3 Da nu Salomo havde fået Kongedømmet sikkert i hænde besvogrede han sig med Farao, Ægypterkongen, idet han ægtede Faraos Datter; og han førte hende ind i Davidsbyen, til han fik sit eget Hus, Herrens Hus og Muren om Jerusalem bygget færdig. ² Kun ofrede Folket på Offerhøjene, thi hidindtil var der ikke bygget Herrens Navn et Hus. ³ Salomo elskede Herren, så at han vandrede efter sin Fader Davids Anordninger; kun ofrede han på Højene og tændte Offerild der. ⁴ Og Kongen begav sig til Gibeon for at ofre der; thi det var den store Offerhøj; tusind Brændofre ofrede Salomo på Alteret der.

⁵ I Gibeon lod Herren sig til Syne for Salomo i en Drøm om Natten. Og Gud sagde: "Sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!" ⁶ Da sagde Salomo: "Du viste stor Miskundhed mod din Tjener, min Fader David, der jo også vandrede for dit Åsyn i Troskab, Retfærdighed og Hjertets Oprigtighed; og du lod denne store Miskundhed blive over ham og gav ham en Søn, der nu sidder på hans Trone. ⁷ Ja, nu har du, Herre min Gud, gjort din Tjener til Konge i min Fader Davids Sted. Men jeg er ganske ung og ved ikke, hvorledes jeg skal færdes ret; ⁸ og din Tjener står midt i det Folk, du udvalgte, et stort Folk, som ikke kan tælles eller udregnes, så mange er de. ⁹ Giv derfor din Tjener et lydhørt Hjerte, så han kan dømme dit Folk og skelne mellem godt og ondt; thi hvem kan dømme dette dit store Folk!" ¹⁰ Det vakte Herrens Velbehag, at Salomo bad derom; ¹¹ og Gud sagde til ham: "Fordi du bad om dette og ikke om et langt Liv, ej heller om Rigdom eller om dine Fjenders Liv, men om Forstand til at skønne, hvad ret er, ¹² se, derfor vil jeg gøre, som du beder: Se, jeg giver dig et viist og forstandigt Hjerte, så at din Lige aldrig før har været, ej heller siden skal fremstå; ¹³ men jeg giver dig også, hvad du ikke bad om, både Rigdom og Ære, så at du ikke skal have din Lige blandt Konger, så længe du lever. ¹⁴ Og hvis du vandrer på mine Veje, så du holder mine Anordninger og Bud, således som din Fader David gjorde, vil jeg give dig et langt Liv." ¹⁵ Da vågnede Salomo, og se, det var en Drøm. Derpå begav han sig til Jerusalem og stillede sig foran Herrens Pagts Ark og ofrede Brændofre, bragte Takofre og gjorde et Gæstebud for alle sine Folk.

¹⁶ På den Tid kom to Skøger til Kongen og trådte frem for ham. ¹⁷ Den ene Kvinde sagde: "Hør mig, Herre! Jeg og den Kvinde der bor i Hus sammen. Hjemme i vort Hus fødte jeg i hendes Nærværelse et Barn, ¹⁸ og tre Dage efter min Nedkomst fødte også hun et Barn. Vi var sammen; der var ingen andre hos os i Huset, vi to var ene i Huset. ¹⁹ Så døde hendes Dreng om Natten, fordi hun kom til at ligge på ham; ²⁰ men midt om Natten, medens din Trælkvinde sov, stod hun op og tog min Dreng fra min Side og lagde ham ved sit Bryst; men sin døde Dreng lagde hun ved mit Bryst. ²¹ Da jeg så om Morgenen rejste mig for at give min Dreng at die, se, da var han død; men da jeg så nøje på ham om Morgenen, se, da var det ikke min Dreng, ham, som jeg havde født!" ²² Men den anden Kvinde sagde: "Det er ikke sandt; den levende er min Dreng, og den døde er din!" Og den første sagde: "Nej, den døde er din Dreng, og den levende er min!" Således mundhuggedes de foran Kongen. ²³ Da sagde Kongen: "Den ene siger: Han her, den levende, er min Dreng, den døde er din! Og den anden siger: Nej, den døde er din Dreng, den levende min!" ²⁴ Derpå sagde Kongen: "Hent mig et Sværd!" Og de bragte Kongen et. ²⁵ Da sagde Kongen: "Hug det levende Barn over og giv hver af dem det halve!" ²⁶ Da rørte Kærligheden til Barnet sig heftigt i den Kvinde, som var Moder til det levende Barn, og hun sagde til Kongen: "Hør mig, Herre! Giv hende det levende Barn; dræb det endelig ikke!" Men den anden sagde: "Det skal hverken tilhøre mig eller dig, hug det kun over!" ²⁷ Da tog Kongen til Orde og sagde: "Giv hende der det levende Barn og dræb det ikke; thi hun er Moderen!" ²⁸ Og da Israel hørte om den Dom, Kongen havde fældet, fyldtes de alle af Ærefrygt for Kongen; thi de så, at han sad inde med Guds Visdom til at skifte Ret.

4 Kong Salomo var Konge over hele Israel ² Hans øverste Embedsmænd var følgende: Azarja, Zadoks Søn, var Ypperstepræst; ³ Elihoref og Ahija, Sjisjas Sønner, var Statsskrivere; Josjafat, Ahiluds Søn, var Kansler; ⁴ Benaja, Jojadas Søn, stod i Spidsen for Hæren; Zadok og Ebjatar var Præster; ⁵ Azarja, Natans Søn, var Overfoged; Præsten Zabud, Natans Søn, var Kongens Ven; ⁶ Ahisjar var Slotshøvedsmand; Adoniram, Abdas Søn, havde Tilsyn med Hoveriarbejdet.

⁷ Fremdeles havde Salomno tolv Fogeder over hele Israel, som skulde sørge for Kongens og Hoffets Underhold, hver af dem en Måned om Året. ⁸ Deres Navne var: Hurs Søn i Efraims Bjerge; ⁹ Dekers Søn i Makaz-Sja'albim, Bet-Sjemesj og Elon indtil Bet-Hanan; ¹⁰ Heseds Søn i Arubbot; han havde Soko og hele Hefers Land; ¹¹ Abinadabs Søn havde hele Dors Højland; han var gift med Salomos Datter Tafat; ¹² Ba'ana, Ahiluds Søn, havde Ta'anak, Megiddo og hele Bet- Sjean op til Zaretan, neden for Jizre'el fra Bet-Sjean til Abel-Mehola ud over Jokmeam; ¹³ Gebers Søn i Ramot i Gilead; han havde Manasses Søn Ja'irs Teltbyer i Gilead, og han havde Argoblandet i Basan, tresindstyve store Byer med Mure og Kobberportstænger; ¹⁴ Ahinadab, Iddos Søn, havde Mahanajim; ¹⁵ Ahima'az i Naftali; han var ligeledes gift med en Datter af Salomo, Basemat; ¹⁶ Ba'ana, Husjajs Søn, i Aser og Bealot; ¹⁷ Josjafat, Paruas Søn, i Issakar; ¹⁸ Sjim'i, Elas Søn, i Benjamin; ¹⁹ Geber, Uris Søn, i Gads Land, det Land, der havde tilhørt Amoriiterkongen Sihon og Kong Og af Basan; der var kun een Foged i det Land.

²⁰ Juda og Israel var talrige, så talrige som Sandet ved Havet, og de spiste og drak og var glade. ²¹ Og Salomo herskede over alle Rigerne fra Floden til Filisternes Land og Ægyptens Grænse og de bragte Gaver og tjente Salomo, så længe han levede. ²² Salomos daglige Bebov af Levnedsmidler var tredive Kor fint Hvedemel og tresindstyve Kor almindeligt Mel, ²³ ti Stykker Fedekvæg, tyve Stykker Græskvæg og hundrede Stykker Småkvæg foruden Hjorte, Gazeller, Antiloper og fede Gæs. ²⁴ Thi han herskede over hele Landet hinsides Floden, fra Tifsa til Gaza, over alle Kongerne hinsides Floden, og han håvde Fred rundt om til alle Sider; ²⁵ og Juda og Israel boede trygt, så længe Salomo levede, hver Mand under sin Vinstok og sit Figentræ, fra ban til Be'ersjeba. ²⁶ Og Salomo havde 40 000 Spand Heste til sit Vognhold og 12 000 Ryttere. ²⁷ Og de nævnte Fogeder sørgede for Underhold til Kong Salomo og alle, der havde Adgang til hans Bord, hver i sin Måned, og de lod det ikke skorte på noget; ²⁸ og Byggen og Strået til Hestene og Forspandene bragte de til det Sted, hvor han var, efter som Turen kom til hver enkelt.

²⁹ Gud skænkede Salomo Visdom og Kløgt i såre rigt Mål og en omfattende Forstand, som Sandet ved Havets Bred, ³⁰ så at Salomos Visdom var større end alle Østerlændingenes og alle Ægypternes Visdom. ³¹ Han var visere end alle andre, ja visere end Ezraiten Etan og visere end Heman, Kalkol og Darda, Mabols Sønner, og hans Ry nåede ud til alle Folkeslag rundt om. ³² Han fremsagde 3000 Tanke sprog, og Tallet på hans Sange var 1 005" ³³ Han talte om Træerne lige fra Cederen på Libanon til Ysopen, der vokser frem af Muren; og han talte om Dyrene, Fuglene, Krybdyrene og Fiskene. ³⁴ Fra alle Folkeslag kom man for at lytte til Salomos Visdom, fra alle Jordens Konger, der hørte om hans Visdom.

5 Da Kong Hiram af Tyrus hørte, at Salomo var salvet til Konge i stedet for sin Fader, sendte han nogle af sine Folk til ham; thi Hiram havde altid været Davids Ven. ² Og Salomo sendte Hiram følgende Bud: ³ "Du ved, at min Fader David ikke kunde bygge Herren sin Guds Navn et Hus for de Kriges Skyld, man fra alle Sider påførte ham, indtil Herren lagde hans Fjender under hans Fødder. ⁴ Men nu har Herren min Gud skaffet mig Ro til alle Sider; der findes ingen Modstandere, og der er ingen Fare på Færde. ⁵ Se, derfor har jeg i Sinde at bygge Herren min Guds Navn et Hus efter Herrens Ord til min Fader David: Din Søn, som jeg sætter på din Trone i dit Sted, han skal bygge Huset for mit Navn. ⁶ Giv derfor Ordre til, at der fældes Cedre til mig på Libanon. Mine Folk skal arbejde sammen med dine, og jeg vil give dineFolk den Løn, du kræver; thi du ved jo, at der ikke findes nogen hos os, der kan fælde Træer som Zidonierne!"

⁷ Da Hiram modtog dette Bud fra Salomo, glædede det ham meget, og han sagde: "Lovet være Herren i dag, fordi han har givet David en viis Søn til at herske over dette store Folk!" ⁸ Og Hiram sendte Salomo følgende Svar: "Jeg har modtaget det Bud, du sendte mig, og jeg skal opfylde alt, hvad du ønsker med Hensyn til Ceder- og Cyprestræer; ⁹ mine Folk skal bringe dem fra Libanon ned til Havet, og så skal jeg lade dem samle til Tømmerflåder på Havet og sende dem til det Sted, du anviser mig; der skal jeg lade dem skille ad, så at du kan lade dem hente. Men du vil da også opfylde mit Ønske og sende Fødevarer til mit Hof!" ¹⁰ Så sendte Hiram Salomo alt, hvad han ønskede af Ceder- og Cyprestræer; ¹¹ og Salomo sendte Hiram 20 000 Kor Hvede til Underhold for hans Hof og 20 Kor Olie af knuste Oliven. Så meget sendte Salomo Hiram År efter År. ¹² Og Herren gav Salomo Visdom, som han havde lovet ham; og der var Fred mellem Hiram og Salomo, og de sluttede Pagt med hinanden.

¹³ Kong Salomo udskrev nu Hoveriarbejdere overalt i Israel, og Hoveriarbejderne udgjorde 30 000 Mand. ¹⁴ Dem sendte han så til Libanon, et Hold på 10 000 om Måneden, således at de var en Måned på Libanon og to Måneder hjemme. Adoniram havd Tilsyn med Hoveriarbejderne. ¹⁵ Salomo havde 70 000 Lastdragere og 80 000 Stenhuggere i Bjergene ¹⁶ foruden Overfogeder, der ledede Arbejdet, 3 300 Mand, som havde Opsyn med Folkene, der arbejdede. ¹⁷ På Kongens Bud brød de store Stenblokke, kostbare Sten til Templets Grundvold, Kvadersten; ¹⁸ og Salomos og Hiroms Bygmestre og Folkene fra Gebal huggede dem til, og de gjorde Træstammerne og Stenene i Stand til Templets Opførelse.

20 Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham. ² Og de talte til ham og sagde: "Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?" ³ Men han svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det: ⁴ Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?" ⁵ Men de overvejede med hverandre og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke? ⁶ Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet." ⁷ Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra. ⁸ Og Jesus sagde til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting."

⁹ Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: "En Mand plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands for lange Tider. ¹⁰ Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort. ¹¹ Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort. ¹² Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og kastede ham ud. ¹³ Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham. ¹⁴ Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive vor. ¹⁵ Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingårdens Herre gøre ved dem? ¹⁶ Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården til andre." Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!" ¹⁷ Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten? ¹⁸ Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse." ¹⁹ Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.

²⁰ Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt. ²¹ Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed. ²² Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?" ²³ Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig? ²⁴ Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men de svarede og sagde: "Kejserens." ²⁵ Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er." ²⁶ Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.