Hoseas 1-7
Dette er Biblen på dansk
1 Herrens ord kom til Hoseas, Be'eris søn, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda, og Jeroboam, Joass Søn, var Konge i Israel. 2 Dengang Herren først talede ved Hoseas, sagde han til ham: "Gå hen og tag dig en Horkvinde og Horebørn; thi utro mod Herren bedriver Landet Hor." 3 Så gik han hen og ægtede Gomer, Diblajims Datter, og hun blev frugtsommelig og fødte ham en Søn. 4 Og Herren sagde til ham: "Kald ham Jizreel; thi om en, liden Stund hjemsøger jeg Jizreels Blodskyld på Jehus Hus og gør Ende på Israels Huses Rige. 5 På hin Dag sønderbryder jeg Israels Bue i Jizreels Dal." 6 Atter blev hun frugtsommelig og fødte en Datter. Og Herren sagde til ham: "Kald hende Nådeløs; thi jeg vil ikke længer være Israels Hus nådig og tilgive dem. 7 Men Judas Hus vil jeg være nådig og frelse ved Herren deres Gud; dog frelser jeg dem ikke ved Bue, Sværd eller Stridsvåben, ved Heste eller Ryttere." 8 Så vænnede hun Nådeløs fra og blev atter frugtsommelig og fødte en Søn. 9 Og Herren sagde: "Kald ham Ikke-mit-Folk; thi I er ikke mit Folk, og jeg er ikke eders Gud."
10 Men Israeliternes Tal skal blive som Sandet ved Havet, der ikke kan måles eller tælles. Og i Stedet for "I er ikke mit Folk" skal de kaldes "den levende Guds Børn". 11 Judæerne og Israeliterne skal slå sig sammen og sætte en og samme Høvding over sig og drage op af Landet; thi stor er Jizreels Dag. 2 1 Kald eders Broder Mit-Folk og eders søster nåderig.
2 Gå i rette med eders moder, gå i rette, thi hun er ikke min Hustru, og jeg er ej hendes Mand. For Hormærket fri hun sit Ansigt, for Bolemærket sit Bryst. 3 Jeg klæder hende ellers nøgen, stiller hende frem, som hun fødtes; jeg reder hende til som en Ørk, som et Tørkeland gør jeg hende, lader hende tørste ihjel. 4 Jeg ynkes ej over hendes Børn, fordi de er Horebørn; 5 thi Horkvinde var deres Moder, skamløs var hun, som bar dem. Thi hun sagde: "Mine Elskere holder jeg mig til, som giver mig mit Brød og mit Vand, min Uld og min Hør, min Olie og Vin." 6 Se, derfor spærrer jeg med Tjørn hendes Vej, foran hende murer jeg en Mur, så hun ikke kan finde sine Stier. 7 Efter Elskerne kan hun så løbe, hun når dem alligevel ikke; hun søger dem uden at finde, og da skal hun sige: "Jeg går på ny til min første Mand; da, havde jeg det bedre end nu." 8 Ja hun, hun skønner ikke, at det var mig, som gav hende Korn og Most og Olie, gav hende rigeligt Sølv. og Guld, som de gjorde til Baaler. 9 Derfor tager jeg atter mit Korn, når Tiden er til det, min Most, når Timen er inde, borttager min Uld og min Hør, som hun skjuler sin Nøgenhed med. 10 Jeg blotter nu hendes Skam lige for Elskernes Øjne, af min Hånd frier ingen hende ud. 11 Jeg, gør Ende på al hendes. Glæde, Fester, Nymåner, Sabbater, hver en Højtid, hun har. 12 Jeg ødelægger hendes Vinstok og Figentræ, om hvilke hun sagde: "Her er min Skøgeløn, den, mine Elskere gav mig." Jeg skaber dem om til Krat, af Markens Dyr skal de ædes. 13 Jeg hjemsøger hende for Baalernes Fester, på hvilke hun bragte dem Ofre, smykket med Ring og Kæde. Sine Elskere holdt hun sig til, mig glemte hun, lyder det fra Herren.
14 Se, derfor vil jeg lokke og føre hende ud i Ørkenen og tale hende kærligt til. 15 Så giver jeg hende hendes Vingårde der og Akors Dal til en Håbets Dør. Der skal hun synge som i Ungdommens Dage, som da hun drog op fra Ægyptens Land. 16 På hin Dag, lyder det fra Herren, skal hun påkalde sin Ægtemand, og ikke mere Baalerne. 17 Baalsnavnene fjerner jeg fra hendes Mund, ej mer skal Navnene huskes. 18 På hin Dag slutter jeg en Pagt for dem med Markens Dyr og Himmelens Fugle og Jordens Kryb; Bue, Sværd og Stridsvåben sønderbryder jeg i Landet, og jeg lader dem bo trygt. 19 Jeg trolover mig med dig for evigt, jeg trolover mig med dig med Retfærd og Ret, med Miskundhed og Barmhjertighed; 20 jeg trolover mig med dig i Troskab, og du skal kende Herren. 21 Da skal det ske på hin Dag, at jeg bønhører, lyder det fra Herren, ja, at jeg bønhører Himlen, at den så bønhører Jorden, 22 og Jorden bønhører Hornet, Mosten og Olien, og de bønhører Jizreel. 23 Jeg sår hende ud i Landet, mod Nådeløs er jeg nådig og siger til Ikke-mit-Folk: "Mit Folk er du!" og han skal sige: "Min Gud!"
3 Og Herren sagde til mig: "Gå atter hen og elsk en kvinde, som har Elskere - og boler, ligesom Herren elsker Israeliterne, endskønt de vender sig til fremmede Guder og elsker Rosinkager." 2 Så købte jeg mig hende for femten Sekel Sølv og en Homer og en Letek Byg. 3 Og jeg sagde til hende: "I lang Tid skal du vente på mig; du må ikke bedrive Hor eller tilhøre nogen Mand; heller ikke jeg vil komme til dig." 4 Thi i lang Tid skal Israeliterne vente uden Konge og Fyrste, uden Slagtoffer og, Stenstøtte, uden Efod og Husgud. 5 Siden skal Israeliterne omvende sig og søge Herren deres Gud og David, deres Konge, og bævende komme til Herren og hans Velsignelse i de sidste Dage.
4 Hør Isralitter, Herrens ord, thi Herren går i rette med Landets Folk. Thi ej er der Troskab, ej Godhed, ej kender man Gud i Landet. 2 Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør Indbrud, og Blodskyld følger på Blodskyld. 3 Derfor sørger Landet, og alt, hvad der bor der, sygner, Markens Dyr og Himlens Fugle; selv Havets Fisk svinder bort. 4 Dog skænde man ej, dog revse man ej, når mit Folk kun er som dets Præster. Du skal styrte ved Dag, og med dig Profeten ved Nat. 6 Mit Folk skal gå til Grunde, fordi det er uden Kundskab. Da du har vraget Kundskab, vrager jeg dig som Præst; du glemte din Guds Åbenbaring, så glemmer og jeg dine Sønner. 7 Jo fler, des mere de synded, ombytted deres Ære med Skændsel; 8 mit Folks Synd lever de af, dets Brøde hungrer de efter. 9 Men Præst skal det gå som Folk: jeg hjemsøger ham for hans Færd, hans Id gengælder jeg ham. 10 De skal spise, men ikke mættes bole, men ej blive fler; thi de har sveget Herrn og holder fast ved Hor.
11 Vin og Most tager Forstanden. 12 Mit Folk rådspørger sit Træ, og Svaret giver dets Stok; thi Horeånd ledte dem vild, de boler sig bort fra deres Gud. 13 De ofrer på Bjergenes Tinder, på Højene brænder de Ofre under en Eg, en Poppel, en Terebinte, thi Skyggen er god. Så horer jo og eders Døtre, så boler jo og eders Kvinder; 14 jeg straffer ej Døtrenes Hor, ej Kvinderne for deres Bolen; thi selv går de bort med Horer ofrer sammen med Skøger; og det uvise Folk drages ned. 15 Men selv om du, Israel, horer, må Juda ej gøre sig skyldigt. Gå ikke over til Gilgal, drag ikke op til Bet-Aven, sværg ikke: "Så sandt Herren lever!"
16 Thi som en uvan Ko er Israel uvan, skal Herren så lade dem græsse i Frihed som Lam? 17 Efraim er bundet til Afgudsbilleder; lad ham fare! 18 Deres Drikken er skejet ud. Hor har de bedrevet; højt har deres Skjolde elsket Skændsel. 19 Et Vejr har omspændt dem med sine Vinger, og de skal blive til Skamme for deres Ofre.
5 Hører dette, I Præster, lyt til du Israels hus, lån Øre, du Kongehus, thi eder gælder Dommen. Thi I blev en Snare for Mizpa, et Garn bredt ud over Tabor, 2 en dyb Faldgrube i Sjittim; men jeg er en Lænke for alle. 3 Efraim kender jeg, ej skjult er Israel for mig; thi du har bolet, Efraim, uren er Israel blevet. 4 Deres Gerninger tillader ikke, at de vender sig til deres Gud; thi Horeånd har de i sig, Herren kender de ej. 5 Mod Israel vidner dets Hovmod; Efraim styrter for sin Brøde, med dem skal og Juda styrte. 6 Da går de med Småkvæg og Hornkvæg hen for at søge Herren; men ham skal de ikke finde, thi bort fra dem vil han vige. 7 Troløse var de mod Herren, thi uægte Børn har de født; nu vil han opsluge dem, Plovmand sammen med Mark.
8 Lad Hornet gjalde i Gibea, Trompeten i Rama, opløft Råb i Bet-Aven, Benjamin, var dig! 9 Til Ørk skal Efraim blive på Straffens Dag. Jeg kundgør om Israels Stammer, hvad sikkert skal ske. 10 Som Folk, der flytter Skel, blev Judas Fyrster, over dem vil jeg øse min Harme som Vand.
11 Efraim er undertrykt, Retten knust; frivilligt løb han efter Fjenden.
12 Jeg er som Møl for Efraim, Edder for Judas Hus. 13 Da Efraim mærked sin Sygdom og Juda mærked sin Byld, gik Efraim hen til Assur, Storkongen sendte han Bud. Men han kan ej give jer Helse, han læger ej eders Byld. 14 Thi jeg er som en Løve for Efraim, en Løveunge for Judas Hus; jeg, jeg river sønder og går, slæber bort, og ingen redder.
15 Jeg går til mit sted igen, indtil de bøder for skylden og søger frem for mit Åsyn, søger mig i deres Trængsel. 6 1 "Kom, vi vil tilbage til Herren! Han sønderrev, han vil og læge, han slog os, vil også forbinde. 2 Om to Dage gør han os levende, rejser os op den tredje; da lever vi for hans Åsyn. 3 Så lad os da kende, jage efter at kende Herren! Som Morgenrøden er hans Opgang vis. Da kommer han til os som Regn, som Vårregn, der væder Jorden." 4 Hvor kan jeg hjælpe dig, Efraim, hvor kan jeg hjælpe dig, Juda? Eders Kærlighed er Morgentåge, Dug, som årle svinder! 5 Thi hugged jeg løs ved Profeter, dræbte med Ord af min Mund, min Ret stråler frem som Lys: 6 Ej Slagtoffer Kærlighed vil jeg, ej Brændofre Kendskab til Gud!
7 De bryder Pagten i Adam er mig utro der; 8 Gilead er Udådsmænds By, den er sølet i Blod. 9 Som en Stimandsflok er Præsternes Flok, de myrder på Vejen til Sikem gør Niddingsværk. 10 Grufulde Ting har jeg set i Israels Hus, der har Efraim bolet, Israel blev uren. 11 Juda, også for dig er der fastsat en Høst, når jeg vender mit Folks Skæbne, når jeg læger Israel.
7 Afsløret er Efraims Brøde, Samarias ondskab, thi Svig er, hvad de har for, og Tyve gør Indbrud, Ransmænd røver på Gaden. 2 De tænker ej på, at jeg husker al deres Ondskab. Nu står deres Gerninger om dem, de er for mit Åsyn.
3 Med ondt i Sinde glæder de Kongen, under sleske Lader Fyrster. 4 Horkarle er de alle. De ligner en gloende Ovn, som en Bager standser med at ilde, fra Æltning til Dejgen er syret. 5 De gør på Kongens Dag Fyrsterne syge af Rus. Spottere giver han Hånden, 6 thi lumskelig nærmed de sig. Hjertet er som en Ovn; deres Vrede sover om Natten, men brænder i Lue ved Gry. 7 Som Ovnen gløder de alle, deres Herskere æder de op; alle deres Konger falder, ej en af dem påkalder mig.
8 Efraim er iblandt Folkene, aflægs er han; Efraim er som en Kage, der ikke er vendt. 9 Fremmede tæred hans Kraft, han mærker det ej; hans Hår er også grånet, han mærker det ej. 10 Mod Israel vidner dets Hovmod; de vendte ej om til Herren deres Gud og søgte ham ikke trods alt. 11 Efraim er som en Due, tankeløs, dum; de kalder Ægypten til Hjælp og vandrer til Assur. 12 Men medens de vandrer, kaster jeg Nettet over dem, bringer dem ned som Himlens Fugle og revser dem for deres Ondskab.
13 Ve dem, fordi de veg fra mig, Død over dem for deres Frafald! Og jeg skulde genløse dem, endskønt de lyver imod mig! 14 De råber ej til mig af Hjertet, når de jamrer på Lejet, sårer sig for Korn og Most og er genstridige mod mig. 15 Jeg gav deres Arme Styrke, men ondt har de for imod mig. 16 De vender sig, dog ej opad, de er som en slappet Bue. Deres Fyrster skal falde for Sværd ved deres Tunges Frækhed. Det spottes de for i Ægypten.