1 Herrens ord kom til Hoseas, Be'eris søn, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda, og Jeroboam, Joass Søn, var Konge i Israel. ² Dengang Herren først talede ved Hoseas, sagde han til ham: "Gå hen og tag dig en Horkvinde og Horebørn; thi utro mod Herren bedriver Landet Hor." ³ Så gik han hen og ægtede Gomer, Diblajims Datter, og hun blev frugtsommelig og fødte ham en Søn. ⁴ Og Herren sagde til ham: "Kald ham Jizreel; thi om en, liden Stund hjemsøger jeg Jizreels Blodskyld på Jehus Hus og gør Ende på Israels Huses Rige. ⁵ På hin Dag sønderbryder jeg Israels Bue i Jizreels Dal." ⁶ Atter blev hun frugtsommelig og fødte en Datter. Og Herren sagde til ham: "Kald hende Nådeløs; thi jeg vil ikke længer være Israels Hus nådig og tilgive dem. ⁷ Men Judas Hus vil jeg være nådig og frelse ved Herren deres Gud; dog frelser jeg dem ikke ved Bue, Sværd eller Stridsvåben, ved Heste eller Ryttere." ⁸ Så vænnede hun Nådeløs fra og blev atter frugtsommelig og fødte en Søn. ⁹ Og Herren sagde: "Kald ham Ikke-mit-Folk; thi I er ikke mit Folk, og jeg er ikke eders Gud."

¹⁰ Men Israeliternes Tal skal blive som Sandet ved Havet, der ikke kan måles eller tælles. Og i Stedet for "I er ikke mit Folk" skal de kaldes "den levende Guds Børn". ¹¹ Judæerne og Israeliterne skal slå sig sammen og sætte en og samme Høvding over sig og drage op af Landet; thi stor er Jizreels Dag. 2 ¹ Kald eders Broder Mit-Folk og eders søster nåderig.

² Gå i rette med eders moder, gå i rette, thi hun er ikke min Hustru, og jeg er ej hendes Mand. For Hormærket fri hun sit Ansigt, for Bolemærket sit Bryst. ³ Jeg klæder hende ellers nøgen, stiller hende frem, som hun fødtes; jeg reder hende til som en Ørk, som et Tørkeland gør jeg hende, lader hende tørste ihjel. ⁴ Jeg ynkes ej over hendes Børn, fordi de er Horebørn; ⁵ thi Horkvinde var deres Moder, skamløs var hun, som bar dem. Thi hun sagde: "Mine Elskere holder jeg mig til, som giver mig mit Brød og mit Vand, min Uld og min Hør, min Olie og Vin." ⁶ Se, derfor spærrer jeg med Tjørn hendes Vej, foran hende murer jeg en Mur, så hun ikke kan finde sine Stier. ⁷ Efter Elskerne kan hun så løbe, hun når dem alligevel ikke; hun søger dem uden at finde, og da skal hun sige: "Jeg går på ny til min første Mand; da, havde jeg det bedre end nu." ⁸ Ja hun, hun skønner ikke, at det var mig, som gav hende Korn og Most og Olie, gav hende rigeligt Sølv. og Guld, som de gjorde til Baaler. ⁹ Derfor tager jeg atter mit Korn, når Tiden er til det, min Most, når Timen er inde, borttager min Uld og min Hør, som hun skjuler sin Nøgenhed med. ¹⁰ Jeg blotter nu hendes Skam lige for Elskernes Øjne, af min Hånd frier ingen hende ud. ¹¹ Jeg, gør Ende på al hendes. Glæde, Fester, Nymåner, Sabbater, hver en Højtid, hun har. ¹² Jeg ødelægger hendes Vinstok og Figentræ, om hvilke hun sagde: "Her er min Skøgeløn, den, mine Elskere gav mig." Jeg skaber dem om til Krat, af Markens Dyr skal de ædes. ¹³ Jeg hjemsøger hende for Baalernes Fester, på hvilke hun bragte dem Ofre, smykket med Ring og Kæde. Sine Elskere holdt hun sig til, mig glemte hun, lyder det fra Herren.

¹⁴ Se, derfor vil jeg lokke og føre hende ud i Ørkenen og tale hende kærligt til. ¹⁵ Så giver jeg hende hendes Vingårde der og Akors Dal til en Håbets Dør. Der skal hun synge som i Ungdommens Dage, som da hun drog op fra Ægyptens Land. ¹⁶ På hin Dag, lyder det fra Herren, skal hun påkalde sin Ægtemand, og ikke mere Baalerne. ¹⁷ Baalsnavnene fjerner jeg fra hendes Mund, ej mer skal Navnene huskes. ¹⁸ På hin Dag slutter jeg en Pagt for dem med Markens Dyr og Himmelens Fugle og Jordens Kryb; Bue, Sværd og Stridsvåben sønderbryder jeg i Landet, og jeg lader dem bo trygt. ¹⁹ Jeg trolover mig med dig for evigt, jeg trolover mig med dig med Retfærd og Ret, med Miskundhed og Barmhjertighed; ²⁰ jeg trolover mig med dig i Troskab, og du skal kende Herren. ²¹ Da skal det ske på hin Dag, at jeg bønhører, lyder det fra Herren, ja, at jeg bønhører Himlen, at den så bønhører Jorden, ²² og Jorden bønhører Hornet, Mosten og Olien, og de bønhører Jizreel. ²³ Jeg sår hende ud i Landet, mod Nådeløs er jeg nådig og siger til Ikke-mit-Folk: "Mit Folk er du!" og han skal sige: "Min Gud!"

3 Og Herren sagde til mig: "Gå atter hen og elsk en kvinde, som har Elskere - og boler, ligesom Herren elsker Israeliterne, endskønt de vender sig til fremmede Guder og elsker Rosinkager." ² Så købte jeg mig hende for femten Sekel Sølv og en Homer og en Letek Byg. ³ Og jeg sagde til hende: "I lang Tid skal du vente på mig; du må ikke bedrive Hor eller tilhøre nogen Mand; heller ikke jeg vil komme til dig." ⁴ Thi i lang Tid skal Israeliterne vente uden Konge og Fyrste, uden Slagtoffer og, Stenstøtte, uden Efod og Husgud. ⁵ Siden skal Israeliterne omvende sig og søge Herren deres Gud og David, deres Konge, og bævende komme til Herren og hans Velsignelse i de sidste Dage.

4 Hør Isralitter, Herrens ord, thi Herren går i rette med Landets Folk. Thi ej er der Troskab, ej Godhed, ej kender man Gud i Landet. ² Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør Indbrud, og Blodskyld følger på Blodskyld. ³ Derfor sørger Landet, og alt, hvad der bor der, sygner, Markens Dyr og Himlens Fugle; selv Havets Fisk svinder bort. ⁴ Dog skænde man ej, dog revse man ej, når mit Folk kun er som dets Præster. Du skal styrte ved Dag, og med dig Profeten ved Nat. ⁶ Mit Folk skal gå til Grunde, fordi det er uden Kundskab. Da du har vraget Kundskab, vrager jeg dig som Præst; du glemte din Guds Åbenbaring, så glemmer og jeg dine Sønner. ⁷ Jo fler, des mere de synded, ombytted deres Ære med Skændsel; ⁸ mit Folks Synd lever de af, dets Brøde hungrer de efter. ⁹ Men Præst skal det gå som Folk: jeg hjemsøger ham for hans Færd, hans Id gengælder jeg ham. ¹⁰ De skal spise, men ikke mættes bole, men ej blive fler; thi de har sveget Herrn og holder fast ved Hor.

¹¹ Vin og Most tager Forstanden. ¹² Mit Folk rådspørger sit Træ, og Svaret giver dets Stok; thi Horeånd ledte dem vild, de boler sig bort fra deres Gud. ¹³ De ofrer på Bjergenes Tinder, på Højene brænder de Ofre under en Eg, en Poppel, en Terebinte, thi Skyggen er god. Så horer jo og eders Døtre, så boler jo og eders Kvinder; ¹⁴ jeg straffer ej Døtrenes Hor, ej Kvinderne for deres Bolen; thi selv går de bort med Horer ofrer sammen med Skøger; og det uvise Folk drages ned. ¹⁵ Men selv om du, Israel, horer, må Juda ej gøre sig skyldigt. Gå ikke over til Gilgal, drag ikke op til Bet-Aven, sværg ikke: "Så sandt Herren lever!"

¹⁶ Thi som en uvan Ko er Israel uvan, skal Herren så lade dem græsse i Frihed som Lam? ¹⁷ Efraim er bundet til Afgudsbilleder; lad ham fare! ¹⁸ Deres Drikken er skejet ud. Hor har de bedrevet; højt har deres Skjolde elsket Skændsel. ¹⁹ Et Vejr har omspændt dem med sine Vinger, og de skal blive til Skamme for deres Ofre.

1 Jesu Kristi Åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine Tjenere, hvad der skal ske snart, og han sendte Bud ved sin Engel og fremstillede det i Billeder for sin Tjener Johannes, ² som har vidnet om Guds Ord og Jesu Kristi Vidnesbyrd: Alt, hvad han har set. ³ Salig er den, som oplæser, og de, som høre Profetiens Ord og bevare det, som er skrevet i den; thi Tiden er nær.

⁴ Johannes til de syv Menigheder i Asien: Nåde være med eder og Fred fra ham, som er, og som var, og som kommer, og fra de syv Ånder, som ere foran hans Trone, ⁵ og fra Jesus Kristus, det troværdige Vidne, den førstefødte af de døde og Jordens Kongers Fyrste. Ham, som elsker os og har udløst os af vore Synder med sit Blod ⁶ og har gjort os til et Kongerige, til Præster for sin Gud og Fader: Ham være Æren og Magten i Evighedernes Evigheder! Amen.

⁷ Se, han kommer med Skyerne, og hvert Øje skal se ham, også de, som have gennemstunget ham, og alle Jordens Stammer skulle jamre ved hans Komme. Ja, Amen! ⁸ Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren, han, som er, og som var, og som kommer, den Almægtige.

⁹ Jeg Johannes, eders Broder og meddelagtig i Trængselen og Riget og Udholdenheden i Jesus, var på den Ø, som kaldes Patmos, for Guds Ords og for Jesu Vidnesbyrds Skyld. ¹⁰ Jeg henryktes i Ånden på Herrens Dag, og jeg hørte bag mig en høj Røst som af en Basun, der sagde: ¹¹ Hvad du ser, skriv det i en Bog, og send det til de syv Menigheder, til Efesus og til Smyrna og til Pergamus og til Thyatira og til Sardes og til Filidelfia og til Laodikea. ¹² Og jeg vendte mig for at se Røsten, som talte med mig; og da jeg vendte mig, så jeg syv Guldlysestager ¹³ og midt imellem de syv Lysestager en, lig en Menneskesøn, iført en fodsid Kjortel og omgjordet om Brystet med et Guldbælte. ¹⁴ Men hans Hoved og Hår var hvidt som hvid Uld, som Sne; og hans Øjne som Ildslue; ¹⁵ og hans Fødder lignede skinnende Malm, når det gløder i Ovnen; og hans Røst var som mange Vandes Lyd; ¹⁶ og i sin højre Hånd havde han syv Stjerner; og af hans Mund udgik der et tveægget, skarpt Sværd, og hans Udseende var som Solen, når den skinner i sin Kraft. ¹⁷ Og da jeg så ham, faldt jeg ned for hans Fødder som død; og han lagde sin højre Hånd på mig og sagde: ¹⁸ Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den levende; og jeg var død, og se, jeg er levende i Evighedernes Evigheder, og jeg har Dødens og Dødsrigets Nøgler. ¹⁹ Skriv derfor, hvad du så, både det, som er, og det, som skal ske herefter. ²⁰ Dette er de syv Stjerners Hemmelighed, hvilke du har set i min højre Hånd, og de syv Guldlysestager: de syv Stjerner ere de syv Menigheders Engle, og de syv Lysestager ere syv Menigheder.