Add parallel Print Page Options

34 Og Elihu tog til Orde og sagde: "Hør mine Ord, I vise, I forstandige Mænd, lån mig Øre! Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager på Mad; lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad der er godt!

Job sagde jo: "Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side; min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jeg såret til Døden!"

Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand, søger Selskab med Udådsmænd og Omgang med gudløse Folk! Thi han sagde: "Det båder ikke en Mand, at han har Venskab med Gud!"

10 Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt; 11 nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler med Manden efter hans Færd; 12 Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten! 13 Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon hele Verden? 14 Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen, 15 da udånded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!

16 Har du Forstand, så hør derpå, lån Øre til mine Ord! 17 Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige? 18 Han, som kan sige til Kongen: "Din Usling!" og "Nidding, som du er!" til Stormænd, 19 som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk. 20 Brat må de dø, endda midt om Natten; de store slår han til, og borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehånd. 21 Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han skuer alle dets Skridt; 22 der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd kan gemme sig i. 23 Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud; 24 han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet. 25 Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem; 26 for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han dem, 27 fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje det mindste, 28 så de voldte, at ringe råbte til ham, og han måtte høre de armes Skrig.

29 Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Åsyn, hvo vil laste ham? Over Folk og Mennesker våger han dog, 30 for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer. 31 Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer, 32 jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!" 33 skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du ved!

34 Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig: 35 "Job taler ikke med Indsigt, hans Ord er uoverlagte! 36 Gid Job uden Ophør må prøves, fordi han svarer som slette Folk! 37 Thi han dynger Synd på Synd, han optræder hovent iblandt os og fremfører mange Ord imod Gud!"

35 Og Elihu tog til Orde og sagde: "Holder du det for Ret, og kalder du det din Ret for Gud, at du siger: "Hvad båder det mig, hvad hjælper det mig, at jeg ikke synder?"

Jeg vil give dig Svar og tillige med dig dine Venner: Løft dit Blik imod Himlen og se, læg Mærke til Skyerne, hvor højt de, er over dig! Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din Brøde svar, hvad gør det da ham? Er du retfærdig, hvad gavner du ham, hvad mon han får af din Hånd? Du Menneske, dig vedkommer din Gudløshed, dig, et Menneskebarn, din Retfærd!

Man skriger over den megen Vold, råber om Hjælp mod de mægtiges Arm, 10 men siger ej: "Hvor er Gud, vor Skaber, som giver Lovsang om Natten, 11 lærer os mer end Jordens Dyr, gør os vise fremfor Himlens Fugle?" 12 Der råber man, uden at han giver Svar, over de ondes Hovmod; 13 til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke, 14 endsige din Påstand om ikke at se ham! Vær stille for hans Åsyn og bi på ham! 15 Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke bekymrer sig stort om Synd, 16 så oplader Job sin Mund med Tant, uden Indsigt taler han store Ord.

15 Og der kom nogle ned fra Judæa, som lærte Brødrene: "Dersom I ikke lade eder omskære efter Mose Skik, kunne I ikke blive frelste." Da nu Paulus og Barnabas kom i en ikke ringe Splid og Strid med dem, så besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulde drage op til Jerusalem til Apostlene og de Ældste i Anledning af dette Spørgsmål. Disse bleve da sendte af Sted af Menigheden og droge igennem Fønikien og Samaria og fortalte om Hedningernes Omvendelse, og de gjorde alle Brødrene stor Glæde. Men da de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og Apostlene og de Ældste, og de kundgjorde, hvor store Ting Gud havde gjort med dem. Men nogle af Farisæernes Parti, som vare blevne troende, stode op og sagde: "Man bør omskære dem og befale dem at holde Mose Lov." Men Apostlene og de Ældste forsamlede sig for at overlægge denne Sag. Men da man havde tvistet meget herom, stod Peter op og sagde til dem: "I Mænd, Brødre! I vide, at for lang Tid siden gjorde Gud det Valg iblandt eder, at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangeliets Ord og tro. Og Gud, som kender Hjerterne, gav dem Vidnesbyrd ved at give dem den Helligånd lige så vel som os. Og han gjorde ingen Forskel imellem os og dem, idet han ved Troen rensede deres Hjerter. 10 Hvorfor friste I da nu Gud, så I lægge et Åg på Disciplenes Nakke, som hverken vore Fædre eller vi have formået at bære? 11 Men vi tro, at vi bliver frelste ved den Herres Jesu Nåde på samme Måde som også de." 12 Men hele Mængden tav og de hørte Barnabas og Paulus fortælle, hvor store Tegn og Undere Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved dem. 13 Men da de havde hørt op at tale, tog Jakob til Orde og sagde: "I Mænd, Brødre, hører mig!" 14 Simon har fortalt, hvorledes Gud først drog Omsorg for at tage ud af Hedninger et Folk for sit Navn. 15 Og dermed stemme Profeternes Tale overens, som der er skrevet: 16 "Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne Hytte, og det nedrevne af den vil jeg atter opbygge og oprejse den igen, 17 for at de øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle Hedningerne, over hvilke mit Navn er nævnet, siger Herren, som gør dette." 18 Gud kender fra Evighed af alle sine Gerninger. 19 Derfor mener jeg, at man ikke skal besvære dem af Hedningerne, som omvende sig til Gud, 20 men skrive til dem, at de skulle afholde sig fra Besmittelse med Afguderne og fra Utugt og fra det kvalte og fra Blodet. 21 Thi Moses har fra gammel Tid i hver By Mennesker, som prædike ham, idet han oplæses hver Sabbat i Synagogerne."

Read full chapter