Add parallel Print Page Options

39 Er du der, når bjerggeden føder sine kid,
    eller når rådyret får unger?
Ved du, hvor længe de går drægtige,
    hvornår tiden kommer, hvor de føder deres unger?
De lægger sig og føder uden din hjælp,
    de regner ikke veerne for noget.
Ungerne trives og vokser op
    og forlader deres mor, når tiden er inde.

Hvem gav vildæslet sin frihed,
    så det ikke skulle trælle for mennesket?
Jeg gav det vildmarken til bolig,
    den salte slette blev dets hjem.
Det holder sig borte fra byens larm,
    hører ikke æseldrivernes råb.
Dets føde vokser på bjergene,
    dér finder det alle slags urter.

Er vildoksen villig til at arbejde for dig?
    Giver du den korn ved din krybbe?
10 Kan du få den til at pløje dine marker,
11     kan du tæmme dens vældige kræfter,
        så den gør det hårde arbejde for dig?
12 Vil den bringe din høst i hus
    og trække dit korn til tærskepladsen?

13 Strudsen basker fornøjet med vingerne,
    men har ingen svingfjer som storken.
14 Den lægger sine æg på jorden
    og lader det varme sand ruge dem ud.
15 Den ænser ikke, at et menneske kunne træde på dem,
    eller at et dyr kunne ødelægge dem.
16 Man skulle tro, ungerne ikke var dens egne,
    den bekymrer sig ikke, om de lever eller dør,
17 for Gud gjorde den glemsom,
    gav den hverken forstand eller fornuft.
18 Til gengæld kan den spæne af sted
    hurtigere end en hest med rytter.

19 Var det dig, der gav hesten dens kræfter,
    klædte dens nakke med en flagrende manke?
20 Lærte du den at springe som en græshoppe?
    Dens prusten og vrinsken indjager skræk.
21 Den stamper i jorden for at vise sin styrke,
    den er klar til at gå i kamp mod fjendens hær.
22 Den går frygtløs i krig,
    vender ikke om, når den står over for et sværd.
23 Pilekoggeret rasler,
    lanser og spyd glimter i solen.
24 Når signalhornet kalder til kamp,
    farer den af sted i strakt galop,
25 for den hører krigslarmen på lang afstand
    og opfanger de fjerne kommandoråb.

26 Har du lært høgen at flyve,
    at ride på vinden, når den trækker mod syd?
27 Befalede du ørnen at stige så højt
    og bygge sin rede på klippens top?
28 Dens hjem er på bjergets tinde,
    på det solide klippefremspring,
29 hvorfra den spejder langt omkring,
    til den får øje på sit bytte.
30 Den lever af dræbte dyr,
    dens unger æder det blodige kød.”