Esajas 1-4
Dette er Biblen på dansk
1 Det Syn, Esajas, Amoz's Søn, skuede om Juda og Jerusalem, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda.
2 Hør, I Himle, lyt, du Jord, thi Herren taler: Børn har jeg opfødt og fostret, men de forbrød sig imod mig. 3 En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israel kender intet, mit Folk kan intet fatte.
4 Ve det syndefulde Folk, en brødetynget Slægt, Ugerningsmænds Æt, vanartede Børn! De svigtede Herren, lod hånt om Israels Hellige, vendte ham Ryg. 5 Kan I tåle flere Hug, siden I stadig falder fra? Kun Sår er Hovedet, sygt hele Hjertet; 6 fra Fodsål til isse er intet helt kun Flænger, Strimer og friske Sår; de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindret med Olie. 7 Eders Land er øde, eders Byer brændt, fremmede æder eders Jord for eders Øjne så øde som ved Sodomas Undergang. 8 Zions Datter er levnet som en Hytte i en Vingård, et Vagtskur i en Græskarmark en omringet By. 9 Havde ikke Hærskarers Herre levnet os en Rest, da var vi som Sodoma, ligned Gomorra.
10 Lån Øre til Herrens Ord i Sodomadommere, lyt til vor Guds Åbenbaring, du Gomorrafolk! 11 Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger Herren;jeg er mæt af Væderbrændofre, af Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke. 12 Når I kommer at stedes for mit Åsyn, hvo kræver da af jer, at min Forgård trampes ned? 13 Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig Offerrøg er de mig! Nymånefest, Sabbat og festligt Stævne jeg afskyr Uret og festlig Samling. 14 Eders Nymånefester og Højtider hader min, Sjæl de er mig en Byrde, jeg er træt af at bære. 15 Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders Hænder er fulde af Blod; 16 tvæt jer, rens jer, bort med de onde Gerninger fra mine Øjne! Hør op med det onde, 17 lær det gode, læg Vind på, hvad Ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse Ret, før Enkens Sag!
18 Kom, lad os gå i Rette med hinanden, siger Herren. Er eders Synder som Skarlagen, de skal blive hvide som Sne; er de end røde som Purpur, de skal dog blive som Uld. 19 Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder; 20 står I genstridigt imod, skal I ædes af Sværd. Thi Herrens Mund har talt.
21 At den skulde ende som Skøge, den trofaste By, Zion, så fuld af Ret, Retfærdigheds Hjem, men nu er der Mordere. 22 Dit Sølv er blevet til Slagger, din Vin er spædet med Vand. 23 Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker de alle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse Ret og tager sig ikke af Enkens Sag. 24 Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers Herre, Israels Vældige: "Min Gengælds Ve over Avindsmænd, min Hævn over Fjender! 25 Jeg vender min Hånd imod dig, renser ud dine Slagger i Ovnen og udskiller alt dit Bly. 26 Jeg giver dig Dommere som fordum, Rådsherrer som før; så kaldes du Retfærdigheds By, den trofaste Stad. 27 Zion genløses ved Ret, de omvendte der ved Retfærd. 28 Men Overtrædere og Syndere knuses til Hobe; hvo Herren svigter, forgår.
29 Thi Skam vil I få af de Ege, I elsker, Skuffelse af Lundene, I sætter så højt; 30 thi I bliver som en Eg med visnende Løv, som en Lund, hvor der ikke er Vand. 31 Den stærke bliver til Blår, hans Værk til en Gnist; begge brænder med hinanden, og ingen slukker.
2 Dette er, hvad Esajas, Amoz's Søn, skuede om Jerusalem:
2 Det skal ske i de sidste Dage, at Herrens Huses Bjerg, grundfæstet på Bjergenes Top, skal løfte sig op over Højene. Did skal Folkene strømme 3 og talrige Folkeslag vandre: "Kom, lad os drage til Herrens Bjerg, til Jakobs Guds Hus; han skal lære os sine Veje, så vi kan gå på hans Stier; thi fra Zion udgår Åbenbaring, fra Jerusalem, Herrens Ord:" 4 Da dømmer han Folk imellem, skifter Ret mellem talrige Folkeslag; deres Sværd skal de smede til Plovjern, deres Spyd til Vingårdsknive; Folk skal ej løfte Sværd mod Folk, ej øve sig i Våbenfærd mer. 5 Kom, Jakobs Hus, lad os vandre i Herrens Lys!
6 Thi du forskød dit Folk, Jakobs Hus; de er fulde af Østens Væsen og spår, som var de Filistre, giver Folk fra Udlandet Håndslag. 7 Deres Land er fuldt af Sølv og Guld, talløse er deres Skatte; deres Land er fuldt af Heste, talløse er deres vogne; 8 deres Land er fuldt af Afguder, de tilbeder Værk af deres Hænder, Ting, deres Fingre har lavet.
9 Men bøjes skal Mennesket, Manden ydmyges, tilgiv dem ikke! 10 Gå ind i Klippen, skjul dig, i Støvet for Herrens Rædsel, hans Højheds Herlighed! 11 Sine stolte Øjne skal Mennesket slå ned, Mændenes Hovmod skal bøjes, og Herren alene være høj på hin Dag. 12 Thi en Dag har Hærskarers Herre mod alt det høje og knejsende, mod alt ophøjet og stolt, 13 med alle Libanons Cedre, de knejsende høje, og alle Basans Ege, 14 mod alle knejsende Bjerge og alle høje Fjelde, 15 mod alle stolte Tårne og alle stejle Mure, 16 mod alle Tarsisskibe og hver en kostelig Ladning. 17 Da skal Menneskets Stolthed bøjes, Mændenes Hovmod ydmyges. og Herren alene være høj på hin Dag. 18 Afguderne skal helt forsvinde. 19 Og man skal gå ind i Klippehuler og Jordhuller for Herrens Rædsel, hans Højheds Herlighed når han står op for at forfærde Jorden. 20 På hin Dag skal Mennesket slænge sine Guder af Sølv og Guld, som han lavede sig for at tilbede dem, hen til Muldvarpe og Flagermus 21 for at gå ind i Klipperevner og Fjeldkløfter for Herrens Rædsel, hans Højheds Herlighed, når han står op for at forfærde Jorden. 22 Slå ikke mer eders Lid til Mennesker, i hvis Næse der kun er flygtig Ånde, thi hvad er de at regne for?
3 Thi se, Herren, Hærskarers Herre, fratager Jerusalem og Juda støtte og Stav, hver Støtte af Brød og hver støtte af vand: 2 Helt og Krigsmand, Dommer og Profet, Spåmand og Ældste, 3 Halvhundredfører og Stormand, Rådsherre og, Håndværksmester og den, der er kyndig i Trolddom. 4 Jeg giver dem Drenge til Øverster, Drengekådhed skal herske over dem. 5 I Folket undertrykker den ene den anden, hver sin Næste; Dreng sætter sig op imod Olding, Usling mod Hædersmand. 6 Når da en Mand tager fat på en anden i hans Fædrenehus og siger: "Du har en Kappe, du skal være vor Hersker, under dig skal dette faldefærdige Rige stå!" 7 så svarer han på hin Dag: "Jeg vil ikke være Sårlæge! Jeg har hverken Brød eller Klæder i Huset, gør ikke mig til Folkets Overhoved!" 8 Thi Jerusalem snubler, og Juda falder, fordi de med Tunge og Gerning er mod Herren i Trods mod hans Herligheds Øjne. 9 Deres Ansigtsudtryk vidner imod dem; de kundgør deres Synd som Sodoma, dølger intet. Ve deres Sjæl, de styrted sig selv i Våde. 10 Salige de retfærdige, dem går det godt, deres Gerningers frugt skal de nyde; 11 ve den gudløse, ham går det ilde; han får, som hans Hænder har gjort. 12 Mit, Folk har en Dreng ved Styret, og over det hersker Kvinder. Dine Ledere, mit Folk, leder, vild, gør Vejen, du, vandrer, vildsom.
13 Til Rettergang er Herren trådt frem, han tår og vil dømme sit Folk. 14 Herren møder til Doms med de Ældste i sit Folk og dets Fyrster: "Det er jer, som gnaved Vingården af, I har Rov fra den arme til Huse. 15 Hvor kan I træde på mit Folk og male de arme sønder?" så lyder det fra Herren, Hærskarers Herre.
16 Herren siger: Eftersom Zions Døtre bryster sig og går med knejsende Nakke og kælne Blikke, går med trippende Gang og med raslende Ankelkæder - 17 gør Herren issen skaldet på Zions Døtre og blotter deres Tindingers Lokker. 18 På hin Dag afriver Herren al deres Pynt: Ankelringe, Pandebånd, Halvmåner, 19 Perler, Armbånd, Flor, 20 Hovedsmykker, Ankelkæder, Bælter, Lugtedåser, Trylleringe, 21 Fingerringe,Næseringe, 22 Festklæder, Underdragter, Sjaler, Tasker, 23 Spejle, Lin, Hovedbånd og Slør. 24 For Vellugt kommer der Stank, i Stedet for Bælte Reb, for Fletninger skaldet Isse, for Stadsklæder Sæk om Hofte, for Skønhedsmærke Brændemærke.
25 Dine Mænd skal falde for Sværd, dit unge Mandskab i Strid. 26 Hendes Porte skal sukke og klage og hun sidde ensom på Jorden. 4 1 Syv Kvinder skal på hin Dag gribe fat i een Mand og sige: "Vi vil æde vort eget Brød og holde os selv med Klæder, blot vi må bære dit Navn. Tag Vanæren fra os!"
2 På hin Dag Bliver Herrens spire til Fryd og Ære og Landets Frugt til Stolthed og Smykke for de undslupne i Israel. 3 Den, som er levnet i Zion og blevet tilovers i Jerusalem, skal kaldes hellig, enhver, der er indskrevet til Livet i Jerusalem, 4 når Herren får aftvættet Zions Døtres Smuds og bortskyllet Jerusalems Blodskyld fra dets Midte med Doms og Udrensnings Ånd. 5 Da skaber Herren over hvert et Sted på Zions Bjerg og over dets Festforsamlinger en Sky om Dagen og Røg med luende Ildskær om Natten; thi over alt, hvad herligt er, skal der være et Dække 6 og Ly til Skygge mod Hede og til Skærm og Skjul mod Skybrud og Regn.