Add parallel Print Page Options

Da trådte Judæerne frem for Josua i Gilgal, og Kenizziten Kaleb, Jefunnes Søn, sagde til ham: "Du ved, hvad det var, Herren talede til den Guds Mand Moses i Kadesj Barnea om mig og dig. Fyrretyve År gammel var jeg, dengang Herrens Tjener Moses udsendte mig fra Kadesj Barnea for at udspejde Landet; og jeg aflagde ham Beretning efter bedste Overbevisning. Men mine Brødre, som var draget med mig, gjorde Folket modløst, medens jeg viste Herren min Gud fuld Lydighed. Og Moses svor den Dag: Sandelig, det Land, din Fod har betrådt, skal være din og dine Efterkommeres Arvelod til evig Tid, fordi du har vist Herren min Gud fuld Lydighed! 10 Og se, nu har Herren opfyldt sit Ord og holdt mig i Live fem og fyrretyve År, siden dengang Herren talede dette Ord til Moses, al den Tid Israel vandrede i Ørkenen, og se, jeg er nu fem og firsindstyve År. 11 Endnu den Dag i Dag er jeg rask og rørig som på hin Dag, da Moses udsendte mig; nu som da er min Kraft den samme til Kamp og til at færdes omkring. 12 Så giv mig da dette Bjergland, som Herren dengang talede om; du hørte det jo selv. Thi der bor Anakiter der, og der er store, befæstede Byer; måske vil Herren være med mig, så jeg kan drive dem bort, som Herren har sagt!" 13 Da velsignede Josua ham, og han gav Kaleb, Jefunnes Søn, Hebron til Arvelod.

Read full chapter