror Aron skal være den, der fører ordet. Sig alt det, jeg fortæller dig, videre til Aron, så han kan sige det videre til Farao. Han skal forlange, at Israels folk får lov at forlade Egypten. Men jeg vil gøre Farao stædig, og derefter vil jeg gøre mange tegn og undere i Egypten. Når Farao så ikke vil høre på jer, vil jeg straffe Egypten med store katastrofer, hvorefter jeg vil føre mit talrige folk ud. Når egypterne ser min magt, og hvordan jeg tvinger dem til at lade mit folk rejse, vil de komme til at forstå, at jeg er Herren!”

Så var Moses og Aron parat til at gøre, som Herren havde befalet. Moses var på det tidspunkt 80 år gammel, og Aron var 83.

Staven forvandles til en slange

Dernæst sagde Herren til Moses: „Når Farao kræver, at I skal gøre et under for at bevise din Guds magt, skal Aron smide sin stav på jorden foran Farao, og den vil blive forvandlet til en slange.”

10 Så gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som Herren havde befalet: Aron smed sin stav på gulvet foran Farao og hans hoffolk, og staven blev straks forvandlet til en slange. 11 Men Farao kaldte på sine vismænd og troldmænd, og de var i stand til at efterligne miraklet ved hjælp af deres magi. 12 Deres stave blev til slanger ligesom Arons, men Arons slange slugte troldmændenes slanger. 13 Farao var imidlertid lige stædig og ville ikke høre på dem—nøjagtig som Herren havde forudsagt.

Første katastrofe: Vand bliver til blod

14 Så sagde Herren til Moses: „Farao er lige stædig og nægter at lade folket rejse. 15 Gå derfor hen til ham i morgen tidlig, når han går ned til Nilen. Vent på ham ved bredden og sørg for at have staven, der blev til en slange, parat. 16 Sig til ham: Herren, hebræernes Gud, sendte mig til dig for at sige: ‚Lad mit folk rejse, så de kan tilbede mig i ørkenen!’ Endnu har du ikke bøjet dig for kravet, 17 men nu siger Herren til dig: ‚Du skal få at se, at jeg er Herren!’ Jeg slår nu Nilens vand med denne stav, og vandet vil blive til blod! 18 Fiskene vil dø, og floden vil komme til at stinke, så dit folk vil nægte at drikke vand fra den.”

19 Og Herren fortsatte: „Sig så til Aron, at han skal pege ud over alle Egyptens vande med sin stav. Når han gør det, vil vandet i alle landets floder, kanaler, damme og vandreservoirer forvandles til blod. Ja, selv vandet i alle trækar og stenkrukker vil blive til blod.”

20 Moses og Aron gjorde, som Herren havde befalet. Moses rakte sin stav ud og slog på vandet i Nilen for øjnene af Farao og hans folk, 21 så vandet blev til blod, fiskene døde, og alt flodvandet stank. Egypterne kunne ikke længere drikke det. Vand blev til blod overalt i Egypten. 22 De egyptiske troldmænd brugte deres magi til at gøre det samme. Farao blev endnu mere stejl og ville ikke høre på Moses og Aron—nøjagtig som Herren havde forudsagt. 23 Han vendte sig om og gik tilbage til sit palads, som om der intet var sket. 24 Imens gravede egypterne brønde langs floden for at finde rent vand, for de kunne jo ikke drikke vandet i floden. 25 Sådan gik der syv dage.

Anden katastrofe: Frøer

26 Derpå sagde Herren til Moses: „Gå hen til Farao og giv ham denne besked fra mig: Lad mit folk rejse, for at de kan tilbede mig. 27 Hvis du stadig nægter, vil jeg lade mængder af frøer plage dit land fra ende til anden. 28 Nilen skal komme til at vrimle med frøer, og frøerne vil trænge ind i dit palads og dit soveværelse—ja, helt op i din seng. De vil myldre ind i alle egypternes huse, selv ind i bageovnene og op i gryderne. 29 Frøerne vil kravle rundt på dig og dine hoffolk—ja, på alle landets indbyggere.”

Da sagde Herren til Moses: "Se, jeg gør dig til Gud for Farao, men din Broder Aron skal være din Profet. Du skal sige til ham alt, hvad jeg pålægger dig, men din Broder Aron skal sige det til Farao, for at han skal lade Israeliterne rejse ud af sit Land. Men jeg vil forhærde Faraos Hjerte og derefter gøre mange Tegn og Undere i Ægypten. Farao skal ikke høre på eder, men jeg vil lægge min Hånd på Ægypten og føre mine Hærskarer, mit Folk Israeliterne, ud af Ægypten med vældige Straffedomme; og når jeg udrækker min Hånd mod Ægypten og fører Israeliterne ud derfra, skal Ægypterne kende, at jeg er Herren." Da gjorde Moses og Aron, som Herren pålagde dem. Moses var firsindstyve og Aron tre og firsindstyve År gammel, da de talte til Farao.

Og Herren talede til Moses og Aron og sagde: "Når Farao kræver et Under af eder, sig så til Aron: Tag din Stav og kast den ned foran Farao, så skal den blive til en Slange!" 10 Da gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som Herren bød; og da Aron kastede sin Stav foran Farao og hans Tjenere, blev den til en Slange. 11 Men Farao lod som Modtræk Vismændene og Besværgerne kalde, og de, Ægyptens Koglere, gjorde også det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster; 12 de kastede hver sin Stav, og Stavene blev til Slanger, men Arons Stav opslugte deres Stave. 13 Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han hørte ikke på dem, således som Herren havde sagt.

14 Herren sagde nu til Moses: "Faraos Hjerte er forstokket, han vægrer sig ved at lade Folket rejse. 15 Gå derfor i Morgen tidlig til Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og træd frem for ham ved Nilens Bred og tag Staven, der forvandledes til en Slange, i Hånden 16 og sig til ham: Herren, Hebræernes Gud, sendte mig til dig med det Bud: Lad mit Folk rejse, at det kan dyrke mig i Ørkenen! Men hidtil har du ikke adlydt. 17 Så siger Herren: Deraf skal du kende, at jeg er Herren: Se, jeg slår Vandet i Nilen med Staven, som jeg holder i min Hånd, og det skal forvandles til Blod, 18 Fiskene i Nilen skal dø, og Nilen skal stinke, og Ægypterne skal væmmes ved at drikke Vand fra Nilen." 19 Og Herren sagde til Moses: "Sig til Aron: Tag din Stav og ræk din Hånd ud over Ægypternes Vande, deres Floder, Kanaler, Damme og alle Vandsamlinger, så skal Vandet blive til Blod, og der skal være Blod i hele Ægypten, både i Trækar og Stenkar." 20 Og Moses og Aron gjorde, som Herren bød; Moses løftede Staven og slog Vandet i Nilen for Øjnene af Farao og hans Tjenere, og alt Vandet i Nilen forvandledes til Blod; 21 Fiskene i Nilen døde, og Nilen stank, så Ægypterne ikke kunde drikke Vand fra Nilen, og der var Blod i hele Ægypten. 22 Men de Ægyptiske Koglere gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster, og Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som Herren havde sagt. 23 Da vendte Farao sig bort og gik hjem, og heller ikke dette lagde han sig på Sinde. 24 Men alle Ægypterne gravede i Omegnen af Nilen efter Drikkevand, thi de kunde ikke drikke Nilvandet. 25 Og således gik der syv Dage, efter at Herren havde slået Nilen.