Add parallel Print Page Options

Kong Lemuels sentenser

31 Her følger nogle ord af kong Lemuel, gode råd, som hans mor lærte ham.

Lemuel, min søn, min elskede søn, du, som er svaret på mine bønner, hør godt efter, hvad jeg siger.

Brug ikke energi, penge og tid på at jagte kvinder,
    for det har ført konger før dig på vildspor.

Det er upassende for en konge at drikke sig fuld,
    ledere må ikke være afhængige af alkohol,
for da kommer de let til at gøre noget forkert,
    og de værner ikke længere om de svages ret.
Men giv gerne alkohol til de døende,
    og vin til dem, der lider.
Lad dem drikke, så de glemmer deres smerter
    og kan udholde deres lidelser.

Forsvar dem, der ikke kan tale deres egen sag,
    sørg for, at de hjælpeløse opnår retfærdighed.
Når du afsiger dine domme, da døm retfærdigt,
    og stil dig gerne på den svages side.

En ode til den ideelle hustru

10 At[a] finde den ideelle hustru er enhver mands drøm.
    Lykkes det, har han fundet en uvurderlig skat.
11 Bedre kan ingen mand ønske sig det,
    altid har hun hans fulde tillid.
12 Charmerende er hun tillige,
    støtter og opmuntrer ham livet igennem.
13 Dagene bruger hun flittigt,
    hun samler uld og hør og har travlt med at spinde.
14 Eksotiske retter forstår hun at frembringe,
    for hun har en bred horisont.
15 Før daggry står hun op for at lave mad til familien
    og fordele opgaverne mellem husets piger.
16 Går hun forbi et frugtbart jordstykke, køber hun det
    og planter en vingård for, hvad hun har tjent.
17 Hun går energisk i gang
    og arbejder med stor udholdenhed.
18 Indsatsen bærer frugt,
    og der er lys i hendes vindue til langt ud på natten.
19 Jævnligt sidder hun ved sin rok
    eller spinder dygtigt ved tenen.
21 Kulden er ikke noget problem,
    for hun er klar med det varme tøj.
20 Lider de fattige nød,
    er hun der straks med en hjælpende hånd.
23 Man ser hendes mand som en af byens ledere,
    for han er en mand, der aftvinger respekt.
22 Nydeligt er hun klædt i dragter af det fineste stof,
    hun syr selv sit tøj og væver sine tæpper.
25 Optimistisk ser hun fremtiden i møde,
    hun optræder værdigt og karakterfast.
24 Penge har hun nok af,
    for hun sælger af det pragtfulde tøj, hun fremstiller.
26 Råd og opmuntring giver hun gerne,
    hun taler med visdom og venlige ord.
27 Sit hus har hun styr på,
    hun kender ikke til lediggang.
28 Til hver en tid får hun ros af sine børn,
    og hendes mand lovpriser hende med følgende ord:
29 „Utallige kvinder er dygtige,
    men du overgår dem alle!”
30 Ydre skønhed falmer, og charme kan bedrage,
    men en kvinde, der følger Herren, er al beundring værd.
31 Ære og hæder fortjener hun fuldt ud,
    og hendes gerninger lovprises overalt i byen.

Footnotes

  1. 31,10 Følgende lovprisning af den ædle og ideelle hustru er akrostisk, idet hvert af de 22 vers begynder med et af de 22 hebraiske bogstaver i alfabetisk rækkefølge. For at gøre det samme på dansk har vi rokeret lidt rundt på rækkefølgen af vers 20-25 og oversat teksten lidt friere end normalt.